”Vi vidste ikke meget. Jeg var jo en bondeknold, der kun læste den lokale avis – men vi havde da hørt om nazisterne i radioen, og vi vidste også, at jøderne blev forfulgt. Men Olympiaden – det var jo sport. Alt det andet var politik, og det skulle ikke blandes sammen. Og vi så slet ikke noget til alt det med jøderne”.
En dengang 91-årig mand fortalte en pige på 16 år om hans deltagelse i olympiaden i Tyskland i 1936. De to mødtes i 1999, da hendes oldemor fyldte 80 år.
Manden var Jens Østergaard Mortensen fra Falling, der var udtaget til det danske gymnastik-opvisningshold ved olympiaden i Berlin i 1936.
Jørgen Elbæk, der som dreng – som mange andre af landsbyens børn – kom meget på Østergaard, hvor Jens boede sammen med søsteren Helene, fortæller, at Jens var en dygtig gymnast, der sammen med flere unge fra egnen trænede i laderne på de store gårde om vinteren.
Hvor slemt det stod til i Tyskland, og at sport og politik også i dén grad var blevet blandet sammen af nazisternes propaganda-maskine, fandt Jens Østergaard først ud af senere. Og det var han ikke alene om.
JØDERNE OG FRIMURERNES VÆRK”
Tyskland havde fået olympiaden i 1931. Og da Hitler i 1933 overtog magten, fulgte værtsskabet med. Det passede ikke Adolf – han mente, at de olympiske idealer om folkefællesskab og ædel kappestrid var jødernes og frimurernes værk, og det kunne slet ikke overføres til et rige regeret af nationalsocialister.
Men gradvist lod han sig overbevise om, at her var muligheden for at vise et Tyskland, så kritikerne i andre lande ville blive overbevist. Det var de nemlig ikke – og der var megen debat om, hvorvidt OL overhovedet kunne holdes i Berlin. Især i USA, hvor det var kommet den olympiske komité for øre, at jøder var blevet udelukket fra sportsklubber og svømmehaller.
ALLE SKILTE VAR FJERNET
Derfor ville komitéen selv inspicere forholdene og formanden – også kaldet præsidenten -
drog afsted. Han blev mødt af et Berlin, hvor f.eks. alle skilte med ”jøder ingen adgang” var fjernet. Også ”jøder og hunde ingen adgang”-skilte var væk. Jødiske sportsfolk, der var taget til andre lande for at kunne fortsætte træning og konkurrencer, blev med trusler mod deres familier i Tyskland tvunget tilbage. Det skete f.eks for højdespringeren Gretel Bergmann. Hun tog hjem og satte rekord med et spring på 1,60 meter. Men bagefter blev rekorden slettet, og hun blev erklæret uegnet til at repræsentere Tyskland.
Så da præsidenten for den amerikanske olympiske komité kom tilbage, var hans konklusion, at der var absolut ingen grund til boycot. Og amerikanske atleter skulle ”afholde sig fra at blande sig i det aktuelle skænderi mellem nazister og jøder” – sport og politik skulle ikke blandes sammen.
VILLE IKKE TRYKKE OWEN´S HÅND
Endnu mere renskuret var Berlin under OL. F.eks. blev det antisemitiske blad ”Der Stürmer”, som ellers kunne læses i glasmontre over alt i byen, lukket midlertidigt, og berlinerne fik at vide, at ”gæstende jøder” skulle behandles så pænt, som var de ariere, men det blev også understreget, at ”det tyske folks grundlæggende holdning til judaisme er uforandret”.
Hitler optrådte afdæmpet ved åbningen af OL indhyllet i en sværm af duer og med en olivengren fra Grækenland – de oprindelige leges hjemland.
Værre var det, da den sorte amerikaner Jesse Owens vandt den første guldmedalje i 100 meter-løb. Da måtte tyskerne finde undskyldninger for, at Føreren ikke kunne trykke hans hånd. For det var bekendtgjort, at Hitler selv ville overrække alle guldmedaljer. Travlhed – det var undskyldningen. Og det ramte ikke kun Owens, understregede de. Også en tysk medalje-tager. Dog ikke hårdere end at han kunne trykke Adolfs hånd et andet sted på det store stadium.
Helt skidt fik Hitler det, da Owens også vandt guld i 200 meter løb, længdespring og 4 x 100 meter-stafet. Han skulle ellers ikke have løbet stafet. Men to af deltagerne på det amerikanske hold var jøder, og for ikke at fornærme, blev de lynhurtigt skiftet ud. Men om sorte løbere var en mindre fornærmelse end jøder, kan diskuteres. For den tyske nazi-top lagde ikke internt skjul på, at med ”forfædre opvokset i junglen, skulle de sorte slet ikke have deltaget i OL”.
HITLER STOPPEDE REGNEN
De danske aviser dækkede begivenheden i Berlin intenst. Det samme gjorde radioen, hvor ”Gunnar Nu” fik sit gennembrud med ”lille henrivende Inge”.
Men kun Arbejderavisen og Social-Demokraten fastholdt, at OL blev brugt til at renvaske nazisterne. Alle andre svømmede hen i begejstring over både åbnings-ceremonien og begivenhederne de 16 dage, det varede. Berlingske Tidende gik så vidt som til at skrive i artiklen om åbningsceremonien: ”Da Hitler ankom til stadion holdt det op med at regne”
Så når Jens Østergaard Mortensen som 91-årig kunne fortælle en pige på 16, at ”alt det så vi jo ikke noget til”, var han ikke den eneste. Men han kunne sige det med større ret end alle de journalister, der var sendt til Berlin. De vidste bedre.
Artiklen er baseret på artikler i Kr. Dagblad og i Magasinet Historie samt på universitetsspecialet ”Den 11. Olympiade – Berlin 1936”
Jens Østergaard Mortensen døde i marts 2001. Lokalposten bringer senere en artikel om ham og søsteren Helene. De boede hele livet på Østergaard i Falling.
På DR-Bonanza ligger en lille film med opvisningsholdet. Det er ikke let at finde Jens. Men han er en af de mindste.
