For “Vælling-Cathrine” var brændet sikkerhed

Af Lisbeth Bonde og Marianne Hansen

Enten med en stump reb i hånden eller bærende på en lille bunke grene og pinde, som hun havde slået reb om, og ofte i følgeskab med en kat eller to.
Det var sådan folk mødte hende på vejen og i skoven. Tit gik hun og mumlede for sig selv. Hun var sær, sagde man om hende.
Inde i huset havde hun brænde i stabler. Og også omkring huset. Det skulle være hendes sikkerhed for varme, når hun blev rigtig gammel.
Hun havde øgenavnet Vælling-Cathrine. Ingen ved helt hvorfor, men sikkert fordi hun foretrak såkaldt søbemad. Ansigtets indsunkne kinder tyder på tab af tænder.
Hendes navn var Sofie Cathrine Severinsen.

Hun blev født 22. november 1880 i Fjellerup sogn på Djursland. Hendes far var arbejdsmand. Og så ved vi, at børnene kom ud at tjene så hurtigt som muligt på gårde og godser. Også Cathrine var ”pige” da hun 31. Januar 1902 bliver gift med tjenestekarl Severin Anders Severinsen i Koed kirke – også på Djursland.

ET OMFLAKKENDE LIV
De blev på Djursland nogle år, for deres første barn – Peder Søren Kristian – er født i Vivild d. 13. Maj 1904. Han blev opkaldt efter Cathrines far – Peder – og Severins far – Søren. Også deres anden søn – Karl Frederik Anton Severinsen blev 24. Juni 1905 født på Djursland. Nemlig i Glæsborg. Men senere flytter familien til Falling, hvor de boede Aakærhuse, og her blev den tredje søn født 18. Februar 1909. Han fik navnet Jens Hannibal. Bopælen fortæller os, at Cathrine og Severin har haft arbejde på godset Åkjær. Men i 1911 er de flyttet til Gylling, hvor Severin er registreret som daglejer på Gyllingnæs.
Familien er flyttet noget omkring.  I 1916 er de registreret i Engum ved Vejle, hvor Severin er skovarbejder, men snart vender de tilbage til Hads Herred, hvor de i 1923 køber et lille husmandssted mellem Bilsbæk og Ondrup.

ET LÅN PÅ 825 KR

Ejendommen forfaldt, da Cathrine blev ældre. Men ikke køkkenhaven (Foto: Eigil Nielsen)

I oktober 1923 fik de skødet på ejendommen, og stod nu med en obligationsgæld til den tidligere ejer på 825 kroner til en rente på fem procent. Det har givetvis været hårdt for dem at få det hele til at løbe rundt, men de få tønder land jord har ved flittigt arbejde kunne holde familien selvforsynende med såvel kartofler som grøntsager.
Af folketællingen i 1925 fremgår, at Severin – der på det tidspunkt var 50 år gammel og havde slidt hele livet – fortsat arbejdede som skovarbejder. Først i 1930 er han kun registreret som husmand.
Det har været hårdt arbejde for dem at få den lille ejendom til at give dem føden.
Derfor har det været en lettelse for dem, da de kunne få aldersrente, som det hed.
I 1940 står de begge registreret som ”aldersrentenydere”. Hvor meget, der var at nyde, kan diskuteres. Men selv de par hundrede kroner om året, har været et gode for det slidsomme par.

ALDERSRENTEN
Aldersrenten var forløberen for folkepensionen, som blev indført i 1956. Den blev første gang indført som alderdomsunderstøttelse i 1891 til mennesker, der var fyldt 60 år. Dengang skelnede man mellem værdigt trængende – og de uværdige. Man skulle selv søge om at få ydelsen – og den kunne kun gives til folk med et ”uplettet ry”, som ikke indenfor de seneste 10 år havde modtaget fattighjælp, der ikke var betalt tilbage. Men i modsætning til fattighjælpen, betød alderdomsunderstøttelsen ikke tab af borgerlige rettigheder.
Det var op til det enkelte sogn, hvor stor alderdomsunderstøttelsen skulle være – så de færreste kunne leve af den.

I 1922 kom så aldersrenten. Den kunne udbetales til folk, der var fyldt 65 år – og som ikke de seneste tre år havde modtaget fattighjælp. Og nu var det ikke mere op til sognekongerne, hvor stor hjælpen skulle være. Det blev fastsat ved lov. Men i 1936 satte Stauning-regeringen aldersgrænsen ned til igen at være 60 år.

Selv om det altså var en ret, betragtede mange det som en skam at modtage ydelsen. Fattiglovgivningens ydmygende skelnen mellem de værdige og de uværdige fyldte så meget, at selv i begyndelsen af 1950’erne var det stadig en tredjedel af de ældre, som ikke søgte om at få aldersrenten.
Men for Cathrine og Severin var ydelsen et gode efter de mange slidsomme år.

SEVERIN DØR
I 1942 bliver Cathrine enke. Severin dør på det gamle Amtssygehus i Odder 7. Juni 1942, og bliver begravet i Gylling. Da er han 66 år gammel.
Hun bliver boende på den lille ejendom. Nu alene med nogle katte og et par køer.
Irene Mortensen, som er født i 1930, husker at have besøgt hende som barn og kalder hende en ”sød gammel dame”.
Cathrine har da kun været i 50’erne. Men mennesker, der havde haft et hårdt liv med slidsomt arbejde, så gamle ud meget tidligt. Irene husker den meget lille stue, kattene og en spinderok. Cathrine strikkede altid strømper. Også til posten.

FOTOGRAFIER
Vi har fotografier af Cathrine. For maleren Eigil Nielsen, der er mest kendt for at have illustreret salig Lieberkinds bøger om dyr og insekter, var hendes nærmeste nabo, og han tog mange billeder af hende. Sikkert fordi han ville male hendes portræt på et tidspunkt. Det var nemlig sådan, han arbejdede. Malerierne var altid kopier af fotografier – tilføjet en hare, en fasan eller nogle køer. Og han malede kun, når han var i absolut nød for penge. Eigil Nielsen besøgte hende ofte.
På nogle af hans fotografier inde fra huset, er brændestablerne synlige.
Cathrine samlede altid brænde. Hendes frygt for ikke at kunne holde varmen og for ikke kunne tænde op i komfuret, når hun en dag ikke kunne samle mere, må have været stor.
Eftersom hun blev ældre, forfaldt ejendommen mere og mere. Både ude og inde. Men hun tog stadig de mange ture i skoven.

”HEKSEN”
Mange børn var bange for at møde hende, når de blev sendt afsted fra Bilsbæk til et ærinde i Ondrup Brugs. Det husker flere – bl.a. Erland Vinther Larsen.
Andre husker hende som ”heksen”, der boede alene i et hus ved skoven, samlede brænde og gik rundt og sagde ”underlige lyde”. Brødrene Grimms eventyr om Hans og Grethe havde åbenbart sat sig spor.
Måske gik hun rundt og snakkede lidt med sig selv. Det kunne være blevet en vane, fordi hun havde været alene i så mange år, og kun kattene at snakke med i det daglige. 
Men dem, der besøgte hende, så ikke heksen. De så derimod en sød gammel dame.

HISTORIEN OM CATHRINE
Cathrine blev på ejendommen til hun var i begyndelsen af 80’erne. Da kom hun til at bo på alderdomshjemmet Solhøj, Torup ved Hundslund, og der døde hun 15. Januar 1965. Da var hun 84 år gammel. Hun blev  -som Severin – begravet i Gylling.
Ejendommen er for længst revet ned. Mindet om Cathrine er en lille note i Museets bog – ”Mit Odder – min egn”. Men den fortæller kun, at hun hørte til de fattigste, at hun samlede brænde og at alle børn var bange for hende.
Det sidste gælder nu ikke Jens Christian Andersen, hvis far var sognefoged, og han besøgte både Cathrine og maleren Eigil Nielsen. Heller ikke Irene Mortensen var som barn bange for hende. Tværtimod.
Men historien om Cathrine er meget mere end en note. Det er historien om, hvordan hårdt slid ælder mennesker. Det er historien om den knaphed, der kan følge et menneske gennem hele livet, og som kan skabe angst for ikke at have brænde nok til at klare sig, den dag kroppen siger fra. Og så er det frem for alt historien om, at når man nærmer sig ”den sære”, og gør sig en smule umage for at se ind bag facaden, finder man tit noget helt andet. I Cathrines tilfælde en sød gammel dame.