Efter en lang pause vovede en dreng forsøget og sagde: ”Det må være smedens hus”.
Eleverne var blevet spurgt, hvilken bygning i Gylling, der mon var den ældste. Ingen af dem tænkte på, at det måtte være kirken.
Kirkerne ligger spredt i landsbyerne. Vi er så vant til at se dem – i Gylling, i Ørting, i Falling og på Alrø. Kun de færreste af os besøger dem jævnligt. De fleste kommer kun til bestemte begivenheder: til jul, dåb, konfirmation, bryllup, begravelse.
GÅ BARE IND
Men kirkerne fortæller historien – og historier og detaljerne i inventaret fortæller endnu flere historier, hvis man giver sig tid til at finde dem og kigge på dem. Og de kan også appellere til specielt børns fantasi. Kirkerne er åbne for alle i dagtimerne. Man kan bare gå ind, når de ikke er gudstjenester eller andre kirkelige begivenheder.
Vil man ikke nøjes med at se de store bygningers indre på egen hånd, har Fjordpastoratets menighedsråd, som dækker seks sogne, nu udgivet en pjece om kirkerne og om de landsbyer, hvor de er at finde. Pjecen ligger i våbenhuset og kan købes for 25 kr. Pengene går i kassen, hvorfra der uddeles julehjælp, konfirmationshjælp.
LÆS HJEMME – OG BLIV KLOGERE
De 36 sider kan virke lidt overvældende, hvis man bare vil ind for at se, og derfor ikke lige her og nu har brug for at læse om middelalderkirker, kvadresten og fortidens indretning af kirkerummet – og derfor måske dybest set også er lidt ligeglad med den landsby, hvis kirke man besøger. Men man kan finde kirken i indholdsfortegnelsen og nøjes med det afsnit. Alt det andet kan man læse hjemme på en regnvejrsdag – det er nemlig altid dumt ikke at blive klogere.
Hvert afsnit er bygget op med små fotografier af nogle af de detaljer, det er værd at kigge på, når man går fra våbenhuset ind i kirkens rum. Og giver man sig god tid, er der mange flere.
DEN ENE BLEV HALSHUGGET, DEN ANDEN…
I Ørting hænger et levn fra den katolske tid: Billedet af tre kvinder, der blev udråbt til helgener. Fælles for dem er, at de led en ikke stille død, fordi de var kristne. En af dem blev halshugget – en anden gemt væk i et tårn.
Det er også i Ørting, man kan se Kristusfiguren med de blodrøde limfarvede læber og kindben.
GODSEJEREN HJALP BØRN OG FATTIGE
I Falling kan man kigge ind til Hedevig Margrethe Bornemann i den fløjlsbetrukne sakrofag med de mange sølvspænder. Det var hende, der – sagde overleveringen – skulle have skiftet strømper en gang om året i overværelse af tre degne. En sejlivet vandrehistorie, der intet har på sig. Men nu er sarkofagen i hvert fald forsejlet, så ingen degne kan komme til liget.
Det var også Bornemann, der som ejer af Åkær gods interesserede sig for områdets børn og sikrede deres skolegang. Og hende, der oprettede legat for at hjælpe sognets fattige.
RUNESTEN OG SJÆLERINGNING
I Gylling kan man se områdets eneste runesten, der i mange år var henvist til bare at være dørtrin ind til en stald.
På Alrø findes klokkerne uden for kirken, og når en af øens beboere dør, bliver der ringet en time, hvis det er en voksen – og en halv time hvis det er et barn. Et levn fra den katolske tid. Sjæleringningen blev ganske vist afskaffet med reformationen, men det kunne – og kan – man ikke tage sig af på øen i Horsens Fjord. Her bliver der ringet.
Køb pjecen – og bliv klogere på de ældste bygninger i sognene. Og på deres historie.
