Når man læser Alrø-historikeren Rikke Agnete Olsens spritnye bog om ”Kongen i Danmark”, kan man kan blive så glad for at vores Margrethe nøjes med at bruge garder-husarerne ved festlige lejligheder. Og endnu mere glad for, at hendes søn kun kan erklære og føre krig ved at deltage i en øvelse for militæret.
Sådan har det bestemt ikke altid været. Kongerne i Danmark har ført krige så langt tilbage i historien, som vi har dokumentation for. Og ud over at pine den almindelige befolkning med krav om højere skatter og militærtjeneste, har nogle af dem også pantsat land og rige for at få råd til en hær af lejesoldater.
DET BEGYNDTE MED TEGNINGERNE
”Kongen i Danmark” er rigt illustreret af grafikeren Jørgen Kraglund. Det var ham, der begyndte med at tegne hver enkelt regents portræt efter gamle mønter og malerier. Uden tegningerne ville bogen næppe være blevet til noget, for Rikke Agnete Olsen har tidligere skrevet en bog, der fortæller historien om alle de danske konger – hele kongerækken, om man vil. Den nye adskiller sig fra den første ved at fortælle kongedømmets historie.
Bare at høre ordet kongerække kan kan få mange – specielt ældre mennesker – til at træde to skridt tilbage. For de husker kongerækken som en plage fra dengang de gik i ”her skal du kunne både salmevers og kongerækken udenad”-skolen. Men sådan skulle kongerækken heller aldrig have været behandlet. For det er på den, vigtige begivenheder i landets historie kan hænges op.
DRONNINGER OG ELSKERINDER ER MED
Rikke Agnete Olsens bog er da heller ikke en opremsning. Med fortællingen om den enkelte regent, fortæller hun historien om landets styre. Hvad blev det påvirket af – og hvordan? Hvordan opførte de enkelte regenter sig, og hvilke konsekvenser fik det? Også dronningerne, der som hovedregel var valgt af politiske grunde når der skulle laves alliancer med andre lande, får omtale i ”Kongens Danmark”. Og i det omfang frillerne – elskerinderne – har spillet en rolle for kongernes styre, er de også med i bogen.
SAGNKONGERNE
Rikke Olsen omtaler alle regenterne. Fra et udvalg af sagnkongerne – som Skjold, der sendt af guderne som lille barn kom sejlende på et skib fyldt med kostbarheder og guld – til Danmarks nuværende regent, Margrethe d. II.
Vi ved ganske vist meget lidt om sagnkongerne – bortset fra de historier, der fortælles om dem og som Saxo senere skrev ned. Man kan ikke fæste lid til dem, men alligevel er de vigtige. For de viser, hvad man anså for det ideelle kongedømme, da historierne blev skrevet ned – som Skjold, der i bogen beskrives sådan:
”Som konge var han vældig mod fjender, mild mod svage og trængende, retfærdig i domme og gavmild mod sine trofaste. Sådan skal en konge være. I hans tid blomstrede riget”.
DE SLOGES OM MAGTEN
De første konger vi ved noget faktuelt om, er Gorm den Gamle og Harald Blåtand. I bogen får vi historien om dem, og om dem, der fulgte efter.
Til kronen blev arvelig, var der masser af kampe om fordelingen af magten i familien. Valdemarerne slog endda konkurrenterne ihjel i kampen om magten. Og konkurrenterne kunne være mange, for de fleste konger havde mange børn både til højre og venstre i deres ægteskaber, og også andre grene af familien yndede at blande sig. Problemet var, at alle mandlige medlemmer af kongeslægten var valgbare. Kongerne blev valgt af stormændene, og de fleste prøvede på forhånd at få garanti for, at netop deres søn skulle efterfølge dem.
DE KONSTANTE KRIGE
Fred var der ikke meget af. For kongerne drog konstant i krig. Deres vigtigste pligt var at stå for krigsmagten og sørge for rigets sikkerhed. Det gik ud over den almindelige befolkning, som ikke alene skulle stille som soldater. De skulle også betale gildet. Hyppigt var krigen mod svenskerne. Vi skal helt hen til Christian d. VI, der regerede fra 1730 til 1746, før vi finder en konge, der ikke var i krig. Det varede så heller ikke ved.
KIRKEN OG STORMÆNDENE BLANDEDE SIG
Kongerne havde nok at se til. Ikke alene med krigene, men også med stormænd og kirke, der ville blande sig og bestemme, og også have kongen til at afgive privilegier. I årene efter at Harald Blåtand ”gjorde danerne kristne”, blev kirken en magtfaktor, der blandede sig i alt – og frem til reformationen fik den samlet masser af rigdomme – og magt. Efter reformationen overgik gods og guld til kongemagten.
KUN ANSVARLIG OVER FOR GUD
Rikke Agnete Olsen fortæller i bogen levende om slagsmålene frem til enevælden som betød, at kongen kun var ansvarlig over for Gud..
Forud for den havde landet et valgkongedømme. Regenten blev udpeget af rigsrådet, som bestod af de 20 medlemmer af den rigeste adel. Kongen havde selv udpeget dem, så han var sådan set blandt venner.
I 1660 blev kronen gjort arvelig og kongen blev enevældig med kongeloven, der var den stærkeste enevælde-erklæring i Europa, og der skulle gå 44 år, før den blev tilgængelig for andre end de nærmeste.
Al magt blev samlet hos kongen. Og han blev kronet med pomp, pragt og kronregalier. Han kunne blande sig i alt – tvungen militærtræning om søndagen efter kirketid, tvungen konfirmation, og lukning af alle forlystelser, for nu blot at nævne nogle af de mindre love, der gjorde livet mere træls for den jævne befolkning.
EN SINDSSYG KONGE
Men loven tog ikke højde for, at der kunne komme en sindssyg konge, som Christian d. VII, hvis liv mere end en halv millioner danskere fik fortalt i filmen ”En kongelig affære”. Kun en snu kronprins og hans hjælpere fik afværget, at han kunne lave katastrofer. De fik kongen til at skrive under på, at også kronprinsen skulle sætte sin underskrift for at en lov var gældende.
INGEN BLODSUDGYDELSER – KUN ET FOLKETOG
Men de politiske strømninger både herhjemme og i udlandet betød ønske om lade borgerskabet og den mere brede befolkning have indflydelse. Det var dem, der gjorde arbejdet og betalte skatterne. Enevælden skulle afskaffes. I Danmark gik det ikke for sig som i f.eks. Frankrig. Her var ingen blodsudgydelser, men der blev dog holdt protestmøder, og i København gik et folketog med 15.000 mennesker til Amalienborg og kongen for at kræve en fri forfatning. Det var Frederik d. VII, som i 1849 underskrev den grundlov, som de forskellige samfundsgrupper havde diskuteret siden 1820’erne.
ET NATIONALT SYMBOL
Med grundloven var det slut med enevælden. Vi fik et indskrænket monarki.
I dag har monarkiet ingen politisk magt. Det er en repræsentativ institution og et nationalt symbol. Christian d. X som i en periode under besættelsen red rundt i Københavns gader – lige til han en dag faldt af hesten. Margrethes nytårstaler, som de fleste danskere ser.
Kongerne i Danmark har en lang historie. Og det er dén, Rikke Agnete Olsen fortæller i bogen. En historienørd kunne have ønsket længere fortællinger om de enkelte regenter, deres handlinger og disses konsekvenser. Men kan ikke få alt, og har man behov for det, er der andre bøger at søge til. ”Kongen i Danmark” har en størrelse, hvor alle kan være med – og hvor læseren får den nødvendige viden.
Bogen er udgivet på forlaget Turbine, der opgiver prisen til at være 299 kr i boghandlerne. Men ved køb på saxo.com kan den fås for 250 kr. Det er ikke for tidligt at tænke på julegaver.
