God musik, fællesskab, hygge.
Det er på programmet, når den lille landsby Aalstrup 16.august for andet år i træk holder musikfestival ved Frysehuset – landsbyens samlingssted og med garanti Midtjyllands – for ikke at sige landets – mindste forsamlingshus.
Børn under 12 år kan deltage gratis, fra 12 til og med 17 år er prisen 35 kroner, og for alle andre koster det 75 kroner. Med de priser kan man ikke forvente at finde de store danske eller udenlandske festivalnavne på plakaten.
Musikken bliver leveret af fire lokale bands, som vil stå på scenen lavet af paller og store plader. De er gode, forsikrer gruppen bag den lille musikfestival – også kaldet Musik i høet..
Også i år vil Frysehusets Bonderøv byde velkommen ved indgangen, hvor det vil være muligt at købe billet.
Men man kan også købe den på forhånd. Hold øje med Facebook-gruppen ”Aalstrup By” eller kig under Kort Nyt her i Lokalposten. MobilePay-nummeret vil komme meget snart. Men foreløbig er det nok at sætte kryds i kalenderen d. 16. august og møde op ved 15-tiden og blive til omkring midnat. Så får man del i god musik, fællesskab og hygge.
Det vil være muligt at købe øl og vand, og grillen vil være tændt. Men maden skal du have med hjemmefra.
DE ER IKKE STATISTER – MEN BEBOERE
Når man alligevel skal til Aalstrup, er der mange gode grunde til at komme i god tid og gå en tur rundt i den lille landsby. Det er som at komme ind i en anden tidslomme. Hele landsbyen fremstår som et billede af en af de turistattraktioner, der bringer folk flere hundrede år tilbage i tid. Men i modsætning til disse steder, er husene i Ålstrup ikke beboet af statister, der klæder om og går hjem efter arbejdstid, og så lukker alt liv ned til næste morgen, når stedet igen åbner dørene for dem, der har købt billet. 80 mennesker har valgt, at hjemme er den lille plet på kortet, som med de otte gårde og 18 huse er på listen over kommunens kulturmiljøer. Og de er ikke klædt i fortidens tøj. Her er fuld af liv. Landsbyen har forsamlingshus, lokalarkiv, natursti og mange fester. Her har boet mennesker siden 3500 år før Kristi fødsel, viser fundene fra arkæologiske udgravninger.
Engang tilhørte landsbyen godset Åkær. Den tid er forbi, og det er sikkert godt for begge parter. Tilbage er kun nogle gamle landarbejderhuse, som nu er sat i stand og i privat eje.
DE FATTIGE UD AF BYEN
På vejen gennem landsbyen, er det stadig let finde træskomagerens hus, for en træsko hænger stadig ved døren, men det er endda meget længe siden, dette klaprende fodtøj blev lavet i husets lille værksted. Det gamle fattighus er her endnu. Men er nu privat beboelse. Det blev nedlagt i 1883, da skatteyderne bestemte, at de fattige skulle ud af landsbyen og flyttes til den nye fattiggård i Ørting. Så blev deres senge sat op på arbejdsvognenes lad, og så kørte bymændene de fattiges få møbler ud af Ålstrup. Fattighuset med de otte stuer var da kun 15 år gammelt, og havde erstattet de gamle fattighus-rønner i Ålstrup og Amstrup. Men sognerådet havde sendt lister til skatteyderne i sognet og spurgt: Skal vi have én fattiggård, der tager beboere fra landsbyerne Ålstrup, Falling, Amstrup og Ørting – eller skal vi renovere de gamle fattighuse? Fattiggården vandt. Så det dengang forholdsvis nye fattighus blev tømt for beboere. Folketællingen fra 1880 viser, at fattighuset på det tidspunkt havde 12 beboere – de tre var børn. Karen Rasmussen boede i huset med tre drenge på 12, 11 og 8 år – Niels, Rasmus og Christian. Hun var registreret som ”gift” – men i bemærkningerne står, at ”manden er bortrømt”. Den ældste beboer var enken Karen Laursen 78 år gammel.
SPOR AF ANDELSBEVÆGELSEN
Engang kom børn fra Falling og Amstrup til Aalstrup skole. I dag er skolen lavet om til lejligheder.
Landsbyen rummer minder fra den tid, da andelsbevægelsen løste de fælles opgaver. De fleste andre steder er bygningerne nu væltet ned. Men ikke i Ålstrup. Her er transformatertårn, som i dag bliver brugt til opbevaring af haveredskaber. Her er frysehus, som nu er i brug som forsamlingshus. Og bag ved det ligger det gamle vandværk.
Det fælles vandværk blev oprettet efter en tragisk ulykke: 9. marts 1928 lød høje råb og mænd stak i løb ned mod gården, hvor en ny brønd var ved at blive gravet, og da de kom til stedet, begyndte de febrilsk at grave. Et cementrør havde sat sig fast, og sandet i siderne var begyndt at skride og truede snart med at dække brøndgraveren. Da hjælperne endelig fik røret fjernet, og kunne få ham op, var det for sent. En uge senere blev brøndgraver Søren Peter Eskerods begravet fra Gosmer Kirke. Han blev kun 41 år gammel. Som der står lidt lakonisk i kirkebogen: ”En 30 alen dyb brønd skred sammen over ham”. (En alen er 0,6277 meter).
Landsbyens beboere var enige om, at nu var tiden kommet til at få et fælles vandværk, og alle blev bedt om at tegne andele. Vandværket stod færdigt i 1933. I begyndelsen blev det drevet af landsbyens beboere på skift. Men efter nogle år blev driften overladt til en enkelt person, der for 20 kr/år skulle passe vandværket, der fik en levetid på 53 år.
FARVEL TIL SALTET KØD
Også Frysehuset var fælles eje. Til omkring 1940’erne var fersk kød en sjælden spise for folk på landet. Det var kun lige efter, at man selv – eller naboen – havde slagtet. Ellers blev kødet saltet eller røget, så det kunne holde sig, og det krævede en masse arbejde.
Men i 1940’erne kom fryseteknikken i brug. Og ikke alene betød det en lettelse af arbejdet med kødet. Det betød også, at man kunne spise grøntsager hele året, og frugt og bær skulle ikke henkoges. Det hele kunne fryses.
Men teknikken var dyr. Derfor kunne det aldrig gå at hver husholdning havde en fryser. Svaret på det blev andels-frysehuse
I Ålstrup blev frysehuset oprettet som andels-forening i 1947 for hele Falling sogn. Det var kort tid efter besættelsen, og der var mangel på alt. Derfor blev der kun bygget en lille rød murstenshusbygning med fladt tag.
I det forreste rum, som var det mindste, stod en for-fryser, hvor maden skulle anbringes for at fryse hurtigt. Bagefter blev det flyttet til en boks i det store rum bagved. Der var i alt 119 bokse – hver med en hængelås – som andelshaverne lejede.
Frysehuset var åbent en halv time hver dag, og i den tid kunne folk hente, hvad de skulle bruge.
Men i sidste halvdel af 1960’erne var fryserne kommet så meget ned i pris, at de andelshavere, der boede længst væk, begyndte at købe egne frysere. Og omkring 1970 var der kun dem, der boede tættest på frysehuset, der brugte det. Det kunne derfor ikke svare sig økonomisk at opretholde det, og andelsforeningen blev opløst.
Frysehuset blev solgt til kromanden i Gylling, der var en af de første til at levere mad ud af huset, når folk skulle holde fest. Han leverede maden frossent. Derfor kunne han bruge stedet.
Men i årene efter at kromanden flyttede ud, blev den lille bygning ikke brugt, og både den og omgivelserne forfaldt.
I 2003 tog Foreningen Ålstrup Frysehus over og siden har det fungeret som landsbyens samlingspunkt. Plads er der ikke meget af. Men stedet bliver brugt. Til fester og til møder – og altså også til musikfestival.
Den gamle købmandsbutik er også i dag privat beboelse. Men det var her, Peter Knudsen sørgede for dagligvarer, og hans forretning var mødested for alle beboere. Her kunne man få det meste. Små hunde i glas, dukker, koste og kaffekværnen malede bønnerne. Sukker og mel blev fyldt på poser. Peter Knudsen drev forretningen fra 1927 til 1977, men blev boende i huset til sin død i 1988 og fortsatte med at lægge hus til møder og kortspil.
NATURSTIEN
På Fuglekærgård boede Søren og Ragna Lykke Andersen. De deltog aktivt både i omegnens og i landsbyens liv og havde tillidsposter i f.eks. sogneråd, foreninger og andelsselskaber. Som helt unge var de begge med til at oprette ØFUG for snart 83 år siden. Deres søn – Holger – overtog gården efter dem. I første omgang som et sted, han kom i fritiden. Arbejdstiden blev tilbragt på Geologisk Institut i Århus – hvis han da ikke lige var med på ekspeditioner. Han har boet i telt på Nordpolen, hvor man med lyst i alle døgnets timer for alvor kunne snakke om de lyse nætter, og hvor mad og andre fornødenheder blev fløjet ind med helikopter. Han har været med på Galathea-ekspedition til Grønland, Australien og Caribien. Men han har også arbejdet på mere hjemlige himmelstrøg – Mols Bjerge, Viborg-egnen og Flensborg fjord. Nu bor han fast i Ålstrup, hvor han har sat hvert eneste rum i Fuglekærgårds stuehus i stand, og for nylig har den gamle lade fået nyt stråtag. Alt sammen noget, hans far ville have sat pris på. Men Søren ville rotere i graven, hvis han vidste, at Holger har solgt det meste af gårdens jord fra. Noget jord har han dog beholdt – blot for at afgive den til den natursti, der begynder ved Frysehuset og går bagom landsbyens gårde. Det var også Holger, der fik ideen til stien.
Når husene i Ålstrup bliver solgt, og flytter unge mennesker med børn ind. De vil ikke kun vil have et sted at bo. De deltager også i landsbyens liv. Her flytter ingen ind for som i mange andre landsbyer – at bo i længere tid uden dårligt at se naboerne. Alle bliver budt velkommen og får informationer om landsbyens liv og aktiviteter. Og der er nok at snakke om. For der er gang i Ålstrup – hvor alle kender alle.
.
