Alle skal føle sig velkomne i vores kirker

Alle skal føle sig velkomne i kirken – uanset i hvilken anledning, de kommer

Susanne Kjærsgaard bor på Grønnegården i Falling. Den har nu aldrig været grøn – men altid malet hvid – eller gul, som den er nu. Det er her på gården, hun er glad for at være. Og hun kan næsten ikke vente til rapsmarkerne bliver gule. ”Når jeg står op om morgenen og kigger ud på den gule flade, bliver jeg så glad”.
Susanne er kirketjener ved kirkerne i Ørting og Falling. Det har hun været siden august 2012. Og så er hun kirkesanger i Ørting.
Hvis man skal sige kort, hvad kirketjenerens arbejde er, så er det at sikre, at folk føler sig velkomne. Uanset hvorfor de kommer til kirken. Om det er til en gudstjeneste, et bryllup, et barnedåb eller til en begravelse.

Det er hende, der sikrer, at der er rent i kirkerne. Det er hende, der pudser de store lysestager og dåbsfadet – men forsigtigt og ikke for ofte, for det er gamle ting. Hun sørger for lys og blomster til gudstjenesterne – og også for at klokkerne kimer.
Ved begravelser sørger hun for, at blomsterne kommer på plads og kortene bliver samlet.
”Og så har vi indført, at vi efter gudstjenesterne byder på en kop kaffe i våbenhuset. Det skal jeg sørge for. Det er godt lige at samles før vi går hver til sit”.

DØDEN SKRÆMMER IKKE

Susanne har lige siden hun var ung været glad for at komme i kirken

Hun kan godt lide at komme i kirken. ”Det har jeg altid kunnet. Også da jeg var ung og boede i Hundslund”, siger hun. ”Og når jeg besøger min søn i København, skal jeg også altid ind i kirker. Jeg skal jo også lige kontrollere, hvor rent de holder dem”, siger hun med et stort smil.
Susanne har tre voksne børn. Kun den yngste bor hjemme. Og så er hun lige blevet farmor. ”Dét er stort”.
For fire år siden mistede hun Ib. Han døde af kræft.
Han døde hjemme på Grønnegården. ”Jeg og børnene passede ham selv – med hjælp fra en hjemmesygeplejerske. Det var en hård tid”.
”Døden skræmmer mig ikke. Jeg plejede jo også tit døende i de 15 år, jeg arbejdede på Skovbakkehjemmet”.
Det var et arbejde, hun var meget glad for, men ryggen kunne ikke blive ved med at holde til det.
Hun stiller sig altid til rådighed for en snak, hvis pårørende har brug for det i forbindelse med begravelser. Eller hvis hun møder folk på kirkegården.

MORGENSANG I KIRKEN

Vi bor i et lille samfund, hvor vi kender de fleste. Men her er altså også mennesker, som ikke har megen kontakt med andre

Det er på Susannes initiativ, der nu er morgensang i Ørting kirke den 2. Torsdag i hver måned.
”Jeg mødte tit mennesker på kirkegården, som kom for at besøge en ægtefælles grav, og som havde brug for en lille snak. Ganske vist bor vi i et lille samfund, hvor vi kender de fleste. Men her bor altså også ensomme mennesker, der sjældent snakker med andre. Morgensangen er en god måde for dem at få kontakt med andre. Når de møder andre der, får de måske mod på at komme i Torsdagsklubben eller til andre aktiviteter. Vi begynder i kirken, hvor vi synger og organisten spiller. Bagefter går vi over i Sognehuset og drikker kaffe og synger lidt igen – men nu efter Højskolesangbogen”.

DER BLIVER LAVET MEGET KAFFE
Men hun er også ansvarlig for, at Sognehuset på Bilsbækvej altid er i orden. Og også ansvarlig når der er arrangementer.
”Der bliver lavet meget kaffe det sted”, siger hun. ”Og der skal jo også helst være kage. Sommetider bager jeg boller”.
Men så er der frivillige, der hjælper. ”Til foredragene kommer jo omkring 70 mennesker, og

Når der kommer 70 mennesker til arrangement i Sognehuset, får Susanne hjælp af frivillige

så får jeg hjælp. Enten fra aktivitetsudvalget eller fra de grupper, der låner huset til deres klubber og andre aktiviteter”.
Er der fællesspisning i Sognehuset – f.eks. i påsken – er det Susanne, der sørger for at få bestilt maden hos Gitte Dinesen. Hun er også med i menighedsrådets aktivitetsudvalg, der står for koncerter, foredrag og andre aktiviteter omkring kirken.
Hun kan lide at have travlt, og det er godt. For foruden at passe vores kirker og sognehus, er hun også kirkesanger i Odder, og vikarierer i andre kirker, når det er nødvendigt.
Kirkerne er åbne i dagtimerne, og der kommer tit folk på besøg, som gerne vil vide noget om historien. “Jeg fortæller gerne”, siger Susanne.
Hun brænder for det, hun laver. Og når hun har gjort det – og mere til – tager hun hjem til Grønnegården, hundene og kattene – og glæder sig over den natur, der omgiver gården, som aldrig har været grøn. Kun hvid eller gul.