Let foroverbøjet med hænderne på ryggen, piben i munden og læsebrillerne yderst på næsen. Oftest iklædt grå fløjlsbukser, skjorte og pullover.
Sådan er det billede, som mange gamle elever på Ørting Falling Centralskole fremkalder på deres nethinde, når man nævner den tidligere førstelærer og skoleinspektør, Eigil Sennels. Som der stod i et vers i sangen, eleverne skrev til ham på melodien ”I alle de riger og lande”, da han holdt op:
”I alle de timer og stunder,
din pibe den osed’ så glad,
det var vel ikke noget under,
I fulgtes jo altid ad”
Gamle elever husker også, at under hans buskede øjenbryn gemte sig venlige brune øjne.
Eigil Sennels døde 26. marts – tre dage før han ville være fyldt 87 år.
SOM DRENG LUGEDE JEG ROER HER
Eigil Sennels blev født i 1933 i præstegården i Skibsted som den ældste af fire børn. Allerede som barn stiftede han bekendtskab med vores område. For på gården Margrethelyst, som afgav seks tønder land til skolen, boede hans mors moster og onkel. Og som han yndede at fortælle: ”Som dreng lugede jeg roer lige her hvor skolen ligger”.
Han arbejdede som lærer på forskellige skoler, før han kom til Ørting-Falling Centralskole. Her blev han i 1969 skoleder, og det var han frem til april 1993, hvor han valgte at gå på pension kun 60 år gammel. I den lille folder ”Ørting-Falling skole, 1961 – 2011” gav han denne begrundelse:
”Jeg følte, at yngre kræfter skulle træde til for at realisere de voksende krav stillet til folkeskolens udvikling”.
BOEDE PÅ ”POLDEN”
Sammen med Birgit og de tre børn, boede han på Polden – en ejendom man kører ned til fra Bilsbækvej. De satte den i stand, og i dag bor deres søn på stedet. Det sted husker mange af de børn, der gik fastelavnssoldater, som det hed, når de gik fra hus til hus og byttede en sang med penge. For her kom de ind, og så blev de trakteret med varm cacao og boller. Det var i februar og som regel hundekoldt. Så børnene satte pris på at komme ind i varmen til de venlige mennesker, der havde dækket op til dem.
HAN HUSKEDE ELEVERNE
Mange husker ham som en dygtig lærer. Engelsk og regning/matematik var hans fag. Lidt mere autoritær end nutidens undervisere. Men sådan var det dengang. Utallige børn gik på skolen med de syv klassetrin, mens Sennels var skoleinspektør. Og han huskede dem. Flere mødte ham som voksne, og så snakkede han, som var de tilbage i 7. klasse.
INTERESSE FOR HISTORIEN
Da han gik på pension, fik han mere tid til at dyrke interessen for historie.
Han var medlem af foreningen for Odder Lokalhistoriske Arkiv og også af Østjyske Amatør Arkæologer, som primært er tilknyttet Moesgaard Museum. Medlemmerne kan deltage i Museets udgravninger, hvilket Eigil Sennels gjorde med stor interesse.
Det havde eleverne også med i deres afskeds-sang:
”Når Sennels i skole ej drager,
sin hobby han dyrke kan,
han ud med sin spade farer,
for at grave i Danmarks land”
KORSANG OG FÆLLESSANG
Men han var også med i det kor, som Birgit Sennels ledede – ”Eigil, du skal høre efter, hvad de andre synger”, er en bemærkning, som flere husker at have hørt adskillige gange.
Korsangen gled over i fællessang åbent for alle. Og i mange år mødtes man på skolen. Da Birgit døde i 2004, overtog Solveig Jacobsen. Men det var Eigil Sennels, der hver gang mødte op og bød velkommen, ligesom han deltog i sangen. Også efter han i 2011 flyttede til Odder, kom han trofast.
TORVALD KØHLS OBSERVATORIUM
I mange år var Sennels aktiv i den forening, der ville genopbygge astronomen Torvald Køhls Observatorium – og han havde en vision om, at såvel fastboende som turister skulle kunne komme og opleve den måde, som Køhl arbejdede på. Også skoleelever skulle kunne komme på besøg og også blive undervist i astronomi og historie. Desværre gik projektet på grund, fordi der manglede penge. Nu står det rekonstruerede tårn og venter på bedre tider. Det var han ked af, og han snakkede tit om, hvordan det kunne være blevet.
LOKALARKIVET OG LANDSBYVANDRINGER
Interessen for historie kom også Lokalarkivet i Odder til gode. Eigil mødte trofast op og hjalp med at systematisere og arkivere alt, folk afleverede. Også i Ørting nød man godt af hans viden om lokalhistorien. De gange, der har været arrangeret landsbyvandringer, har han været med som fortæller om huse og mennesker – om en tid, der var.
Ganske vist var han flyttet til Odder. Men han havde stadig en fod i Ørting – lige til hans sidste år, som var præget af sygdom.
