De gratis glæder (3): Hunnerkongen Attila huggede 10.000 jomfruer ned

Udefra set ligner Ørting Kirke en ganske almindelig lille landsbykirke. Men i dens mure – og bag dem -rummer den fortælling om drukning og død, og om hunnerkongen Attila, der dræbte en kvinde, som ikke ville giftes med ham – og bagefter huggede han de 10.000 unge jomfruer ned, som hun fulgtes med.
Kirken er åben i dagtimerne, og når den ikke er i brug, kan man gå lige ind. Der skal ikke som på museerne, betales entré ved indgangen.

HVOR BRUDEN DRUKNEDE
I modsætning til andre landsbykirker, er Ørting Kirke ikke placeret på det højeste sted i området. Og det har en forklaring – hvis man da skal tro fortællingen om den druknede brud:
Før kirken blev bygget, måtte sognets folk sejle over mosen mellem Morsholt og Ørting, når de skulle til Ulv Kirke, der var den nærmeste. Dengang var mosen fyldt med vand, og den var ret dyb. Båden med en hel brudeskare, som det hed, forulykkede og alle druknede.  Det blev årsag til, at landsbyen selv fik en kirke. Og den blev bygget ud for det sted, hvor bruden druknede, og så var det slut med sejladsen.
Det er en god historie, men som så mange gode historier, kan den ikke bekræftes.

Men kirken, der dengang blev bygget i Ørting, så ikke ud, som den gør i dag. Kirken er nemlig bygget i flere omgange. Skib og kor blev bygget omkring år 1200. Våbenhuset blev tilføjet ca 1450. Og det røde tårn, der kan ses fra det meste af landsbyen, blev bygget i 1891. Til da havde kirken kun haft en klokkestabel ude på kirkegården. Det vil sige nogle enkelte træstolper til at bære klokken og et lille tag.

OG BLODET FLØD…

Sidevingerne og stråleglansen er tilføjet senere – men det er stadig de tre kvindefigurer, øjnene fanger først

Det første der falder i øjnene, når man går fra våbenhuset ind i det lille kirkerum, er den tidligere altertavle med de tre kvindefigurer – Ursula, Katharina og Barbara. Og historien om dem er ualmindelig blodig:
Ursula mødte hunnerkongen Attila, da hun var på pilgrimsrejse

Attila var en slyngel af de store. Hvor jeg har sat min fod, vokser græsset aldrig frem, sagde han

med 10.000 jomfruer. Han blev så forelsket i hende, at han straks ville giftes med hende. Men Attila fik et nej. Og dét var manden, der fra 434 til 453 regerede det største rige i Europa, ikke vant til. Han blev så rasende, at ikke alene dræbte han Ursula med en pil – han dræbte også de 10.000 jomfruer, hun fulgtes med. De blev alle hugget ned i et kæmpe blodbad.

LYNET SLOG NED
Catharina blev halshugget af kejseren, fordi hun nægtede at afsværge den kristne tro – så her flød blodet også.
Den sidste – Barbara – blev muret inde i et tårn af en grusom far. Men hun flygtede gennem et bjerg, der lukkede sig efter hende, så hendes far ikke kunne følge efter. Men han fandt hende senere – og halshuggede hende. Det skulle han aldrig have gjort. Straffen faldt prompte – han blev ramt af et lyn og døde.
Barbara blev senere skytsengel for bjergarbejdere og alle, der arbejder med krudt.
Den altertavle stammer fra omkring 1450. Den er senere udbygget med vedhæng på begge sider og med en stråleglans. Men det er de tre kvinder, øjnene fanger først.

”ANNA AF NEW YORK”
Fra loftet hænger et skib. Det er af nyere dato – i hvert fald i denne sammenhæng. Det er fra 1950 – fremstillet og skænket af en hjemvendt dansk-amerikaner, Ivar Odderskjær. Navnet var ”Anna af New York”, men det er af en eller anden grund blevet malet over. Måske fordi det ikke blev anset for et passende navn. Det navn, der hyppigst bliver brugt til kirkeskibe i Danmark, er nemlig ”håbet”. Godt hver anden kirke i landet har et skib hængende, og det mest populære er en model af fregatten Jylland.
Skikken med at opsætte skibe, begyndte for flere hundreder år i det katolske Europa. Her i landet begyndte de at blive sat op efter reformationen – især de sidste par hundrede år er mange sat op. Jo tættere på havet kirken ligger, jo flere skibe. I Sønderho Kirke på Fanø hænger ikke mindre end 14 skibe. 
Skibene er som regel givet som gaver til kirkerne. Også ”Anna af New York”, som hænger i Ørting Kirke.

ET HELT SPECIELT KRUCIFIKS
Over alteret hænger et stort krucifiks, der ligner guld. Men det er det ikke. Det er lavet af træ, som er beklædt med tynde kobberplader, og så har den fået en gang lueforgyldning: Guldstøv rørt op i kviksølv blev smurt på krucifixet, som så blev varmet op, og kviksølvet fordampede – men guldet blev siddende. (En metode, der førte til hjerneskader hos dem, der udførte arbejdet).
I øvrigt er det kun en kopi. Nationalmuseet købte originalen, som stammer fra begyndelsen af 1200 tallet. Krucifixet blev fundet på kirkeloftet, da tårnet blev bygget i 1891. Den stadig levende Jesus hviler venstre fod på kalken, der opsamler hans blod. Desuden kan man i hver ende af korset se Markus-løven, Lukas-oksen, Johannes-Ørnen og Matthæus-englen. 

HELT GRATIS
Når man så er i kirkerummet, kan man også passende se på de figurer, der er sat på prædikestolen og dens lydhimmel. Sådan kaldes det ophæng, der er placeret over stolen. Englene ligner mest af alt de glansbilleder, som piger samlede på – og byttede – for mange år siden.

Om man er kulturkristen, og kun kommer i kirken til familiebegivenheder og juleaften, eller om man er ateist, kan man få meget ud af at gå ind og se sig omkring. I Ørting kirke og i andre af omegnens kirker.
De rummer masser af fortællinger, de rummer en egen stilhed – og de er alle en stor del af landsbyernes historie. Og det er helt gratis.