Allerede om aftenen den 17. april 1933, mens ilden buldrede og hundredvis af mennesker fra omegnen så på, begyndte politiet afhøringerne af godsets ansatte. For branden måtte jo være påsat. Der var nemlig ingen mennesker i Tyskerhuset, der engang rummede hovedbygningen, stald og lade på Gyllingnæs. Og elektriciteten var slået fra i den 130 år gamle bygning, der da ilden brød ud, kun rummede stald, lade og en række gæsteværelser. Godset havde fået ny hovedbygning.
Den aften og nat brændte en historisk bygning ned til grunden, og en døvstum dreng på 16 år begyndte rejsen til ”de glemtes verden”: Den sorteste plet på vores socialvæsen – åndssvageforsorgen.
TRAFIKKAOS I GYLLING
Falcks sprøjter fra Horsens, Århus, Hundslund, Odder og Gylling rykkede ud og ankom med høje tudende sirener. Og da rygtet om brand på godsets Gyllingnæs bredte sig, kom – som der stod i Odder Avis – fra Odder og Horsens en mængde biler, og ”vejen fra Ørting, hvor de to strømme mødtes, var én stor kæde af biler”. Og bilister var ikke de eneste, der skulle ”til brand”. Ifølge avisen kom også cyklister i hundredvis jagende. Politiet måtte ud for at dirigere det trafikkaos, der opstod, mens godsets ansatte arbejdede for at redde ud af den brændende bygning, hvad reddes kunne.
Det var godsets landbrugselever, der opdaget branden, og de løb afsted for at slå alarm. Da de blev afhørt, fortalte de politiet, at de havde set en person stå og kigge på flammerne, og først da han så dem, sagde han, at han ville løbe og slå alarm.
Personen de så, var den 16-årige døvstumme skomagerlærling Henry Emil Jensen. Han var på ferie hos sin morfar, der var hjulmager på godset.
LYST TIL AT SE ILD
Næste dag hentede politiet ham ind til forhør. Han nægtede at kende noget til branden – fortalte, at han havde været i skoven og havde set to mænd løbe væk. Han kendte dem ikke. Bagefter så han flammer og skyndte sig afsted for at slå alarm.
Men den forklaring troede politiet ikke på. Det var ganske vist svært at afhøre drengen, fordi der ikke var en døvetolk til stedet. Nogle få spørgsmål blev dog stillet skriftligt, men i stedet for en egentlig afhøring blev vidner hentet ind – bl.a. Henry Emil Jensens bedstefar, som kunne fortælle, at drengen havde forladt huset, mens han selv sad og spiste. Han mødte drengen igen lidt senere, da han selv sammen med smeden løb op til den brændende bygning. Også landbrugseleverne kom og gentog deres forklaringer.
Politiet undersøgte ikke andre muligheder. Det blev betragtet som overvejende sandsynligt, at det måtte være Henry Emil, der havde sneget sig ind og sat ild til hø og halm i bygningen. Betjentene havde også en forklaring. De mente, at fordi Henry Emil Jensen havde set en mindre brand i et hønsehus i Gylling samme dag, ville han se flere og større flammer. Eller som der står i referatet: ”Hvis han lider af lyst til at se ild, er det muligt, at den lille brand kan have påvirket ham til at sætte ild på de gamle bygninger på Gyllingnæs”.
Allerede på dét tidspunkt fortæller politiet lokalpressen, at den unge mand er ”åndssvækket”. Bl.a. fordi han under forhøret, ikke kunne huske sin fødselsdag.
Efter retsmødet ville hans morfar ikke have ham med hjem, så han blev indsat i arresten i Odder.
Næste dag var han i forhør igen – og nu var en lærer fra Døvstumme Instituttet i Fredericia til stede som tolk. Der skete også noget andet. ”I bil ankom kriminalbetjent K.A. Nielsen fra København for at afhøre den unge døvstumme mand i anledning af nogle brande på Frederikssund-egnen på Sjælland”, som der stod i den lokale avis. Drengen var skomagerlærling i Over Draaby ved Frederikssund, og der nedbrændte en gård og senere samme dag to huse.
Henry benægtede det hele. Men Døvstumme instituttet i Fredericia, hvor drengen havde været, ”gav ham ikke noget godt skudsmål, men betegnes som en af de vanskeligste elever, det havde haft”.
”I FORVARING FOR STEDSE”
Politiet kunne fortælle lokalpressen, at drengen skiftede mening mange gange. Det ene øjeblik havde han sat ild til gård, huse og Tyskerhuset. Det næste kendte han intet til brandene.
Avisen kunne også fortælle, at ”politiet er i øvrigt af den mening, at den unge mand på forskellig måde er så degenereret, at han for stedse bør tages i forvaring af det offentlige”.
Drengen blev taget i forvaring – i første omgang på Anstalten for åndssvage – som det hed – i Brejning. Der skulle han udredes. Dvs. intelligenstestes. For alene intelligenskvotienten afgjorde nemlig, om en person var åndssvag.
Intelligenstestene blev allerede dengang kritiseret. Bl.a. for at teste skolelærdom snarere end intelligens. Og for – som det hed – at favorisere børn, der var vokset op under gunstige hjemlige forhold.
Et af de spørgsmål, som Henry Emil og andre i 16-års-alderen skulle kunne svare på, lød:
”Hvorfor kan man bedre tilgive en mand, når han gør noget af hidsighed, end når han gør det uden hidsighed?”
Det var næppe noget, drengen havde gået og spekuleret på.
Kriminelle åndssvage blev idømt en tidsubestemt straf og anbragt på en lukket institution, og vi har i historien mange eksempler på, at hvis testen viste bare et point under grænsen, som vilkårligt var sat til 75, så gik en person fra at blive anset for at være nogenlunde normal til at være åndssvag. Og så blev de spærret inde på en anstalt for åndssvage. De kunne også blive spærret inde på Livø i Limfjorden, hvor SF nu hvert år holder sommerlejr. Her blev ”asociale, kriminelle, moralsk åndssvage”, mænd anbragt tidsubestemt.
Den døvstumme Henry Emil Jensen var allerede på forhånd dømt ”så degenereret, at han for stedse bør tages i forvaring af det offentlige”.
RACEHYGIEJNE I DANMARK
Det havde store konsekvenser, hvis man havnede på den forkerte side af en intelligenskvotient på 75. I 1929 vedtog Folketinget en lov om sterilisation og kastration af åndssvage, og i 1934 fik vi loven, der tillod læger at sterilisere åndssvage mod deres vilje. Først i 1967 blev den mulighed fjernet. I 1920érne og 30’erne var der nemlig stor bekymring for ”den danske arvemasse. I 1920 skrev K.K. Steincke – den senere socialminister – bogen ”Fremtidens forsørgelsesvæsen”, hvor han gav udtryk for, at tvangssterilisering af mentalt svage, syge og socialt udsatte skulle være en del af socialpolitikken.
Åndssvage blev stuvet sammen på de store centralinstitutioner med mellem 800 og 1000 anbragte – en del af dem på lukkede afdelinger. Store sovesale, opholdsrum der mindede om gamle ventesale i små stationsbygninger. Tunge stole skubbet op mod væggen – borde boltet til gulvet.
SENDT VÆK TIDLIGT
Henry Emil blev tidligt i livet sendt væk fra Falling, hvor han boede sammen med sin mor, der var tjenestepige. Ifølge loven skulle døvstumme børn undervises på Døvstumme Instituttet i København eller i Fredericia, når de nåede skolealderen – medmindre den lokale skole kunne undervise dem, eller forældrene selv kunne tage opgaven.
Skolen i Ålstrup, hvor Henry Emil hørte til, kunne ikke undervise ham. Og hans mor kunne heller ikke. Så han blev sendt til Fredericia. Eleverne på Døvstumme Instituttet kom kun hjem på sommerferien en måned hvert år. Resten af tiden måtte de nøjes med at længes efter forældre og søskende.
Henry Emil var ked af at være på Instituttet og han gjorde oprør. Til gengæld blev han så i retten kaldt en af de vanskeligste elever, stedet havde haft. Og han blev også beskyldt for at ville brænde instituttet ned. Det havde hans familie aldrig fået at vide.
Efter skolen kom han i skomagerlære langt fra Falling. Nemlig tæt på Frederikssund på Sjælland.
Hvorfor han lige havnede dér, ved vi ikke.
SIKRET AFDELING PÅ RØDBYGÅRD
Allerede før ansatte på Gyllingnæs begyndte at rydde op efter branden, kørte politiet Henry Emil Jensen til Brejning ved Vejle, hvor intelligenstesten ventede. Han kom ikke på den rigtige side af 75, så nu var han ikke kun døvstum, men også åndssvag.
Han stak af fra anstalten et par gange, og blev så anbragt på Rødbygaard ikke langt fra Maribo. Den store institution havde to sikrede afdelinger for kriminelle åndssvage.
SVIGT OG OVERGREB
Det var dér, ”en sølle døvstum dreng”, som der stod meget kortfattet om ham i Gylling-bogen, kom til at leve sit liv.
I foråret fik folketingets Social- og Ældreudvalg tilsendt den 380 sider store rapport ”Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933 til 1980”. Det var i den periode, staten havde ansvar for særforsorgen.
Den var resultatet af to års arbejde, der involverede to universiteter, Dansk Forsorgsmuseum og Rigsarkivet. Et af hovedspørgsmålene var: Blev anbragte i særforsorgen udsat for svigt og overgreb? Og svaret var: Ja, mon ikke! Forskerne var især overraskede over omfanget af vold og tvang i åndssvageforsorgen. (Læs rapporten her). De åndssvage blev ikke betragtet som mennesker.
Det gjaldt også på Rødbygaard, hvor Henry Emil blev anbragt bag pigtråd og mur. Anstalten rummede – som de øvrige kæmpe institutioner for åndssvage – historien om vold mod ”alumner” og i det hele taget mangel på respekt for de mennesker, der ikke kunne forlade stedet i levende live. Det var her, han – for at bruge politiets ord – blev ”taget i forvaring for stedse”.
OVERLÆGEN VAR KONGEN
Overlægen var her – som på de andre anstalter – kongen. De fleste af disse konger kunne ikke få job i det almindelige hospitalsvæsen. Men bag de høje mure var de både lovgivende, udøvende og dømmende magt, og det både i forhold til de udviklingshæmmede beboere og i forhold til personalet. Det var overlægen, der bestemte, om en udviklingshæmmet skulle fikseres, have sin dosis af beroligende medicin sat op. Det var ham, der bestemte, om en beboer skulle kastreres eller have det hvide snit.
På Rødbygård var det ham, der stod bag instruksen om, at alle de kriminelle skulle gå nøgne i seng kl. 20. Fastspændinger med remme, der blev produceret på institutionen, hørte til dagligdagen – det samme gjorde den grove vold.
NU ER DET GLEMT
Det blev betragtet som overvejende sandsynligt, at det var Henry Emil, der stod bag nedbrændingen af Tyskerhuset på Gyllingnæs, der af skolelederen og lokalhistorikeren Thorvald Madsen blev kaldt ”et af de mest ejendommelige bygningsværker på Jyllands Østkyst”. I dag er der intet spor af Bygningsværket på Gyllingnæs, og det er nu glemt af de fleste. Det kom aldrig på tale at genopbygge det. Også Henry Emil er glemt – som tusindvis af andre, der fik prædikatet åndssvag, blev han opslugt af ”de glemtes verden”.
(En artikel om nedbrændingen af Tyskerhuset – men med større vægt på bygningen end her – vil blive bragt i Odder museums skrift ”I godt selskab”, der bliver udsendt 24. november)
