Hvis du kører eller går ad den grusede Mosevej – forbi højresidens mange små huse mellem mosen og vejen – kommer du helt yderst ude til en sløjfe af vejen kaldet Halen. Her ligger tidligere tiders ejendomme med meget små jordlodder og retten til at hente tørv fra et lille lod i mosen. Hele området rummer historier om en fattigdom så stor. Historier om hvordan selvdøde grise blev hentet på de større gårde, for – uanset sundhedsrisikoen – det var mad, og den var gratis. Det rummer historierne om børn, der måtte ud at tjene fra ni-års-alderen, fordi det var en mund mindre at mætte – og fordi den ringe løn bidrog til familien.
Jorden og tørvene kunne ikke brødføde datidens store familier. Så de fleste voksne måtte arbejde som landarbejdere på omegnens gårde og godser.
Hvert eneste af de huse, der nu er sat i stand og udbygget, rummer en historie om mennesker, der var her før os. Og mange andre små huse i mosen, hvor store familier boede for hundrede år siden, findes ikke mere. De er blevet revet ned, fordi de var for usle.
Sådan er det også gået med det husmandssted, der lå i Halen, mellem nr. 38 og nr. 40
EN ÅRLIG INDTÆGT PÅ 300 KR
Ved folketællingen i 1911 finder vi i det hus Jens Christian Sørensen, hans kone Emma Johansen og tre børn. Nemlig Julie Alvilda Sørensen, Kristian Rudolf Sørensen og Ovidia Marie Sørensen. Men det er kun de hjemmeboende børn – de tre ældste er flyttet hjemmefra, kommet ud at tjene, som det hed, når de fik arbejde på en gård.
Ingen af forældrene kom fra Hads Herred. Jens Christian kom fra Sahl og Emma var svensker. De havde arbejdet på Gyllingnæs inden de kom hertil, hvor de fik daglejerarbejde på Aakær. Var de fattige? Ja, men de svarede enhver sit. I skatteprotokollen i 1916 står Jens Christians årlige indtægt til at være 300 kr. Han skal betale skat af indtægten, en krone i kommuneskat, ingenting i statsskat. Til sammenligning tjener købmand Svend Trøst Jørgensen på Bilsbækvej samme år 2800 kr og betaler 75 kroner i skat til kommunen.
ET ”UÆGTE BARN”
Julie kommer også ud at tjene – og hun fik noget med derfra. I 1920 finder vi Julie i kirkebogen. Hun er nemlig blevet mor til en lille dreng, Alfred Emil Skovgaard Sørensen. Men Alfred har ingen far. Under rubrikken bemærkninger står der: “Moderen opholdt sig på 10 mrd. dagen før nedkomsten på Haldshave, Torrild Sogn. Noteret i Torrild kirkebog 16/1 1920.” Efter en gammel lov skal præsten, når der ikke udlægges en barnefader, notere, hvor moderen befandt sig på undfangelsestidspunktet. Det er nemlig det sogn, der skal betale alimentationsbidraget – det gamle ord for børnepenge. Og ikke nok med det. Hvis det ”uægte barn”, som det hed så smukt, senere fik brug for fattighjælp, var det også dét sogn, der skulle betale den.
KOSTALD ELLER HUSBESTYRERINDE
Julie flytter ind hos forældrene med Alfred. I huset er også en anden lille dreng. Ham havde hendes to år ældre søster afleveret.
Viden om prævention var ikke udbredt på det tidspunkt. Det kunne jo føre til den rene utugt! Historieforskningen viser, at specielt i landområder med store godser, blev der født mange ”uægte børn”. Fædrene var som regel smuttet – videre til næste daglejerjob.
Generelt blev der set ned på ugifte kvinder med børn. I landområderne havde de ikke mange muligheder. Arbejde i kostalden på en gård til en ringe løn var en af dem. En anden var at blive husbestyrerinde hos en enkemand.
MØLLEREN I FLØJSTRUP
Et sådant arbejde tog 22-årige Julie hos den 44 år gamle møller i Fløjstrup. Han havde allerede fem børn.
Året efter fik han det sjette med Julie. De var ikke gift, men af kirkebogen fremgår, at mølleren vedgik faderskabet. Først da de har fået endnu to børn, bliver de gift på rådhuset i Århus. Og i 1930 får de det sidste barn – en pige.
Da Fløjstrup-mølleren dør 72 år gammel, er Julie kun 50 år. Hun fik arbejde på Beder gartnerskole, og for første gang i livet tjente hun penge, som hun nu selv kunne bestemme over.
ØRTINGS GHETTO
Historien om Julie er kun en ud af mange. Mosen og Halen var i mange år Ørtings ghetto. Lang tid før man begyndte at sætte det stempel på områder med store sociale problemer.
Fattigdommen var stor. Der var mange munde at mætte. Børn, som blev anset for at være dumme. Ingen havde forventninger til dem, for de kom jo dér fra.
Sådan var det ikke kun i begyndelsen af det forrige århundrede frem til mellemkrigstiden. Det varede ved helt op til den tid, hvor mere velstående folk fik blik for det naturskønne område og derfor købte og renoverede de ejendomme, der kunne renoveres.
Det kunne rønnen, hvor Julie boede, ikke. Den er revet ned. Men stedet rummer alligevel en historie.
