Det vakte behørigt opsigt i Falling, da købmanden og grossereren Jens Sørensen købte et stort gravsted på kirkegården og bestilte smeden til at lave det gitter, der omkransede det.
To andre familier bestilte også straks et smedejernsgitter – de skulle ikke stå tilbage for ham, det skulle nemlig ikke hedde sig….
Gravstedet er tæt på kirkegårdens lille kapel. Stenen fortæller, at det er købmand Jens Sørensens familiegravsted. Det er dog en lille familie at dømme ud fra gravstenene – kun købmanden, hans kone – Ane Kirstine – og en datter, Ane Kathrine. Jens Sørensen havde sikkert planlagt, at den afgrænsede firkant på kirkegården skulle være det sidste hvilested for flere. Men familien blev spredt.
PÅ HØJE TID DE FANDT ALTERET
Jens Sørensen var en energisk mand. Han blev født i Lerdrup og i kirkebogen står, at hans forældre er ”gårdmand og hustru”. De ejede altså deres gård. Hans kone – Ane Kirstine – kom fra Falling og også fra en gårdmands-familie.
Så da Jens og Ane Kirstine blev gift 15. september 1893, var det altså to gårdmands-børn, der havde fundet sammen.
Han var 21 år – hun var 20. Og det var på høje tid, de stod ved Falling Kirkes alter, for tre måneder senere blev deres første barn født. Det var datteren Alma Marie Sørensen. Så fremgår det ellers af kirkebogen, at de kommende 11 år føder Ane Kirstine fem piger. Efter Alma kommer Signe, Jenny, Emma Cæcilie og Ane Kathrine.
Kirkebogen fortæller også, at Jens Sørensen ikke på noget tidspunkt gik i forældrenes fodspor og arbejdede med landbrug. Ved alle fødslerne og ved brylluppet står han som købmand.
SMUGKRO I BAGLOKALET
Familien flyttede ind i det gamle pakhus i Amstrup – det senere kvindefængsel. Bygningen eksisterer endnu, men kaldes i folkemunde ”Koeds palæ”, fordi Åkær-godsejeren har forsynet det ”bevaringsværdige kulturminde” med søjler og udhæng over døren, som var det kulissen i den amerikanske TV-serie Dallas. Men da Jens Sørensen og hans familie boede på stedet, var der herfra der gik båd til og fra Alrø med passagerer og varer. Det var også udskibningssted for korn og andre varer fra hele Hads Herred til f.eks. Fyn. Et udskænkningssted og en købmandsforretning hørte også til. I Sigurd Elkjærs roman, ”mellem hav og fjord”, som handler om Alrø, er pakhuset og dets omgivelser nøje beskrevet. Om forretningen står, at ”der lugtede af klipfisk og tobak, rå kaffe og stærk brændevin, tjære og stenolie”. Men alle vidste, at der også var udskænkning i baglokalet på Jens Sørensens tid.
Han var ikke kun købmand. Han var også handelsrejsende. Det ved vi, fordi vi på sidste side i folketællingen fra 1906 kan læse, at han var fraværende på dagen, fordi han for tiden var i Århus som handelsrejsende. Vi ved bare ikke, hvad præcist han rejste rundt og solgte.
HAN VAR VIDTLØFTIG, SAGDE SMEDEN
Ved folketællingen i 1911 er familien flyttet til en købmandsgård, der dengang lå på hjørnet af Assebækvej og Åkærvej i Falling. Da var de to ældste døtre allerede sendt ud for at tjene som ”pige i huset”. Den ældste da hun var kun 13 år. Hun kom hjem til landsbyen for at blive konfirmeret, og så var det afsted igen. Piger skulle dengang ikke have uddannelse. De skulle være gode husmødre, og så skulle de giftes.
Jens Sørensen er også ved den folketælling fraværende – han er på Samsø, står der i protokollen. Han står opført som købmand.
Han er ved at blive en stor mand. I Kraks vejviser fra 1914 står, at han nu er formand for Landkøbmændenes Landsforening. Men det afholdt ham ikke fra – som i Amstrup – af holde smugkro i forretningens baglokale. Det vidste de fleste i landsbyen. Den gamle smed kaldte ham ”vidtløftig”.
Købmanden var en velhavende mand. Ved folketællingen i 1916 sættes hans indkomst til 6000 kr og hans formue til 25.000 kr. Til sammenligning har slagtermesteren en indkomst på 2.500 kr og formuen er 5000 kr.
GIFT MED KØBMÆND
Familien voksede, for døtrene blev gift. Den næstældste datter – Signe – bliver gift med købmand Anders Therkeldsen fra Hovedgård d. 11. marts 1915. Og godt tre uger efter bliver den ældste – Alma Marie – gift med tjenestekarl Emil Jensen. Også datteren Jenny blev gift med en købmand i 1920. Men den yngste datter, Ane Kathrine, valgte ikke en mand bag en disk. Hun giftede sig med en landmand fra Bornholm. Efternavnet var Kofoed, hvilket ikke var så overraskende når han kom fra den ø.
NU VAR HAN GROSSERER
Jens Sørensen overtog også en købmandsgård i Falling Stationsby. Nemlig den, der lå ved siden af forsamlingshuset, der dengang var et afholdshotel. Det er næsten unødvendigt at fortælle, at også her var der i bagbutikken en lille smugkro. Afholdsfolket kunne holde sig på hotellet.
Jens Sørensen overlod dog købmandsforretningerne til svigersønner. Selv var han ikke mere handelsrejsende i folketællingerne. Nej, nu var han grosserer. Han solgte piskesnerte og spadserestokke. Han havde en lille forretning ved siden af købmanden – lager havde han i baghuset.
ENKEN BLEV BOENDE
2. februar 1933 døde grossereren. Og han blev som den første begravet på det smedejerns-indhegnede sted på Falling Kirkegård, som han havde udset sig som familiegravsted.
Hans kone blev boende i Langkjærhus. Og her fik hun selskab af den yngste datter, Ane Kathrine, da hendes bornholmske ægtemand dør. Hun havde som den eneste af Jens Sørensens døtre ikke børn.
De to kvinder gik hver søndag i kirke, og sad altid på den samme bænk. Iført fine frakker og hatte gik de arm i arm gennem Falling. Da Ane Kirstine dør i december 1960 – næsten 88 år gammel, blev hun også begravet i familiegravstedet.
Datteren, som blev kaldt Tinne, blev boende. Mange gamle mennesker husker hende som glad for børn. Hun fodrede dem med slik og kage, når de kom til kaffeselskaber med mødre eller bedstemødre. Dem blev der holdt mange af i Falling dengang. Kvinderne mødtes – og så gik snakken.
Hun blev som den eneste af Jens Sørensens døtre begravet i familiegravstedet, da hun døde næsten 76 år gammel.
HER HVILER EN VELHAVENDE MAND
Jens Sørensen – gårdmandssønnen fra Lerdrup – var en ambitiøs mand. Og en velhavende mand. Han ønskede, det skulle stå klart for omgivelserne – lige til det sidste. Det skulle have været et stort familiegravsted. Men hans døtre flyttede fra landsbyen. Så kun tre familiemedlemmer fandt deres sidste hvilested på på Falling Kirkegård. Men på et sted, hvor smedejernsgitteret fortæller, at her hviler ikke familien hvem som helst.
