Der er ikke mange seværdigheder i Jylland, som det hedder i turistforenings-sprog, som Torsdagsklubbens udflugter ikke har gæstet gennem de 50 år, klubben har eksisteret. Der er ikke mange sange i Højskolesangbogen eller Seniorsangbogen, som medlemmerne ikke har sunget. Og det er ikke muligt at tælle, hvor mange pund malede kaffebønner, der er brugt gennem årene til den uundværlige varme drik, som også vil blive brygget og hældt på termokander torsdag.
STORKOMMUNENS CHARME
Engang var der noget, der hed omsorgsarbejdet i Odder kommune. Storkommunen var lige dannet, og der blev skruet op for den politiske charme, så alle måtte kunne se stordriftens fordele – koncert med Wandy Tworek’s fejende violinspil, udflugter, filmaftener og fester for alle pensionister i kommunen. F.eks. en julefest i Centralskolens Aula for 250 mennesker. Omsorgsledere blev ansat både i by og på land. Og der var gratis transport til arrangementerne.
Alle omsorgsklubberne i kommunen havde et medlem i det fælles kontaktudvalg, hvor arrangementer og problemer blev diskuteret.
PEDDIGRØRENES STORHEDSTID
Også her i området fik vi en omsorgsklub og en omsorgsleder. Klubben holdt til på skolen, og blev hurtigt døbt om til Torsdagsklubben. Og bortset fra nogle enkelte foredrag bød den på aktiviteter som hobbyarbejder, kaffe og fællessang.
For flere gamle håndværkere var der ikke så tiltrækkende at flette peddigrør eller sno plastic-bånd om bøjler og få et mønster frem. Men udflugterne, hyggen, fællessangen og kaffen, som blev indtaget i en grå tåge fra cerutter og cigaretter, trak – på trods af peddigrørerne. Dog varede det ikke så længe, før også kortene kom frem.
TELEFONKÆDE
En telefonkæde blev oprettet på initiativ af Jens Basballe. Fem ældre, der boede alene – og enkelte lidt isoleret – begyndte at ringe til hinanden kl. 7.30 om morgenen. Den første ringede til en person, og efter en lille snak, ringede personen til den næste. Varede det for længe før telefonen blev taget, blev Falck, hvor medlemmerne havde en nøgle deponeret, alarmeret og tog ud for at sikre, at alt var i orden. På grund af telefonkæden blev et af medlemmerne fundet og bragt på sygehuset.
Der var udflugter og en fastelavnsfest, hvor gratis kaffe skulle få medlemmerne til at klæde sig ud. Det virkede dog ikke. Højst blev det til den lille hat på hovedet, der var adgangsbilletten til skolens bibliotek, hvor festen blev holdt.
SLUT MED GRATIS BUS
10 år efter klubberne var oprettet med store fælles arrangementer og økonomisk støtte fra kommunen, begyndte snakken om nedskæringer.
Hvor der før var fri transport med bus for ældre, der ikke havde andre muligheder for at komme, skulle nu koste 8 kroner. Og den socialdemokratiske socialudvalgsformand mente, at AOF kunne overtage nogle af aktiviteterne. Det sagde land-klubberne dog nej til.
Men der blev færre penge at gøre godt med – og det betød, at deltagerbetalingen steg. En lille del af tabet blev i torsdagsklubben hentet ind ved julebazaren, hvor hobbytingene blev solgt.
JULEBAZAR – ”ET STORT MAS”
Her er det omhyggeligt ført ind i protokollen, hvad tingene skulle koste. F.eks. skulle en julenisse i 1982 koste 10 kr, og skulle den forsynes med træsko, steg prisen til 15 kr. En broderet dug kostede 40 kr og et håndklæde 12 kr.
Det var heller ikke let at holde møder. Som referenten skriver i protokollen:
”Vi blev desværre jaget ud af biblioteket kl. 17. da der kom et hold til afspænding (eller stå på hovedet eller hvad de nu laver)”. Det var han temmelig sur over.
Meget skulle gøres før en bazar. Og som der står i protokollen:
”Der skulle hentes stole og borde over hele skolen til at stille op i aulaen. Stort mas bare for at holde åbent to timer”.
Og videre:
” Der skulle sættes numre på 200 gevinster til tombolaen tillige med at der skulle sættes priser på ting til tombolaen”.
Men det gik – trods lidt brokkeri fra referenten. Og han konstaterer, at om søndagen var alt klar til ”julemarked med alt til faget hørende: Salgsbod – tombola – vaffelbageri – mini-loppemarked – kinesisk lotteri og udstilling med gammelt legetøj”.
Til sidst skriver han: ”Godt besøgt – trods regnvejr. Festligt, folkeligt, fornøjeligt. Overskud ca. 6000 kr”.
FLERE NEDSKÆRINGER
Klubberne tager på utallige besøg hos hinanden, og i protokollen blev det omhyggeligt noteret, hvilken kage der bliver serveret og hvad kaffen kostede.
At overvære dilettant – eller amatørteater – flere steder, var også en del af klubaktiviteten, og der blev vist mange lysbilleder fra rejser.
De kommunale nedskæringer stoppede ikke, da den gratis bus blev fjernet. Også i 80’erne er noteret, at det fælles kontaktudvalg er blevet orienteret om nedskæringer i hjemmehjælp og om endnu en stigning i prisen for at blive kørt til til aktiviteterne. Det skulle nu koste 10 kroner. Ingen af delene blev der set lyst på.
Torsdagsklubbens 20 års jubilæum blev ikke fejret. Men slået sammen med juleafslutningen, hvor der blev serveret smørrebrød. Deltager-betalingen var 25 kr – ”rest 5 kr plus kaffe gav kassen. Drikkevarerne havde vi selv med”. Nedskæringer lagde en dæmper på humøret. Eller som det blev formuleret i protokollen: ”Dagen blev nok lidt præget af sparetider”.
SOCIALUDVALGSFORMANDEN: KLAR JER SELV
Kommunens tilskud til klubberne forsvandt fuldstændigt i foråret 1990. I den anledning skulle alle oplandsklubberne 26. april holde møde med borgmesteren og socialudvalgsformanden. Men det kom der ikke meget ud af. Som der står i protokollen:
”Vi var mødt talstærkt op – om det så var Tunø, så var de der, men Gerda Pedersen og Toftegaard trak tiden ud med så lange og detaljerede indlæg og beretninger om kommunens slunkne økonomi plus ting, vi har hørt til trivialitet… af Toftegaard fik vi at vide, at vi kunne klare os selv som i gamle dage, og så trak de sig begge hurtigt tilbage”.
Mange af de mennesker, der kom i Torsdagsklubben havde kun en helt almindelig folkepension og derfor meget lidt at slå til søren med. Bus og betaling for aktiviteterne var derfor en udgift, som mange måtte tænke over.
TIL ØRTINGHJEMMET – OG SOGNEHUS
I begyndelsen af 1991 rykkede Torsdagsklubben fra Centralskolen til Ørtinghjemmet. I protokollen udtrykker referenten håb om, at det vil gøre det lettere for flere at komme. Klubben holdt til i det såkaldte terapirum med de sædvanlige aktiviteter – og også fælles arrangementer med beboerne i hjemmet. Der bliver stadig lavet hobbyaktiviteter – og de jule- og påskekort, medlemmerne laver, bliver solgt på Hjemmets jule-bazar. Men i 2009 blev Ørtinghjemmet nedlagt, og beboerne flyttet til Odder. Også Torsdagsklubben måtte derfor flytte. Men dog kun nogle hundrede meter op ad Bilsbækvej til Sognehuset, og her holder den stadig til. Den har 40 medlemmer, og – sagt med den tidligere socialudvalgs-formands ord – klarer sig selv som i gamle dage uden kommunal støtte. Heller ikke selv om den udfører mere forebyggende arbejde, end kommunens ansatte kan præstere.
STOR BETYDNING FOR EN LANDSBY
En aktivitet som Torsdagsklubben har stor betydning – specielt i en landsby, hvor ældre beboere må flytte til Odder, hvis det bliver for vanskeligt for dem at bo i det kendte område, hvor de altid har boet.
Torsdagsklubben kan være med til at vedligeholde et netværk, der kan modvirke ensomhed med de følger, den kan have. Undersøgelser viser, at ensomhed er lige så farlig for helbredet som rygning, for meget alkohol og mangel på motion. Klubben – og andre foreninger og aktiviteter for ældre – kan skabe nye kontakter, der måske ringer en dag og siger: Vil du med til….Mangler du noget, for jeg skal lige til….Har du det godt?
Der er al mulig grund til at fejre Torsdagsklubben. Til lykke med de første 50 år.
