Karen Grotkjær blev født i maj 1930 – et år før indvielsen af dæmningen, der gjorde Alrø landfast. Hun er nu øens ældste beboer, og syvende generation der har slået rod på den lille flade ø i Horsens Fjord. Og her bliver hun. På trods af et alvorligt synshandicap klarer hun sig selv i et stort hus. Kommunen tilbød hende hjemmehjælp 45 minutter hver tredje uge. ”Glem det”, lød hendes svar.
Hun er ven med sin computer, og ved hjælp af den bestiller hun dagligvarer og får dem bragt, så hun kan lave mad hver dag.
Man forlader hendes hus efter nogle timers snak med viden om, at man har mødt en sjælden sej kvinde på næsten 93 år, som ikke alene kender til øens historie i detaljer. Men som også klarer sig selv, og som gør, hvad der er nødvendigt – når det er nødvendigt. Som da hun f.eks. indså, at hendes job snart ville blive overtaget af jurister. Hvad gjorde hun så? Jamen, så læste hun da bare jura og blev selv jurist.
23 GÅRDE OG TO KØBMÆND
Karens far var først præstegårdsforpagter på Alrø. Det var han også, da hun blev født, og da hun begyndte at gå i skole. ”Det var dejligt nemt – skolen lå ikke langt derfra”, siger hun. Senere flyttede familien til Fuglemosegård, som blev overtaget efter hendes mors forældre.
Karen husker et Alrø, der var noget anderledes end i dag.. Der var 23 gårde – mod nu kun fire. Der var også adskillige mindre ejendomme og beboelseshuse. Alle arbejdede på øen Børnene var hjemme – gik i skole på Alrø, så der var altid nogen at lege med. Alle kendte alle. To købmænd og en slagter og en bager, kom én gang om ugen og forsynede alrøboerne med de varer, de havde bestilt.
”Der var handel til to købmænd – nu er der ikke nok til en. Men der var jo mange mennesker på gårdene”, siger Karen. ”Hjemme havde vi to karle og en fodermester som hjælp til landbruget – og en tjenestepige, som det hed, til at hjælpe i huset, så juleaften kunne vi nemt være en 16 – 17 mennesker”.
Karen husker, at øen havde eget mejeri, en smedje, en telefoncentral og man kunne købe benzin. Der var også både en vognmand og en taxa. Posten blev delt ud hver dag – og øen fik også eget postkontor. Der gik bus til og fra Odder flere gange om dagen – nu er der kun en skolebus. Man behøvede faktisk ikke at forlade Alrø.
DE ENGELSKE FLYVERE OVER ALRØ
Karen var barn og ung under besættelsen. ”Jeg husker 9. april og flyverne på himlen, og vi blev sendt hjem fra skole. Men her på øen mærkede vi nu ikke meget til, at tyskerne var i landet”, siger hun. ”Der var selvfølgelig varer, vi kun kunne få med rationeringsmærker, men ellers var vi jo selvforsynende. Vi kunne ikke få benzin, så vi cyklede og vi kørte i hestevogn – til Odder og til Gylling, hvor der var en biograf”.
Men specielt en begivenhed står stærkt i Karens hukommelse:
På Alrø kunne man se de engelske maskiner, der 21. marts 1945 fløj hen over øen på vej til at bombe Shellhuset i København, hvor Gestapo holdt til. Ved en fejl ramte de også Den Franske Skole på Frederiksberg, og 88 børn og 18 voksne blev dræbt. Det var den største civile ulykke under besættelsen. ”Hvor galt det var gået, fandt vi først ud af bagefter”, siger hun. ”Også at det var engelske fly”.
PÅ HØJSKOLE
Hun husker glæden 4. og 5. maj 1945. ”Jeg kom hjem fra håndbold, og fik at vide, at nu var krigen forbi. Tyskerne havde overgivet sig. Jeg husker det, som om solen skinnede hele den sommer. Vi havde jo været bange for, hvad tyskerne kunne finde på i den sidste tid”.
Men selv om man ikke på Alrø mærkede alverden til besættelsen, stoppede den alligevel for meget, der ellers ville være sket. F.eks. kunne Karen ikke fortsætte skolegangen på Den Private Real, som Rathlouskolen i Odder blev kaldt. Her fortsatte unge fra landet deres skolegang, og her kunne de få en realeksamen.
”Efter besættelsen kom jeg så på højskole – Frederiksborg i Hillerød. Det var jeg glad for. Jeg mødte så mange andre unge”.
70-ÅRS JUBILÆUM FRA RØNDE
Men realeksamen fik Karen – eller rettere præliminæreksamen, som svarede til realeksamen. Nemlig i Rønde på Djursland. Bagefter fik hun samme sted en studentereksamen.
”Det var en kostskole, det var en stor oplevelse at være sammen med så mange unge fra hele landet. og jeg fik mange venner i de fire år, jeg var i Rønde. Vi holdt sammen også efter gymnasiet og mødtes. I begyndelsen hver femte år men så blev det senere ændret til en gang om året. I år er det 70 år siden vi fik studentereksamen. Vi er stadig fire tilbage. Men om vi igen kan mødes her på Alrø, som vi plejer, er lidt uvist. Vi bor forskellige steder i landet, og vi er jo også blevet gamle og har fået en del skavanker. Men jeg håber det da”.
43 ÅR PÅ STATSBIBLIOTEKET
Karen fik arbejde på Statsbiblioteket – som nu hedder Det Kongelige Bibliotek, Århus. Her arbejdede hun i 43 år. Både på biblioteket og i administrationen. Da hun var i administrationen, blev det klart, at jurister ville komme til at overtage arbejdet.
”Så kunne jeg se, hvordan det ville gå med mit job. Derfor gik jeg på halv tid og begyndte at læse jura”.
Hun gennemførte hele studiet, men uddannelsen blev kun brugt på Statsbiblioteket. Karen havde aldrig lyst til at arbejde på et advokatkontor.
TILBAGE TIL ALRØ
I 22 år boede hun i Århus. ”Men jeg blev nu aldrig et bymenneske”, siger hun, ”og da min far og mor blev gamle og fik brug for hjælp, flyttede jeg tilbage til Alrø. Mine forældre havde bygget et hus på et stykke af marken, da de solgte gården. Da jeg så kom tilbage, føjede vi en fløj til huset, så jeg havde min egen afdeling. Jeg blev ved med at arbejde på biblioteket og kørte hver dag til Århus. Jeg syntes egentlig ikke, det var langt, men der var heller ikke så megen trafik dengang som nu”.
Hun bor stadig forældrenes hus med hendes egen tilbygning, så plads mangler hun ikke. ”Det er stort, men jeg nyder at kunne gå rundt i mit hus – det giver jo også lidt motion. Og om sommeren lever jeg næsten på min terrasse”.
HAVE SOM EN LILLE PARK
Fra det store vindue i hendes dagligstue er der udsigt til haven og til vandet. Fra gavlvinduet til de spredte høje grantræer, der er rester af den lille plantage hendes far plantede for mange år siden og hvorfra han solgte juletræer. Haven med alt det grønne græs er så stor, at det næsten er en lille park.
”Jeg har hjælp til at holde den”, siger Karen. Det kan jeg slet ikke klare selv. Men jeg er meget glad for min have, og den giver mig også mulighed for at gå rundt. Fordi jeg ikke ser så godt, tør ikke gå tur på vejen. Og da slet ikke om sommeren, hvor der er masser af trafik”.
COMPUTER OG LYDBØGER
Karens syn er dårligt, og det giver hende begrænsninger. Men hun har kompenseret for dem. Det er slut med at læse de trykte bøger, som hun altid har været glad for, så nu er de erstattet af lydbøger, som hun får fra Nota, der er et bibliotek, som beskæftiger sig med bøger og læsning for mennesker, der har et synshandicap.
Også avisen har hun opgivet – nu får hun så nyhederne fra TV.
Hun har et specialprogram til computeren, så tekst kan blive forstørret mange gange. Og på et særligt apparat kan hun lægge papir, så teksten også kommer stor op på en skærm. ”Det hænder da, jeg river en side ud af Odder Avis. Men det er lidt besværligt, når jeg skal læse noget på papir”, siger hun.
I lommen har hun et ur. Det er der mange, der har. Men Karens fortæller med en stemme, hvad klokken er. ”Da jeg kunne handle i Løvbjerg, skete det, at jeg kom til at trykke på uret i lommen, og det var til stor undren for de andre kunder, når en stemme begyndte at fortælle, hvad klokken var”. Hun har ikke en alarm. ”Nej, den ville jeg bare komme til at trykke på, og der er jo ingen grund til unødigt at tilkalde Falck-folk. Men når jeg går ud, prøver jeg altid at huske min mobiltelefon, hvis jeg skulle falde”.
RINGER TIL HINANDEN
Hver aften snakker hun i telefonen med en anden kvinde på øen, som også bor alene, så de har sikkerhed for, at alt er i orden. ”Det er en stor tryghed”, siger hun. ”Tager jeg ikke telefonen, har hun nøgle til mit hus”.
Karens familie bor for langt væk til at tage del i den daglige tryghed. Hendes eneste søster døde for 12 år siden, men hun har to niecer og en nevø, som besøger hende. Og i stuen finder man adskillige fotografier af dem og af deres familier. Hendes nevø har lige besøgt hende i to dage.
ALRØ ER TRYGHED
På øen er Onsdagsklubben hendes faste sociale holdepunkt, og hun tager også med, når medlemmerne er på udflugt. Men hun deltager ikke i f.eks. fællesspisning på øen. ”Jeg kunne da godt have lyst til det, men jeg har svært ved at høre, når mange snakker på samme tid. Men det er dejligt, at øens beboere kan spise sammen”.
For Karen er Alrø trygheden. Den lille flade ø hun har kendt hele livet. Og hun begræder ikke dens store forandringer: Ingen forretninger – kun tre restauranter og nogle sommerbutikker der sælger kunsthåndværk, ingen skole og nu kun fire landbrug. ”Det er bare tiden”, konstaterer øens ældste beboer. ”Sådan er det”.
