Trænerjobbet giver sociale kompetencer

Trine Weber Pedersen – begyndte som hjælpe-træner, da hun var otte år

Hallen er blevet en del af pigen – og pigen er blevet en del af Hallen.
Trine Weber Pedersen var som 8 – årig første gang med som hjælper på gymnastikholdet for børnehavebørn. Og bortset fra et år på en gymnastik-efterskole har hun været med siden. Nu som 19-årig træner hun sammen med seks andre unge et hold med børn fra 5. til 8. Klasse. Det såkaldte optimisthold.
Hun kalder Hallen for ”et vildt rart sted”.

HELE FAMILIEN
Hele hendes familie er – og har været – engageret i Hallen og i ØFUG på den ene eller den anden måde. 
”Min mor var med til sammen med Kim, halinspektøren, at få gymnastik-holdene i gang”, fortæller Trine.
”Min søster og jeg var med hende, når hun tog i Hallen, og vi syntes, det var så sjovt. Men det gjorde min bror ikke. Det var i hvert fald ikke noget for ham, sagde han. Det var først senere, han kom med, fordi han begyndte at hjælpe til i Hallens cafeteria”.
Hun fortsætter: ”Min far er også med. Han er praktikeren, der hjælper til ved det store loppemarked og når vi har årets store gymnastikopvisning med næsten 1000 deltagere. Når noget skal gøres, så klarer han det”.   

HAR SELV SKAFFET AFLØSEREN
Trine går i 3. g på gymnasiet i Odder på samfundsfag-engelsk linjen. Hvilken uddannelse hun så vil i gang med senere, er hun endnu usikker på. ”For der er så mange muligheder. Det bliver nok noget med kommunikation”.
Men hun ved, at når hun er færdig på gymnasiet, skal hun arbejde, og så skal hun ud og rejse. Så er det slut med trænerjobbet. I det mindste for en tid. ”Men jeg ved, hvem der skal afløse mig, for jeg har haft flere kammerater med i Hallen, og de blev taget så godt imod, at de gerne vil blive. Det er godt at vide, at man selv har været med til at det hele fortsætter”.

TRÆNER-JOBBET HAR GIVET KOMPETENCER
Hun har lært meget af at være træner. At tage ansvar for noget, der skal lykkes og være en succes for deltagerne. Og hun er blevet god til at løse konflikter. ”Der kan være forældre, der er utilfredse med det ene og det andet”, siger hun. ”Det må man jo bare finde ud af. Det kan jeg også bruge i en masse andre sammenhænge”.
Hun har lært også meget om at få alle til at føle sig som en del af et hold. At alle skal være med – ingen må stå udenfor. Og endelig har hun lært noget om, hvordan man motiverer andre.

Jeg brugte tid på at aflure instruktørernes kompetencer – og tage det bedste

”Det lærte jeg på gymnastik-efterskolen”, siger hun. ”Vi havde to instruktører, og de var begge dygtige. Men den ene kommanderede en masse med os. Råbte tit op. Det gider man jo ikke. Det tog jeg med mig. Jeg kan sagtens fortælle holdet, at nu er det tiden, de skal høre efter. Men hvis jeg gør det hele tiden, så er det ikke sjovt. Og det skal være sjovt at være med på vores gymnastikhold”.
Sådan virker det også – sjovt – når man står i Hallen som tilskuer og kigger på holdets anstrengelser. Det er et stort hold. Trine er også temmelig stolt af, at der i denne sæson er dobbelt så mange deltagere som sidste år.
”Jeg brugte meget tid på skolen til at aflure instruktørernes kompetencer og tage det bedste med hjem”, siger hun.
Hun er ikke blind for, at det i jobansøgninger kan betyde noget, at man har været med i foreningsarbejde og har arbejdet som frivillig.

ARBEJDE – SKOLE – LEKTIER – TRÆNING
Trines hverdag er ikke for de svækkede. To gange om ugen arbejder hun mindst fire timer i Delikatessen i Kvickly i Odder. Hun går i gymnasiet med masser af lektier. Og så er hun træner hver torsdag aften – og bagefter deltager hun selv på et gymnastik-hold.
Før var hun også træner om mandagen, men det har hun måttet droppe, for det blev for meget for hende.
”Jeg kan jo planlægge omkring arbejde og træning”, siger hun. Men indrømmer også, der da er tidspunkter, hvor hun kan tænke: Jeg kan ikke nå også at komme over i hallen. Det går ikke.
”Men når jeg så kommer herover, er her vildt rart at være. Og jeg går altid hjem med overskud”.

VI KENDER HINANDEN

Optimistholdet kommer meget tit i Hallen

At det er godt at være i Hallen, viser sig også ved, at Trines gymnastikhold kommer ofte. De træner hver mandag og torsdag, og så kommer de, når halinspektør Kim Schlosser har en uformel klub, hvor alle børn og unge fra 5. Klassetrin kan komme og bare være sammen.
Hvis Trine skal konkludere, hvorfor hun og mange andre er så glade for ØFUG og for at komme i Hallen, siger hun: ”Det har noget at gøre med relationer. Med et fællesskab. Vi kender hinanden alle sammen. Os tre, der trænede optimisterne i aften, har kendt hinanden siden første klasse. De voksne kender hinanden – og de kender hinandens børn. Og så er vi gode til at tage imod nye. De føler sig godt tilpas her. Derfor bliver de”.
I modsætning til så mange andre idrætsforeninger har ØFUG ikke problemer med at finde trænere.
”Der er mange, der gerne vil give noget tilbage, fordi de har fået så meget her”, siger Trine.