Af Lise Laursen og Marianne Hansen
Billedet af et lille bindingsværkshus kom op på den hvide væg. De fleste af de 52 mennesker, der denne aften fyldte Sognehuset til en fortælleaften om Ørting Mose og dens beboere, fangede det straks: Huset havde to skorstene i modsætning til de andre huse og små ejendomme i området, der havde beboelse i den ene ende og stald i den anden.
”Her boede så Edel Marie Louise Mønsted Hansen og også en mand. Han var stadig gift, men boede altså ikke sammen med konen”…
Allerede nu kom de første bidrag til den lokalhistoriske fortælling om husets beboere. Endnu flere bidrag kom efter pausen: Husets ejer var en godsejerfrue, der var løbet væk sammen med forvalteren.
En ægte kiosk-guldroman lige der i Ørting Mose – en overraskelse, der nok var værd at tage op og skrive om. Hvem var hun, denne godsejerfrue – og hvem var godsforvalteren?
HUN MØDTE EN PROPRIETÆR
Edel Marie Louise Mønsted blev født den 10. marts 1890 på Djursland i landsbyen Dråby på gården Frederiksminde. Hendes far – Peder Nikolaj Secher – havde forpagtet både gården og det lille gods Bjørnholm af sin far. Men fra 1898 til 1912 er Edel Marie Louises far ikke kun forpagter – han blev ejer.
Edel Marie Louise var en ud af en børneflok på otte. Dengang var ægteskabet målet for piger, så hun skulle lære husholdning. Hun var bl.a. på Attrupgård i Rosmus sogn på Djursland – ikke langt fra hendes barndomshjem. Det var en proprietærgård – d.v.s. mindre end et gods, men større end en almindelig gård. Her mødte hun manden, hun blev gift med – den jævnaldrende Axel Mønsted Hansen, ejernes søn. Også han havde en proprietærgård, Kollerupgård, i Kollerup ikke så langt fra Vejle.
GIFT MED KONGEBREV
De to blev gift i Vor Frelsers kirke i Vejle 19. oktober 1915. Det skete med kongebrev. Normalt bruges det, hvis begge eller den ene part ikke er myndige. Men det kan også bruges, hvis vielsen skal gå hurtigt – for så kan man spare, at der bliver lyst for parret tre gange. Det kan være en fordel, hvis bruden er højgravid og barnet skal fødes i ægteskab. Men det var ikke tilfældet her. De fik ikke et barn dengang, viser kirkebøgerne. Det fik de først i 1917, da datteren Edith blev født. Familien boede på Kollerupgård, og der bliver de boende til Edith er seks år.
FLYTTER TIL MALLING
I 1923 sælger Axel og køber i stedet Karensminde ved Malling. Også det er en proprietærgård. Der bor de sammen med Axels forældre, der har solgt deres sted på Djursland.
I 1929 skete der noget. En tidlig morgen i oktober udbrød der brand, og gårdens kostald, hestestald og lade brændte ned. Ifølge artikler fra Århus Stiftstidende arbejdede politi fra både Århus og København med at finde ud af, hvordan branden opstod – uden at de dog fandt årsagen. Konklusionen blev, at den nok var påsat – men man fandt aldrig ud af hvorfor og af hvem. Branden ødelagde for omkring 100.000 kr. – bygninger og landbrugsmaskiner. Lade og stald blev bygget op igen.
SEPARATION
Men det haltede gevaldigt med Edel Marie Louises og Axels ægteskab. Så meget, at hun flyttede til Højby ved Hou, og de indgav en fælles ansøgning om separation. Hvorfor ved vi ikke.
Separationsansøgningen blev behandlet 24. april kl. 14.15 i 1931. Af Århus Stiftsamts protokol for separations- og skilsmissesager fremgår, at mægling blev forsøgt den dag, men forgæves – de fastholdt separationen. De var uenige om, hvordan fællesboet skulle deles, så det måtte Skifteretten klare. Axel blev ansvarlig for gæld, og desuden skulle han hver den første i måneden betale Edel Marie Louise 35 kr. til hendes underhold, og 20 kr. til fællesbarnet Edith. Hun blev hos Edel Marie Louise. Altså alt i alt 55 kr. til de to mennesker.
MINDRE END EN ARBEJDSMANDS UGELØN
De 35 kr. til hendes underhold, kan vi sammenligne med den løn, en arbejdsmand kunne tjene på samme tid. Hans timeløn var mellem 80 øre og 1 krone – og arbejdstiden var 48 timer/ uge. Så ugelønnen har været mellem 45 og 48 kr. Altså mere på en uge end den sum pr. måned, den forhenværende proprietær fik hende spist af med.
Senere samme år solgte Axel Mønsted Hansen Karensminde til Jysk Landhypotekforening, som havde en del penge bundet i stedet. Hypotekforeningen overtog på det tidspunkt mange gårde. Det var trange tider for landbruget.
Da separation førte til skilsmisse, boede han selv i København. Edel Marie Louise boede stadig i Højby.
I København havde Axel skiftet erhverv – han var nu registreret som inspektør ved Arbejdsulykke Forsikringen, og i december 1936 var han blevet gift med en 25 år yngre sygeplejerske ved Københavns Militærhospital.
HUN LØB INGEN STEDER
For at vende tilbage til fortælleaftenen i Sognehuset: Edel Marie Louise var som det fremgår ikke godsejerfrue. Og hun løb såmænd heller ingen steder. Hverken med eller uden forvalteren. Hun blev lovformeligt separeret og senere skilt, og i november 1938 købte hun det lille hus i Ørting Mose – prisen var da 3300 kr.
Hvordan så med hendes påståede flugtkæreste – forvalteren.
”FORVALTEREN” VAR MILITÆRMAND
”Flugt-kærestens” navn var Svend Åge Nielsen. Han blev født i Århus 10. maj 1889 – hans far var ved militæret. Han fik også selv en karriere i militæret, og var på et tidspunkt også politibetjent i København. Det fremgår, når man følger hans vej gennem diverse folketællinger. Han er på intet tidspunkt forvalter på hverken et gods eller en proprietærgård. Han er slet ikke i nærheden af landbrug. Han blev gift med en syv år yngre kvinde i januar 1927. På et tidspunkt flyttede de fra hinanden, men blev aldrig hverken lovformeligt separeret eller skilt. Ved folketællingen i 1940 boede han i Ørting Mose i Edel Marie Louises hus med de to skorstene. Hans erhverv var da arbejdsmand.
Beboerne i Mosen vidste ikke meget om ham – bortset fra at han var en venlig mand. Og så levede han altså på polsk med godsejerfruen, det var ganske vist! Det blev aldrig bygget ind i historien, at de to skorstene skyldtes, at der var to beboelser i huset: En lille og en lidt større.
”HUN TROEDE, HUN VAR NOGET”
Om hende vidste man heller ikke meget. Man kunne se, at hun havde ortopædisk fodtøj – snøret helt op til knæet. Hvorfor ved vi ikke – måske havde hun haft polio. Men vi ved det ikke. Hun var venlig, når børnene fra Mosen hvert år 18. april kom til hendes dør og solgte Dybbølmærker – købte altid to mærker. Hun passede hus og have, dyrkede grøntsager og havde bær og frugt.
Men det blev sagt om hende, at hun var ”fin på den” – ”troede, hun var noget”, for hun forlangte at blive tiltalt med De og efternavn – men sagde selv du og brugte folks fornavne.
Samtidig sagde man, at hun aldrig snakkede med de andre beboere – hilste kun venligt, når hun mødte dem. Hvordan det så kunne hænge sammen, blev der set stort på i Mose-beboernes fortælling.
Det hed sig jo, at hun var godsejerfrue, og godsejere og deres familier var Mosens beboere med de små jordlodder og de mange børn ikke dus med. Slet ikke. Det blev så en del af historien om ejeren af det lille hus med de to skorstene: Hun kræver, vi siger De.
Hvad hun havde at leve for, ved vi ikke. Dog må hun have haft mere end det lille beløb, hendes ex-mand skulle betale hver måned. I en lille notits i Århus Stiftstidende 21. juli 1965 nævnes en mindre brand i hendes hus. I den omtales hun som forhenværende sygeplejerske. Men det har ikke været muligt at få bekræftet, at det var hendes levevej, før hun kunne få folkepension.
ASA FILM KUNNE IKKE HAVE SKREVET BEDRE HISTORIE
Edel Marie Louise døde i december 1966 på Odder sygehus. Hun var da 76 år gammel
I den tid, hun boede i Mosen i Ørting, var hun udsat for en del sladder. I Den Danske Ordbog defineres sladder som ”indiskret videregivelse eller udveksling af nyheder, rygter og upålidelige oplysninger om andre, især vedr. deres privatliv”. Og historierne, der blev fortalt, er ikke blevet dårligere af påstanden om, at hun var en godsejerfrue, der stak af med forvalteren. Asa Film eller Nordisk Film kunne ikke i 1950’erne have gjort det bedre. Dog med den forskel at biografgængerne ville vide, det var fiktion, de så udspillet på det hvide lærred. Som også de kiosk-guldromaner mange kvinder læste i smug var ren og skær digt.
SLADDER ER IKKE LOKALHISTORIE
For beboerne i Ørting Mose var deres historie ikke fiktion. Det var den skinbarlige sandhed, at Godsejerfruen løb væk med forvalteren for at slå sig ned i huset med de to skorstene. Det var ganske vist, som H.C. Andersen skrev i eventyret om fjeren, der blev til fem høns.
Lokalhistorien nyder stor interesse over hele landet, og fortælleaftener samler fulde huse. Mange af disse fortællinger er baseret på folks erindringer og gengivelse af noget, de er blevet fortalt.
Historien om godsejerfruens flugt sammen med forvalteren er et vink med en vognstang om, at lokalhistorien aldrig må glemme BBI-informationerne, som amerikanerne kalder de facts, der er ”boring but important” – kedelige men vigtige. Også selv om de kan dræbe en god historie.
Det gjorde de i dette tilfælde.
Artiklen er baseret på folketællinger, kirkebøger, offentlige protokoller og gamle avisklip. Tak til Lisbeth Bonde for hjælp til research i avisarkiverne.
