Du kan gå over Svend Feldings bro, sidde på hans bænk, se resterne af hans grav, og du kan få udpeget stedet, hvor han boede – “Spegelsborg”. Han bliver husket – den bomstærke mand fra Falling, der siges at have haft 12 mands styrke.
Svend Felding var karl og buddreng på Aakær. Engang blev han sendt afsted efter noget medicin. På vejen mødte han en gammel kone, som bød ham at drikke af et horn. Drikken har været magisk, for den gav ham utrolige kræfter. Konen fortalte ham, at han på vejen ville møde en rød og en sort tyr. Den sorte skulle han jage væk.
Og da han mødte dem, var det med hans mange kræfter, en smal sag at jage den sorte tyr væk. Men i virkeligheden var det slet ikke en tyr. Det var en trold fra Borum på den anden side af Århus – en af de onde.
Som belønning for at have jaget Borum-trolden væk, fik han lov til for altid at beholde 12 mands styrke. Som soldat blev han af kongen belønnet med et sværd, så højt som en mand. Selvfølgelig. For en hvilken som helst krigsliderlig konge måtte denne kæmpe af en 12- i ‑1-soldat have været en gevinst.
Fallings egen Pippi
Ifølge fortællingen tog den gode Svend senere bo på ”Spegelsborg”, der skal have ligget lidt Nord Vest for Åkjær. Og resterne af hans grav siges man at kunne finde i Spåkærskoven.
Svend Felding er en sagnfigur, og de fleste af de mange historier om ham er løgn. Desværre. For det er da rart at tænke på, at her engang har boet en mand, der – som Astrid Lindgren skrev om Pippi Langstrømpe – ”kunne løfte en hest, hvis hun ville – og det ville hun”.
Men mere taler for, at resterne af Svend Feldings Spegelsborg i virkeligheden er resterne af et hospital for spedalske. Og det passer med, at bisperne i 1432 fik skøde på Aakær, der dengang lå, hvor man senere fandt fundamentet af Spegelsborg, som i fortællingen var det sted, Svend Felding boede.
Livslang tvangsisolering
Siden 1100-tallet havde den katolske kirke haft hospitaler for spedalske. Fra 1300-tallet blev de kaldt Sankt Jørgens-gårde – opkaldt efter en af kirkens nødhjælpere.
Her levede de spedalske i en livslang tvangsisolering – afhængige af de gaver og almisser de fik. Der var 35 af disse Sankt Jørgens-gårde over hele landet.
Spedalskhed kunne ikke helbredes. Første fase af sygdommen var svind af muskler i hænder og ben. Næste fase var pletter på huden, som udviklede sig til knuder, der ofte revnede og blev til store åbne sår. I sidste fase faldt hår, næse og fingre af. Det var en af de mest forfærdelige sygdomme, der kunne ramme et menneske. Mange betragtede sygdommen som en straf fra Gud – præcist som visse religiøse fanatikere meget, meget senere omtalte AIDS.
I 1542 var sygdommen så godt som udryddet i Danmark, og den livslange tvangsisolering blev ved kongelig forordning ophævet.
Fundamentet blev sprængt
Fundamentet af den bygning, der med stor sandsynlighed husede de spedalske, viste sig første gang omkring 1850, da man ville udjævne en jordforhøjning. Nogle meget store sten dukkede op – og for at de ikke skulle genere pløjningen, blev de smadret og fjernet.
I 1920’erne havde man fået plove, der kunne gå meget dybt. Og da opdagede man for alvor bygningens fundament. Det målte ikke mindre end 11 x 14 meter. Hele molevitten blev sprængt i luften og mange vognlæs med sten blev kørt væk.
Mindemuren
Men der var stadig nogle af de store sten tilbage, og Aakærs daværende ejer, Frode Busky Neergaard, besluttede, at de skulle bruges til at opbygge den mindemur, der stadig står i skovkanten. Der blev aldrig – som det ellers var planlagt – indmuret en sten med en inskription. Derfor kan man selv bestemme, hvad portalen skal minde en om: En sagnfigur med 12 mands kræfter – eller et sted, hvor man tog sig af de mennesker, der led af middelalderens mest frygtede sygdom.
