Her har “herremanden” sin egen stol og indgang – og djævelen håner præsten

Den store gamle hvide bygning fra 1100-tallet ligger på det højeste sted i området – omkranset af en mur bygget af store marksten. En smule ensom med afstand til landsbyen Falling, men sådan har det ikke altid været. Engang havde kirken naboer tættere på – men tre gårde og flere huse brændte i 1854, og de blev ikke bygget op på stedet igen. Og hvor der nu er en meget stor parkeringsplads, som sjældent er fyldt op, lå smedien og smedens hus. Men da smeden byggede fabrik og blev fabrikant, købte kirken bygningerne og rev dem ned.

HERREMANDENS STOL

“Herremandslogen” i Falling Kirke

Kun “Herremanden” må bruge denne dør

Engang hørte kirken under godset Åkær – blev endda i 1600-tallet kaldt slotskirke. Men i 1810 blev den solgt til sognets gårdmænd for 17.000 rigsdaler. (Det svarer til godt 900.000 kr i dagens mønt). Dog var der en klausul i købekontrakten: Ejerne af Åkær skulle have særrettigheder til kirken – egen indgang og en privat stolerække, hvor ingen andre måtte sidde. Og den klausul blev ikke ophævet, da kirken 1. januar 1908 overgik til selveje – dvs til menigheden. Så på kirkens nordside findes en aflåst dør, som kun godsets ejer kan benytte, og den fører direkte ind i en næsten kongelig loge med mere behagelige stole end de hårde kirkebænke. Ingen almindelige kirkegængere må sidde i logen.
Kirkehistorikeren Kurt Larsen sagde 5. maj 2011 til Kristeligt Dagblad, at kun få kirker har stadig ”herremandens stol stående, og oftest af museale årsager” – altså som et museumsagtigt minde. Han siger også, det er ”en rest af en for længst forsvunden tid”. Men i Falling Kirke er ”en længst forsvunden tid” altså nutiden.

DJÆVELENS MENING OM PRÆSTEN
I kirkerummet er der masser af fortids-historie, og det er i sig selv interessant. Men et væld af detaljer skaber deres egne fortællinger. F.eks lys-armen ved siden af prædikestolen med de to djævle. Den ene spyr – den anden rækker tunge ad præsten. Hvad der kommer ud af den ene djævels mund står hen i det uvisse. Men sikkert er dog, at hverken den ene eller den anden djævel har meget til overs for præstens prædiken.

Jesus har fået eget monogram

På opgangspanelet, der skjuler trinnene op til prædikestolen, har Jesus sit eget monogram – omgivet af stjerner og rosetter. I levende live havde han næppe et monogram, men det har han siden fået tildelt  mange steder. Altså også i Falling. IHS står for ”jesus hominum salvator” – jesus menneskenes frelser.

PRÆSTEN OG HANS MATRONE
På nordsiden hænger en stor mindetavle – et epitafium – for en af kirkens præster, som også var provst.

Den velfortjente sognepræst og hans dyderige matrone

Også denne mindetavle er fyldt med detaljer. Moses står og peger på det tredje bud – kom hviledagen i hu. Engle blæser i basuner. Og øverst en såkaldt putto på hver side. En putto er – ifølge Gyldendals ”Den Store Danske” – en buttet barnefigur. Som regel er det en nøgen dreng, og den kan have vinger. Vinger har de to på dette epitafium ikke. De er heller ikke helt nøgne. De har et klæde på. Den ene står med en blomst – den anden med en flammende lampe.

Moses peger på det 3. bud – hold hviledagen i hu

En tredje putto findes nederst på epitafiet. Det buttede nøgne drengebarn med guld-hår sidder på et dødningehoved – også af guld eller i hvert fald gul -og blæser sæbebobler – sikkert uden en eneste tanke på døden.
Præstens navn var Hans Rasmussen Skjolde, og han var den ”velfortjente sognepræst af Falling og Ørting menigheder”.
Tavlen er et minde for ham og – som der står – hans ”hustru, dyderig og Gud-højtelskende matrone”. Her ses præsten, matronen og deres to sønner. Den ene af sønnerne døde, da han var seks år – men han er med på billedet. Den anden levede endnu, da mindetavlen blev sat op. Men kun ”saa lenge det behager Gud”, som der står.

SKÆNDERIER I KAPELLET
På Nordsiden af kirken findes et andet minde om at engang ejede Åkær kirken. Nemlig Hedevig Margrethe Bornemanns kapel. Det blev bygget i 1748 og her står hendes sarkofag, som nu er restaureret med sort ruskind og mange sølvbeslag.
Desværre er hun her i området mest kendt for historien om, at hun havde skrevet i testamentet, at hun én gang om året skulle have skiftet sokker i overvejelse af ikke mindre end tre degne. Der er ikke for fem flade øre hold i historien – men ikke desto mindre blev sokkerne skiftet til langt op i 1960’erne. Hun burde dog være mere kendt for hendes interesse for børns skolegang og for hendes hjælp til de fattige. (Læs om Bornemann her).

Tyk-kindede engle pryder altertavlen

Historien er, at også hendes mands kiste på et tidspunkt var anbragt i kapellet. Men de skændtes så bravt, at han måtte flyttes. Det er – som den om hendes sokker – en af de vandrehistorier, det er svært at slippe af med.
Man kan kigge ind til Bornemann gennem en gitter-dør ved siden af alteret. Og bagefter se på de løver og engle med tykke kinder, der er en del af altertavlen.

Løver er der også på den granitdøbefont fra omkring år 1225, hvor utallige børn har fået deres navn. På hjørnerne er hugget 12 cm lange mandshoveder.
På vejen ud kan man lægge nogle mønter i fattigbøssen af messing,  som er forsynet med et græsk kors. (I det græske kors er ”armene” lige lange – i det latinske kors, er den lodrette ”arm” længere end den vandrette).
Kirken er åben alle dage – med mindre den er i brug. Så man kan bare gå ind, hilse på Hedevig Margrethe Bornemann, se billedet af den dyderige matrone og sidde i ”Herremandens” stol.  Men også selv finde endnu flere detaljer, som rummer deres egen fortælling.