Kun nogle uger efter han fyldte 87 år, døde Alojz Tirsek 29. marts.
Han kom oprindeligt fra Slovenien, hvor han var uddannet som elektromekaniker. I Danmark arbejdede han bl.a på Ålykke. Her mødte han Gudrun. I begyndelsen havde de lidt sproglige problemer, for Alojz kunne ikke tale dansk. Men han kunne tale tysk. Gudrun kunne en smule tysk – og når hun glemte gramatikkens strikse regler og var ligeglad med om alt blev udtrykt korrekt, gik det fint. Alojz kom til at tale dansk – men han beholdt dog altid en smule accent.
De to flyttede til Ørting i 1974, og her købte de det røde hus ved siden af den gamle station, hvor de har boet siden. Deres fælles søn, Peter, er i dag bosat i USA, hvor han arbejder for Stofa.
Alojz arbejdede også på Tradania i Fensten, hvor han holdt maskinerne i orden. Og her – som på Ålykke – var han uhyre afholdt af arbejdskammeraterne.
Allerede som 60-årig sagde han dog farvel til livet som lønarbejder og gik på efterløn. Tiden blev i stedet brugt på bl.a. at producere honning. Bierne og bistaderne var hans store hobby. Også i drivhuset brugte han megen tid. Han kom fra en stor familie, hvor man var vant til, at alt fra haven skulle bruges.
Alojz holdt sig mest hjemme, og lod Gudrun om at tage i pensionistforeningen og på korte rejser. Men han kom dog med på busture tilbage til Slovenien.
Da kræfterne endnu slog til, var han et uhyre hjælpsomt menneske. Havde familie eller venner tekniske problemer, kom han straks kørende på sin knallert, og så blev alt ordnet. Der var altid nok at gøre for en aktiv efterlønner og senere pensionist.
Men i de senere år tog sygdom over, og kræfterne slog ikke til længere.
Når Peter kan komme hjem fra USA i maj, vil hans fars urne blive nedsat på Gylling kirkegård.