Lis Pallesen cyklede på den en-hjulede cirkuscykel sidste gang, da hun var 78 år. Hun var i Langå for at undervise et barnebarns skolekammerater i at holde balancen og cykle. Som barn og ung både cyklede hun og gik på line, når hun sammen med brødrene tog rundt til dyrskuer og byfester, for at underholde. De havde deres egen varieté, som det hed.
”Vi blev da tilbudt job i et rigtigt cirkus, men min far sagde nej. Drengene er så gamle, at jeg ikke kan bestemme over dem. Men min lille pige får du ikke, sagde han”, fortæller hun. ”Og mine brødre ville ikke. De ville have, at vi fortsætte med vores eget, så sådan blev det”.
Det var Cirkus Miehe, der ville have Lis og hendes brødre ind i manegen med deres cykler, der var tre meter, to meter og en meter høje. Når cirkus kom til Silkeborg blev hø til dyrene købt på gården, hvor Lis voksede op som den yngste af fem børn. Og det var her, direktøren så hende øve i haven.
I HUSET HOS EN HEKS
Lis skulle have været, hvad der dengang blev kaldt telefonistinde_ Man ringede til den lokale central, sagde nummeret, og så skabte telefonistinden forbindelsen.
”Men det hele blev automatiseret”, siger Lis. ”Og så var der ikke længere brug for mig. Så tog jeg til Sønderjylland for at lære at lave mad. Jeg skulle have 75 kroner/måned plus kost og logi. Men det var i huset hos en værre heks, og efter 12 dage havde jeg fået nok. Jeg havde afleveret mine rationeringsmærker til heksen, for det skulle man jo da og dem ville hun ikke give mig tilbage. Så jeg ringede til politiet og tudede. ”Har du været der i 12 dage, sagde betjenten, så har du rekorden. Den dame kender vi”. Og så skaffede han mig mine mærker tilbage”.
ELVERPIGE MED POUL REUMERT I HÅNDEN
Efter den oplevelse tog Lis til Sønderborg og arbejdede på garnfabrikken. En dag så hun et skilt. Der blev søgt unge kvinder, der som statister skulle være elverpiger i skuespillet Elverhøj. Hun blev antaget og mødte dansk teaters grand old man – Poul Reumert – og Karin Nellemose, som mange vil huske som Misse Møhge fra Matador. At være elverpige var ikke svært.
”Vi lærte nogle få dansetrin, og det var det eneste, vi skulle gøre – altså danse lidt”, siger Lis. ”Det var meget nemt for mig, for jeg havde mit eget dansehold, da jeg var 15 år. Jeg skulle danse med Poul Reumert. Jeg holdt ham i højre hånd – og jeg siger dig, bagefter vaskede jeg ikke min hånd i otte dage. Så berømt var han. I pausen fik vi hængt en kasse om halsen, og så var måtte elverpigerne ud blandt publikum for at sælge is og slik”.
TILBAGE TIL SILKEBORG I EGEN FOLKEVOGN
Efter Sønderborg tog Lis til Haderslev og arbejdede som servitrice på Færgekroen i tre år. Hun havde taget kørekort i 1949, og serveringsjobbet gav hende penge nok til at købe en folkevogn.
Efter de tre år på kroen var det tid til at pakke bilen og vende hjem til Silkeborg, og her mødte hun Henry Pallesen. Igen.
”Ja igen. Vi havde jo været lidt kærester, da jeg var 16 år, men så blev vi uvenner og jeg tog flugten til Sønderjylland – selv om jeg sagde, det var for at lære at lave mad”, siger hun med et stort grin.
Denne gang blev de ikke uvenner, men gift 14. maj 1953. Lis havde arbejde på tekstilfabrikken, hvor Henry var farver – et noget giftigt arbejde. De fik tre sønner. Men de blev senere skilt.
16.000 FISKEFRIKADELLER
Lis kom her til området og efter en tid mødte hun fiskehandleren fra Hou. Med ham fik hun 17 gode år. Hun hjalp til i forretningen. ”Jeg lavede det meste, og så stegte jeg omkring 16.000 fiskefrikadeller hvert år. Der var salg i dem”.
De to boede sammen og arbejdede godt sammen. Men de var ikke gift. ”Det ville jeg ikke. Det sjov havde jeg prøvet”, siger hun. Men da han fik kræft og fik at vide, han måske havde kun tre måneder tilbage af livet og kun havde ét ønske, nemlig at de blev gift, overgav hun sig.
Da hun var blevet alene, fik hun adresse i Gylling. Her er hun blevet – og her bliver hun. Og med hende fik landsbyen en uhyre aktiv beboer.
OG SÅ BLEV HUN REJSEDRONNING
I 14 år var hun formand for Pensionistforeningen, og arrangerede masser af aktiviteter og også 1‑dags-udflugter for medlemmerne.
Fordi deltagerne var så glade for udflugterne, blev hun opfordret til også at arrangere længere ture. ”Jamen, det kan jeg da ikke, tænkte jeg. Men hvorfor ikke – vi prøver”, siger hun. Og nu er det blevet til 14 ture for 50+ deltagere.
Den første tur var i 2011 for at se sort sol” i den sønderjyske marsk. Det krævede to dage og overnatning. Den tur gik fint, og siden har turene med Lis’ rejsebureau – eller Gylling Rejseforening, som er det officielle navn – varet flere dage.
Rejserne er gået til Skagen, Svendborg, Rømø-Sild, Roskilde, Tønder, Bornholm, Søndervig og Hanstholm – for nu blot at nævne nogle af de 14 ture, Lis til nu har arrangeret. Hun er lige kommet tilbage fra tur til Vordingborg og Stevns. Alle årene har hun arbejdet sammen med Ry Bussen – og med den samme chauffør.
Turene skal give deltagerne gode oplevelser, viden og gode venskaber. Og det gør de. Lis viser gerne mapper og små bøger med billeder fra turene. Flere deltagere har været med på dem alle. Rejsedronningen er blevet hendes tilnavn.
MANDEKALENDEREN BETALTE NYT PENTANQUE-SKUR
Men der bliver også spillet pentanque hver mandag kl. 14. Det er Lis, der i maj måned indkalder på Facebook; så er det nu!
Spillerne har fået et nyt skur – for penge, der kom ind gennem salget af Gylling Mandekalender. Den var Lis med til at reklamere for på TV2 Østjylland.
Jeg er så glad for at bo i Gylling, siger hun. Vi har et godt sammenhold og jeg har gode venner i alle aldre her. Og det oplever man også, hvis man møder Lis i Brugsen, når hun kommer futtende på den lille scooter. Der er altid mange, der lige vil snakke lidt.
I dag fylder hun så 95 år. I hendes baggang står masser af kasser med vin, øl og sodavand. Der er samlet til huse, for dagen skal fejres sammen med familien – sønnerne, svigerdøtrene, de ni børnebørn og de 10 oldebørn – og søndag har hun inviteret til åbent hus.
Lokalposten ønsker til lykke!!
