Bilerne holdt i begge sider af Åkjærvej i Falling, når maleren Ulrich Kvist hvert år en weekend i november holdt udstilling hjemme i villa PAX. Mange hundrede mennesker kom forbi, for at se ”den fabulerende malers” billeder. Og nogle af gæsterne blev. Endda meget længe.
ULRICH-AKADEMIET
Han var en af mange kunstnere, der slog sig ned i vores område. Og uden Kvist havde flere af dem aldrig fået modet til at lade den skjulte hobby komme ud i dagslyset og blive udstillet. F.eks siger Ole Grøn:
”Ulrich lærte mig håndværket og med sit eget eksempel, dokumenterede han, at maleriet kan være en profession. Og han viste mig en vej ind i en forunderlig billedverden, hvor jeg efterfølgende på egen hånd tog på en livslang ekspedition – uden Ulrich. Jeg kvitterede for læretiden ved at omtale mig selv, som ”elev af maleren Ulrich Kvist”. For nyligt spurgte en udstillingsgæst mig hvilket akademi, jeg har taget min kunstuddannelse på. Jeg svarede: Mit akademi hed Ulrich!”.
OVERTOG HAM LIGE FRA MOR
Ulrich Kvist ville slet ikke have været maler. Han ville være forfatter. Og han skrev og skrev. Men det hele blev i skuffen. Han fik aldrig noget udgivet.
Det lå ikke i kortene, at han skulle være hverken maler eller forfatter. Han voksede op i Århus, hvor hans far var murer. Der var ingen kunstnere i familien – for den sags skyld heller ingen kunst. Han blev boende hjemme i murermesterboligen. Også som voksen.
”Jeg overtog ham lige fra en overbeskyttende mor”, siger Marianne Hoffstätter, som er mor til Ulrich Kvists to sønner. ”Det kunne mærkes. Han var mere end bare en smule egoistisk. Intet måtte forstyrre hans cirkler. Skifte en ble? Nej da, det forstyrrede hans æstetiske sans”, siger hun med et stort grin. ”Han kunne heller ikke passe børn, når jeg havde aftenarbejde”.
HAN VAR MENTOR
Mens den lille familie boede i Odder, fik Ulrich et job på Ungdomsskolen. Han skulle arbejde med de unge, som gerne ville male. Det var her en 14-årig Ole Grøn mødte ham første gang, og efter kurset holdt de to kontakten.
”Når jeg tænker tilbage på de år, hvor jeg kom hos Ulrich, er det først og fremmest med taknemmelighed. Et voksent, professionelt menneske, der inviterer et ungt menneske indenfor i sin tilværelse, underviser, anerkender og inspirerer er et gavmildt menneske. En mentor”.
UD MED SKIDTET
Ulrich Kvist begyndte at male, da han havde været soldat. Han gik hverken på et akademi eller en skole. Hvad han kunne, havde han lært sig selv. Og han var kompromisløs – var billedet ikke i orden, som han ville have det, så blev det destrueret. Ud med skidtet!
Ej heller arbejdede han med bestillinger som ”mine nymalede vægge er lysegrønne. Så jeg skal have et maleri, der passer til dem”. Den slags ville han overhovedet ikke have med at gøre.
Det var ikke kun i Falling, han holdt udstillinger hjemme. Det gjorde han også, da han sammen med familien boede på en gård i Fensten. Også her kom utrolig mange mennesker.
”Jo tak”, griner Marianne Hoffstätter. ”Jeg skulle lave leverpostej til alle. Når den slap op – og det gjorde den altid uanset hvor meget, jeg lavede, måtte vi ty til slagteren i Hou. Hans leverpostej var jo næsten hjemmelavet”.
SER HELE TIDEN NYT
Ulrich Kvist blev kaldt den ”fabulerende maler”. Altså en maler, der fortæller historier. Og det gjorde han. Men hvilken historie et billede skulle fortælle, måtte tilskueren selv bestemme. Han brugte symboler som heste, skibe, fugle, kvinder med yppige former, solhjulet….
Farverne var som regel varme og muntre. Fordi hans symboler var de samme, vil kunstkendere utvivlsomt sige, at der var ikke meget udvikling i ham som maler. Det var der vel heller ikke – bortset fra at han i de unge år gik væk fra det abstrakte. Men de fleste af hans billeder kan man kigge på længe – og hele tiden finde noget nyt. En ny fortælling. Efter en uge efter kan man kigge igen – og se nyt.
VAR IKKE TIL SALG
Ulrich Kvists billeder blev ikke opkøbt af museerne. Dog findes et par af hans billeder på Don Quitjote-Museet i Mexico, og det var han stolt af. Han blev heller ikke anmeldt i de store aviser. Han blev højst omtalt.
”Han solgte godt til mennesker, der kom til hans udstillinger”, siger Marianne Hoffstätter. ”Et meget stort dansk galleri ville gerne tage hans billeder ind. Men ejeren ville også have halvdelen af indtægten. Så det sagde han nej til. Han klarede selv salget”.
Han havde det som fisk i vandet, når det myldrede ind med mennesker til hans udstillinger. Og det var sikkert og vist, at han på et tidspunkt greb violinen, og så blev der spillet folkemusik. Han elskede mennesker omkring sig – og også når han ikke holdt udstilling, var hans dør åben. Diskussioner om alt mellem himmel og jord holdt han af.
“ULRICH KVIST MED ELEVER“
Ole Grøn var ikke den eneste af områdets kunstnere, han lærte alt, han kunne – og hjalp til at finde deres eget udtryk. Han blev stiktosset, hvis de troede, at hvis de bare kopierede hans, så var det godt.
I 1999 udstillede flere af dem sammen med ham i Ravnsbjergkirken i Viby under Århus Festuge: ”Ulrich Kvist med elever”. Kirkens præst, som dengang hed Ejvind Nielsen, var en af dem, Kvist havde hjulpet til at turde male. De andre var Birgitta Faddersbøl, Anette Moisen og Inge Hørup.
”Set i bagspejlet er jeg ganske klar over, at Ulrich også gjorde det for sin egen skyld”, siger Ole Grøn. ”Det betød utvivlsomt noget for hans selvopfattelse at have lærlinge og følgere helt tæt på. Det var jo lang tid før, man kunne have tusindvis af såkaldte venner og ”følgere” på de sociale medier”
DØDE EFTER TRAFIKULYKKE
Ulrich Kvist var et kristent menneske – og han lagde stor vægt på kærlighedsbudskabet. Han malede flere billeder med et religiøst tema. Hans sidste billede kaldte han ”Nysøsat Jesus strander på Påskeøerne”. I dette billede finder man alle Ulrich Kvists symboler. Også klovnen.
Han døde kun 56 år gammel i 2001 som følge af de kvæstelser, han fik ved en voldsom trafikulykke.
Ole Grøn siger:
”Målt i forhold til en gennemsnitsdansker vil de fleste utvivlsomt karakterisere Ulrich som et meget selvoptaget menneske. Sådan er det ofte med originaler og mennesker, som går deres egen vej gennem livet. Og blandt kunstnere er det mere reglen end undtagelsen. Men for mig var han den mentor, der hjalp mig til at finde mit eget udtryk”.
Artiklen bygger på interviews, gamle avisartikler og artikel i “I godt selskab 2003”
