Søren Peter fra Ørting Mose havnede på den samme ø som tidligere statsminister Poul Nyrups far – begge med stemplet ”moralsk åndssvag” på ryggen og i journalerne. Men hvor Oluf Nyrup kunne tage båden til fastlandet efter ni år, skulle det tage Søren Peter 25 år og en kastration, før han lovligt kunne tage samme færge.
”…DE FATTIGE HAR MANGE BØRN”
Søren Peter kom fra en af Mosens mange børnerige familier. En gammel talemåde lyder: ”De rige har mange glæder – de fattige har mange børn”.
Sidste del passer, når man gennemgår de gamle folketællinger. Det vrimlede med børn i de fattige boliger.
Det gjorde der også i det hus, hvor Niels Rasmussen og hans familie boede. Folketællingen fra 1925 viser, at de da har otte børn. Søren Peter var den næstældste.
Niels Rasmussen og hans kone blev gift i Falling kirke 22. december 1907. Hun var 17 år – han var 24. Han var født i en af godset Åkærs arbejderboliger. Hun var født tæt på Mariager.
Niels Rasmussen kom også til at arbejde på Åkær, og boede i en af godsets ringe boliger. Og her blev deres ældste børn født. Ved folketællingen i 1916 står Niels Rasmussen som arbejdsmand ved landbrug med en indtægt på 400 kroner på et år. Familien består da af forældrene og fire børn.
Ved folketællingen i 1921, er de flyttet til Ørting Mose. Og nu er der syv børn i familien. Niels står stadig som arbejdsmand – men nu er der tilføjet ”fattigunderstøttelse”. Det samme i folketællingslisten for 1925, som viser, at da er seks af deres 10 børn er hjemmeboende.
FATTIGUNDERSTØTTELSE VAR INGEN SPØG
At få fattigunderstøttelse var ingen spøg. Ganske vist slog grundloven fra 1849 fast, at alle danskere havde ret til hjælp, hvis de ikke kunne forsørge sig selv. Men det blev betragtet som – og skulle også være – nedværdigende at modtage hjælpen. Så de borgerlige rettigheder blev taget fra folk, hvis de kom ”på sognet”, som det hed.
Modtagerne mistede retten til at stemme – og folk var underlagt fattigvæsenets kontrol og beslutninger. Og dermed sognerådet, hvis medlemmer levede fjernt fra Mosen. Havde man fået fattighjælp – og ikke betalt den tilbage – kunne man heller ikke gifte sig. Så nok gav Grundloven borgerne ret til at få hjælp, hvis de ikke kunne forsørge sig selv, men det skulle ikke være nemt.
TVANGSARBEJDSANSTALTEN
Af folketællingen i 1925 fremgår, at familiens ældste søn, Søren Peter, er sendt på tvangsarbejde i Horsens. Han var da knap 15 år og blev anset for lidt af en ballademager. Han var sikkert ingen engel, men I dag ville han med stor sandsynlighed have fået en diagnose som ADHD, der giver symptomer som bl.a. hyperaktivitet og impulsivitet. Men den viden havde man ikke dengang – kendte derfor heller ikke til behandlingen. Problemer skulle løses med arbejde. Drengen blev sendt til Horsens, hvor han skulle udføre tvangsarbejde. Efter et par år kom han ud i en almindelig plads – og derefter sendt tilbage i hjemmet i Ørting Mose, hvor han skabte problemer, og så blev han fjernet – sendt til Tvangsarbejdsanstalten i Horsens. Hertil sendte man strejfere, tiggere, drukkenbolte og kriminelle. Men også dem, der bare ikke indordnede sig efter normerne, kunne havne der.
Han stak af et par gange, og det skulle få afgørende betydning for resten af hans liv.
Det blev nemlig ikke sidste gang, Søren Peter så en af samfundets institutioner inde fra.
MORALSK ÅNDSSVAG
En embedslæge kom til anstalten i Horsens, og han vurderede, at den unge mand var ”moralsk åndssvag”. I den nye bog om Livø – Afvigernes ø – står: ”De moralsk åndssvage dækkede (derfor) så vidt muligt over mennesker, som havde en intelligens under gennemsnittet, og som var præget af mangel på dømmekraft, selvbeherskelse og fornuftsbetonet opførsel”.
Søren Peter havde vist mangel på selvbeherskelse hjemme i Mosen og da han var stukket af flere gange, var hans opførsel ikke ”fornuftbetonet”.
Det var bedst for ham at komme til Livø – øen i Limfjorden, hvortil man deporterede ”moralsk åndssvage” – en blanding af kriminelle, sædelighedsforbrydere, omstrejfere og alkoholikere. De kom fra samfundets bund, havde dårlig skolegang bag sig, og deres adfærd var ikke forenelig med den vigtigste borgerlige norm: pas dit arbejde. Mange, der kom til øen, var ikke åndssvage. De havde bare ikke haft mange chancer der, hvor de kom fra.
HÅRDT ARBEJDE OG FASTE RAMMER
På Livø var der faste rammer og arbejde. Øen var selvforsynende og mændene arbejdede bl.a. i landbruget og gartneriet. De kunne gå over alt – men friheden var på den anden side af vandet. Og der blev brugt masser af energi på at udtænke flugtplaner. Mere end 400 gange forsøgte mænd at flygte – mindst 10 druknede.
Det var her, Søren Peter kom til at tilbringe 25 år. Af bogen ”Afvigernes ø” fremgår, at der ikke var sammenhæng mellem opholdets varighed og den forseelse, der havde ført til opholdet. Der var udelukkende tale om skøn.
”VI BEHANDLER UNDERMÅLEREN MED OMSORG”
Da Søren Peter blev deporteret til Livø i 1931, havde daværende justitsminister K.K. Steincke allerede i 1920 skrevet bogen ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen”, hvor han giver udtryk for frygt for, at befolkningen på sigt bliver degenereret, hvis åndssvage havde lov til at formere sig. Han skriver også: ”ethvert menneskeligt væsen skal have ret til den lykkeligst mulige tilværelse og skal om fornødent beskyttes og plejes. Kun i en henseende må samfundet være på sin post: med hensyn til forplantningen. Vi behandler undermåleren med al omsorg og kærlighed, men forbyder ham blot til gengæld at formere sig”.
FRIVILLIG TVANG
I 1929 fik Danmark den ”første eugenisk funderede sterilisationslov i Europa, og den vakte interesse i udlandet”. (Eugenik er den ideologi, der anser det for en politisk opgave at kontrollere befolkningens arvemasse – og forbedre den gennem tiltag).
Et land, hvor loven vakte speciel interesse, var i vores naboland mod syd. Men det er en hel anden historie. Loven gjaldt ikke kun åndssvage. Men også epileptikere og psykopater. Formelt var der ikke tale om tvang – men det var de samme læger, der skulle indstille ”moralsk åndssvage” på Livø til sterilisation, som skulle beslutte, om en person kunne forlade øen. Så der var tale om frivillig tvang. Sterilisation blev kaldt den lille operation.
En særlov for åndssvage blev vedtaget i 1934. Nu var tvangssterilisation mulig ud fra samfundsmæssige hensyn, som det hed. Men det kunne også gøres, hvis vedkommende kunne komme ud i en ”friere tilværelse”.
KASTRATION
Kastration kom også på tale, hvis personen blev anset for farlig. Men også hvis ”kønsdriften medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse”. Der var altså ret vide rammer – og igen: personen kunne også selv foreslå ”den store operation”, som det hed, som en adgangsbillet til friheden uden for Livø eller en af forsorgens anstalter, som institutionerne blev kaldt dengang.
Også Søren Peter fra Ørting Mose fik ifølge et familiemedlem både den store og den lille operation – og han håbede, det kunne få ham væk fra Livø. Han skrev utallige breve, hvor han argumenterede for, at han skulle helt væk fra Livø. Men vi skal helt frem til slutningen af 1956 før det sker. Altså mere end 25 år efter han første gang kom med den lille båd til øen. Hvorfor det varede så længe, fremgår ikke af offentlige arkiver – men han er ikke den eneste, overlægen for de Kellerske anstalter, som øen var en del af, holder på. Men lige før jul i 1956 skete det altså. Han blev udskrevet til den Kellerske institution i Brejning.
Da var hans mor hjemme i Ørting Mose død for mange år siden. Hun døde 22. oktober 1944 på Odder Sygehus af nyresvigt og urinvejsforgiftning. Hans far – Niels Rasmussen – var da ”invaliderentenyder”.
Da Søren Peter blev sendt til Brejning, fik han mere frihed. Vandet var nu en smuk udsigt fra anstaltens vinduer – ikke en hindring for at komme væk til det, han mente var friheden.
Men det, der for ham syntes at være den ultimative frihed, fik han i 1967, da han flyttede for sig selv i en lille lejlighed.
”SÅ NÆR DET NORMALE SOM MULIGT”
Fra slutningen af 1950’erne blæste der nye vinde. De åndssvage blev betragtet som mennesker – ikke som undermålere. Det ord K.K. Steincke brugte i 1920.
Folketinget vedtog i 1959 loven om forsorg for åndssvage og andre særligt svagt begavede. Her står, at denne gruppe mennesker skal sikres en tilværelse så nær det normale som muligt. Og det gamle overlæge-vælde med magt over alt og alle, skulle brydes ned og socialpædagogisk ledelse skulle sidestilles med den medicinske ledelse. Formelt skete det – men uformelt varede det mange år, før de nye faggrupper fik et ben til jorden. Der skulle også gå mange år, før der blev skabt anstændige forhold på de gamle institutioner. Men livet for de bedst fungerende skulle normaliseres, som det hed, så mange skulle flytte i egen bolig. Og der boede de så i deres små lejligheder og følte mest af alt, at normalisering var lig med en ensomhed, der lå som en tyk dyne over dem. De havde det meste af livet haft en tilværelse, hvor der var mennesker omkring dem, og hvor de blev fortalt, hvornår de skulle stå op, hvornår de skulle spise, arbejde og gå i seng igen. Og mange klarede det ikke.
NORMALISERING = BESPARELSE
I samfundet som sådan og i politiske kredse blev ordet normalisering ikke brugt. Ikke før i midten af 1970’erne, hvor den socialdemokratiske socialminister, Eva Gredal, fandt det frem og støvede det af. Hun skulle nemlig spare 47 millioner kroner på åndssvageforsorgen, og hver gang en beboer kunne flyttes fra en institution til en lejlighed i et socialt boligbyggeri, var der penge at hente. Men nej, det er ikke derfor, forsikrede Gredal. Det er fordi, jeg tager målsætningen – et liv så nær det normale som muligt – alvorligt. Endnu flere fik et liv i ensomhed.
Heller ikke for Søren Peter var det lykken at bo alene, da han fik en lille lejlighed. Han havde kontakt med familien, men det kunne ikke fylde hans hverdag. Han ønskede sig tilbage til Brejning. Det kom han, og her døde han i 1984 – 75 år gammel.
NU VIL SOCIALMINISTEREN SIGE UNDSKYLD
Søren Peter fra Ørting Mose var blot en af mange. Han var ikke åndssvag – men blev betragtet som moralsk åndssvag. Han kom som de andre beboere på Livø fra samfundets bund. Kvindernes Livø var på Sprogø, der dengang var en ø i Store Bælt.
Her slap ingen fra uden at der var sikkerhed for, at de ikke kunne forringe arvemassen = få børn. Her anbragte man unge kvinder fra arbejderklassen, som blev anset for at være ustyrlige med en usædelig opførsel. ”Ustyrlig” er også titlen på en film om Sprogø, der netop har haft premiere.
Sprogø blev lukket 1. april 1961. Samme år som anstalten på Livø lukkede ned.
Regeringen vil nu give en undskyldning til mennesker, der i perioden fra 1933 til 1980 var anbragt under åndssvageforsorgen, hvor de – som der står i en pressemeddelelse fra socialministeren – var udsat for en horribel behandling. Set med nutidens øjne har hun ret.
I alt var det 27.500 mennesker. Hvor mange af dem, der stadig er i live, ved vi ikke.
Nogle af dem har anlagt sag mod staten for at få erstatning. Ingen af de sager er endnu blevet afgjort.
Artiklen bygger på
TV-dokumentaren ”Nyrup – søn af en udstødt”
Bogen ”afvigernes ø” af Poul Duedahl og Maria Clement Hagstrup
Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933 – 1980
Folketællinger og kirkebøger
