KORT NYT

To nye med­lem­mer valgt

Godt 30 men­ne­sker mød­te i aften op i Sog­ne­hu­set for at væl­ge med­lem­mer til Fjord­pa­sto­ra­tets fæl­les menig­heds­råd. To gen­gan­ge­re og to helt nye med­lem­mer skal repræ­sen­te­re Ørting og Fal­ling sog­ne.

I Ørting blev den nuvæ­ren­de for­mand for menig­heds­rå­det, Jens Peter Peter­sen, valgt sam­men med Git­te Bis­bo Bøgh, der er helt ny i den­ne form for

fri­vil­ligt arbej­de. Til dag­ligt arbej­der hun som admi­ni­stra­tiv leder på Vestsko­len.Som sted­fortræ­der blev Ton­ny H. Jakob­sen valgt. Også han, der har et entre­pre­nør­fir­ma i Hor­sens, er ny i arbej­det.

For Fal­ling sogn blev Knud Appel, som er næst­for­mand for det nuvæ­ren­de menig­heds­råd. Han blev valgt sam­men med Lise Færch, som er ope­ra­tions­sy­geple­jer­ske på Hor­sens Syge­hus.Som sup­ple­an­ter blev Kaj Rude­beck og Else Ros­borg valgt. De bor beg­ge i Amstrup. og har beg­ge tid­li­ge­re været med­lem­mer af menig­heds­rå­det for Ørting Fal­ling.

For “Væl­ling-Cat­hri­ne” var bræn­det sik­ker­hed

Af Lis­beth Bon­de og Mari­an­ne Han­sen

Enten med en stump reb i hån­den eller bæren­de på en lil­le bun­ke gre­ne og pin­de, som hun hav­de slå­et reb om, og ofte i føl­ge­skab med en kat eller to.
Det var sådan folk mød­te hen­de på vej­en og i sko­ven. Tit gik hun og mum­le­de for sig selv. Hun var sær, sag­de man om hen­de.
Inde i huset hav­de hun bræn­de i stab­ler. Og også omkring huset. Det skul­le være hen­des sik­ker­hed for var­me, når hun blev rig­tig gam­mel.
Hun hav­de øge­nav­net Væl­ling-Cat­hri­ne. Ingen ved helt hvor­for, men sik­kert for­di hun fore­trak såkaldt søbemad. Ansig­tets inds­unk­ne kin­der tyder på tab af tæn­der.
Hen­des navn var Sofie Cat­hri­ne Seve­rin­sen.

Hun blev født 22. novem­ber 1880 i Fjel­lerup sogn på Djursland. Hen­des far var arbejds­mand. Og så ved vi, at bør­ne­ne kom ud at tje­ne så hur­tigt som muligt på går­de og god­ser. Også Cat­hri­ne var ”pige” da hun 31. Janu­ar 1902 bli­ver gift med tje­ne­ste­karl Seve­rin Anders Seve­rin­sen i Koed kir­ke – også på Djursland.

ET OMFLAKKENDE LIV
De blev på Djursland nog­le år, for deres før­ste barn – Peder Søren Kri­sti­an – er født i Vivild d. 13. Maj 1904. Han blev opkaldt efter Cat­hri­nes far – Peder – og Seve­rins far – Søren. Også deres anden søn – Karl Fre­de­rik Anton Seve­rin­sen blev 24. Juni 1905 født på Djursland. Nem­lig i Glæs­borg. Men sene­re flyt­ter fami­li­en til Fal­ling, hvor de boe­de Aakær­hu­se, og her blev den tred­je søn født 18. Febru­ar 1909. Han fik nav­net Jens Han­ni­bal. Bopæ­len for­tæl­ler os, at Cat­hri­ne og Seve­rin har haft arbej­de på god­set Åkjær. Men i 1911 er de flyt­tet til Gyl­ling, hvor Seve­rin er regi­stre­ret som dag­le­jer på Gyl­ling­næs.
Fami­li­en er flyt­tet noget omkring.  I 1916 er de regi­stre­ret i Engum ved Vej­le, hvor Seve­rin er sko­v­ar­bej­der, men snart ven­der de til­ba­ge til Hads Her­red, hvor de i 1923 køber et lil­le hus­mands­sted mel­lem Bils­bæk og Ond­rup.

ET LÅN 825 KR

Ejen­dom­men for­faldt, da Cat­hri­ne blev ældre. Men ikke køk­ken­ha­ven (Foto: Eigil Niel­sen)

I okto­ber 1923 fik de skø­det på ejen­dom­men, og stod nu med en obliga­tions­gæld til den tid­li­ge­re ejer på 825 kro­ner til en ren­te på fem pro­cent. Det har givet­vis været hårdt for dem at få det hele til at løbe rundt, men de få tøn­der land jord har ved flit­tigt arbej­de kun­ne hol­de fami­li­en selv­for­sy­nen­de med såvel kar­to­f­ler som grønt­sa­ger.
Af fol­ke­tæl­lin­gen i 1925 frem­går, at Seve­rin – der på det tids­punkt var 50 år gam­mel og hav­de slidt hele livet – fort­sat arbej­de­de som sko­v­ar­bej­der. Først i 1930 er han kun regi­stre­ret som hus­mand.
Det har været hårdt arbej­de for dem at få den lil­le ejen­dom til at give dem føden.
Der­for har det været en let­tel­se for dem, da de kun­ne få alder­s­ren­te, som det hed.
I 1940 står de beg­ge regi­stre­ret som ”alder­s­ren­te­ny­de­re”. Hvor meget, der var at nyde, kan dis­ku­te­res. Men selv de par hund­re­de kro­ner om året, har været et gode for det slid­som­me par.

ALDERSRENTEN
Alder­s­ren­ten var for­lø­be­ren for fol­ke­pen­sio­nen, som blev ind­ført i 1956. Den blev før­ste gang ind­ført som alder­doms­un­der­støt­tel­se i 1891 til men­ne­sker, der var fyldt 60 år. Den­gang skel­ne­de man mel­lem vær­digt træn­gen­de – og de uvær­di­ge. Man skul­le selv søge om at få ydel­sen – og den kun­ne kun gives til folk med et ”uplet­tet ry”, som ikke inden­for de sene­ste 10 år hav­de mod­ta­get fat­tig­hjælp, der ikke var betalt til­ba­ge. Men i mod­sæt­ning til fat­tig­hjæl­pen, betød alder­doms­un­der­støt­tel­sen ikke tab af bor­ger­li­ge ret­tig­he­der.
Det var op til det enkel­te sogn, hvor stor alder­doms­un­der­støt­tel­sen skul­le være – så de fær­re­ste kun­ne leve af den.

I 1922 kom så alder­s­ren­ten. Den kun­ne udbe­ta­les til folk, der var fyldt 65 år – og som ikke de sene­ste tre år hav­de mod­ta­get fat­tig­hjælp. Og nu var det ikke mere op til sog­ne­kon­ger­ne, hvor stor hjæl­pen skul­le være. Det blev fast­sat ved lov. Men i 1936 sat­te Stau­ning-rege­rin­gen alders­græn­sen ned til igen at være 60 år.

Selv om det alt­så var en ret, betrag­te­de man­ge det som en skam at mod­ta­ge ydel­sen. Fat­tig­lov­giv­nin­gens ydmy­gen­de skel­nen mel­lem de vær­di­ge og de uvær­di­ge fyld­te så meget, at selv i begyn­del­sen af 1950’erne var det sta­dig en tred­je­del af de ældre, som ikke søg­te om at få alder­s­ren­ten.
Men for Cat­hri­ne og Seve­rin var ydel­sen et gode efter de man­ge slid­som­me år.

SEVERIN DØR
I 1942 bli­ver Cat­hri­ne enke. Seve­rin dør på det gam­le Amts­sy­ge­hus i Odder 7. Juni 1942, og bli­ver begra­vet i Gyl­ling. Da er han 66 år gam­mel.
Hun bli­ver boen­de på den lil­le ejen­dom. Nu ale­ne med nog­le kat­te og et par køer.
Ire­ne Mor­ten­sen, som er født i 1930, husker at have besøgt hen­de som barn og kal­der hen­de en ”sød gam­mel dame”.
Cat­hri­ne har da kun været i 50’erne. Men men­ne­sker, der hav­de haft et hårdt liv med slid­somt arbej­de, så gam­le ud meget tid­ligt. Ire­ne husker den meget lil­le stue, kat­te­ne og en spin­derok. Cat­hri­ne strik­ke­de altid strøm­per. Også til posten.

FOTOGRAFIER
Vi har foto­gra­fi­er af Cat­hri­ne. For male­ren Eigil Niel­sen, der er mest kendt for at have illu­stre­ret salig Lie­ber­kinds bøger om dyr og insek­ter, var hen­des nær­me­ste nabo, og han tog man­ge bil­le­der af hen­de. Sik­kert for­di han vil­le male hen­des portræt på et tids­punkt. Det var nem­lig sådan, han arbej­de­de. Male­ri­er­ne var altid kopi­er af foto­gra­fi­er – til­fø­jet en hare, en fasan eller nog­le køer. Og han male­de kun, når han var i abso­lut nød for pen­ge. Eigil Niel­sen besøg­te hen­de ofte.
På nog­le af hans foto­gra­fi­er inde fra huset, er bræn­destab­ler­ne syn­li­ge.
Cat­hri­ne sam­le­de altid bræn­de. Hen­des frygt for ikke at kun­ne hol­de var­men og for ikke kun­ne tæn­de op i kom­fu­ret, når hun en dag ikke kun­ne sam­le mere, må have været stor.
Efter­som hun blev ældre, for­faldt ejen­dom­men mere og mere. Både ude og inde. Men hun tog sta­dig de man­ge ture i sko­ven.

HEKSEN
Man­ge børn var ban­ge for at møde hen­de, når de blev sendt afsted fra Bils­bæk til et ærin­de i Ond­rup Brugs. Det husker fle­re – bl.a. Erland Vint­her Lar­sen.
Andre husker hen­de som ”hek­sen”, der boe­de ale­ne i et hus ved sko­ven, sam­le­de bræn­de og gik rundt og sag­de ”under­li­ge lyde”. Brød­re­ne Grim­ms even­tyr om Hans og Gret­he hav­de åben­bart sat sig spor.
Måske gik hun rundt og snak­ke­de lidt med sig selv. Det kun­ne være ble­vet en vane, for­di hun hav­de været ale­ne i så man­ge år, og kun kat­te­ne at snak­ke med i det dag­li­ge. 
Men dem, der besøg­te hen­de, så ikke hek­sen. De så der­i­mod en sød gam­mel dame.

HISTORIEN OM CATHRINE
Cat­hri­ne blev på ejen­dom­men til hun var i begyn­del­sen af 80’erne. Da kom hun til at bo på alder­doms­hjem­met Sol­høj, Torup ved Hund­slund, og der døde hun 15. Janu­ar 1965. Da var hun 84 år gam­mel. Hun blev  ‑som Seve­rin – begra­vet i Gyl­ling.
Ejen­dom­men er for længst revet ned. Min­det om Cat­hri­ne er en lil­le note i Muse­ets bog – ”Mit Odder – min egn”. Men den for­tæl­ler kun, at hun hør­te til de fat­tig­ste, at hun sam­le­de bræn­de og at alle børn var ban­ge for hen­de.
Det sid­ste gæl­der nu ikke Jens Chri­sti­an Ander­sen, hvis far var sog­ne­fo­ged, og han besøg­te både Cat­hri­ne og male­ren Eigil Niel­sen. Hel­ler ikke Ire­ne Mor­ten­sen var som barn ban­ge for hen­de. Tvær­ti­mod.
Men histo­ri­en om Cat­hri­ne er meget mere end en note. Det er histo­ri­en om, hvor­dan hårdt slid ælder men­ne­sker. Det er histo­ri­en om den knap­hed, der kan føl­ge et men­ne­ske gen­nem hele livet, og som kan ska­be angst for ikke at have bræn­de nok til at kla­re sig, den dag krop­pen siger fra. Og så er det frem for alt histo­ri­en om, at når man nær­mer sig ”den sære”, og gør sig en smu­le uma­ge for at se ind bag faca­den, fin­der man tit noget helt andet. I Cat­hri­nes til­fæl­de en sød gam­mel dame.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KALENDER

MORGENSANGKIRKEN

8. okto­ber kl. 9.30 er der igen mor­gensang i Ørting Kir­ke med efter­føl­gen­de kaf­fe i Sog­ne­hu­set

LIVET FØR OG EFTER ULYKKEN

12. okto­ber kom­mer tid­li­ge­re råd­mand og vice­borg­me­ster i Århus kom­mu­ne Dort­he Lau­sten til Dan­ske Seni­o­rers møde for at hol­de fored­rag om livet før og efter ulyk­ken. Hun bræk­ke­de ryg­gen i 2012 i en ulyk­ke uden for Ørting.

FAMILIEN FARTEN

9. novem­ber kl. 13.30 for­tæl­ler Anne Gret­he Trang­bæk og Hel­ge Rude Kri­sten­sen om deres rej­se rundt i det syd­li­ge Afri­ka. 22.000 km over 4 måne­der i Nami­bia, Botswa­na, Leso­t­ho og Swa­ziland. Dan­ske Seni­o­rer Ørting Fal­ling og Gyl­ling Pen­sio­ni­st­for­e­ning arran­ge­rer. Det er i Gyl­ling for­sam­lings­hus. Pris 60 kr. Til­mel­ding nød­ven­dig sene­st 26. okt. Ring til Tove Fors­berg – 52 38 53 80 – eller Kir­sten Jør­gen­sen – 50 48 47 58