Politiet er nu orienteret om hærværk på skolen og FDF-pladsen, hvor grupper af unge på knallerter invaderer området med lommerne fulde af høkerbajere. Når de forlader stederne igen, er der et stort rod tilbage.
Lokalposten har bragt flere artikler om problemerne. Lokalrådet har videresendt link til artiklerne til kommunens SSP-konsulent, Kristian Kilt, og bedt ham om at gøre noget. Det har han så gjort ved at sende linkene videre til politiet og til alle kontakter i SSP-netværket.
(SSP er et samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi, som skal forebygge kriminalitet – og i det hele taget medvirke til at forebygge problemer for børn og unge).
OGSÅ I GYLLING
Skolen og FDFernes shelter og bålhytte i Ørting, er ikke de eneste steder, der har været plaget af ubudne gæster. Også skolen i Gylling har haft problemer. Det samme har det shelter, der er på den gamle spejderplads i Gylling. Pladsen tilhører nu efterskolen, som har været lukket ned i flere måneder på grund af Corona.
Hverken FDF’erne, skolen på Persievej eller de andre steder, som roderiet er gået ud over, ønsker at de unge skal holde sig helt væk. De ønsker kun, at de efter besøget rydder op efter sig. Skolen på Persievej har taget konsekvensen og sat kameraer op. Opsnapper de en uønsket adfærd, bliver billederne overgivet til politiet.