I aften skal ild og bål skærme os mod de onde ånder. For den sidste aften i april er de underjordiske og heksene nemlig særligt aktive. En del af heksene farer afsted for at nå Bloksbjerg – Nordtysklands højeste bjerg – for at mødes med djævelen selv. Andre skal til heksemøde i Tromsø i Norge, for at aftale det kommende års ugerninger.
BLUS PÅ HVER EN BAKKETOP
I aften er det Valborgsaften – og i morgen er det Valborgsdag.
I Danmark er Skt.Hans den store bålaften. Men i Tyskland og Sverige markeres Valborgaften stadig, som den blev markeret her i landet for år tilbage, hvor der var Valborgsblus, som det hed over hele landet – og specielt i Østjylland, hvor man 30. april så blus, som det hed, på mange bakketoppe. Nogle steder bliver der stadig tændt blus. Bl.a. i vores nabolandsby Boulstrup.
VALBORG VAR KATOLSK HELGEN
Aftenen – og dagen efter – er opkaldt efter en katolsk helgen. En engelsk kongedatter ved navn Walpurgis. Hun valgte magt og rigdom fra, og rejste i år 748 til klostret Heidenheim i Tyskland, for at hjælpe med at kristne tyskerne. Hun blev senere klostrets abbedisse.
I 870 blev hun helgenkåret – det plejede ellers kun at være dem, der havde et martyrium hæftet på sig. Det skete 1. maj, som så blev hendes officielle festdag.
ILD FRA GRUNDEN
I gamle dage markerede Valborgsaften overgangen fra vinter til sommer. Og den blev også brugt til andet end at skræmme onde ånder – eller de underjordiske – væk. Denne aften blev der danset og sunget, og der blev tændt bål – og det kunne ikke bare startes med gløder, der blev hentet i køkkenet. Det skulle laves fra grunden – altså ved at gnide to stykker træ mod hinanden. Det var en hedensk skik, så i Tyskland forbød Romerkirken på et kirkemøde i 742 de kristne tyskere at tænde den slags ugudelige bål. Men kirkemøde eller ej – skikken fortsatte.
DRUK OG DANS
Men når der var fest Valborgsaften, var det så absolut ikke helgenen, der var i centrum. Det var druk og dans. I 
bogen ”Nord for Horsens fjord”, der er en folkemindesamling fra 1946, fortælles hvordan der blev uddelt ”gadelam” i landsbyerne: En såkaldt gadebasse havde en hat med små sedler, hvor alle karlenes navne var skrevet. Pigerne skulle så trække en seddel, og navnet fortalte, hvilket gadelam hun havde fået tildelt. Ham var hun så forpligtet til at danse med et vist antal gange ved de gilder, der blev holdt – og nogle steder, som f.eks. i Hundslund – forpligtet til at fodre ham af, før de skulle til gilde. Det skulle vare et helt år, og der var langt fra altid tilfredshed med lodtrækningen.
Gadebassen var udnævnt til fastelavnsfesten for et år. Han var sammen med to hjælpere ansvarlig for alle ungdomsgilder – julegilde, fastelavnsgilde pinsegilde – og alt, hvad der var imellem.
OG SÅ TIL DEN NÆSTE FEST
Men Valborgsaften var også en aften, hvor der blev samlet sammen til pinsegilde over flere dage. Når bålene var brændt ned, red karlene rundt til alle gårde for at synge og indsamle penge til pinse-gilderne, der her på egnen kunne vare tre dage.
I Sverige og Tyskland føres traditionen med bål videre. I Danmark har Skt.Hans d. 23. juni taget over. Den er som Valborgsaften et misk-mask af kristendom, overtro og fest. Bålene skal holde hekse og andet farligt væk. Men de fejrer også Johannes Døberens fødselsdag. Deraf navnet. Desuden fejres solhverv. En tre-i-en-begivenhed.
