Grønlandsforskeren fra Mosevejen

Claus Andreasen – var med til at opbygge Grønlands Nationalmuseum

I 25 år boede Claus Andreasen i et hus på toppen af en klippeblok i Nuuk med udsyn til den grønlandske natur hele vejen rundt.
Nu bor han på Mosevej i Ørting med udsyn til grønne bakker og den gamle mose. Men Grønland er med i form af sten og fedtsten-figurer på hylder og i vindueskarme samt en 2 millioner år gammel stump træ, bevaret af ler og permafrost, så den ligner noget du kunne have samlet op i din have i dag.
Claus Andreasen har været med til at opbygge det grønlandske Nationalmuseum, og han har været med til at sikre kulturarven i form af fredning af gamle bopladser og bygninger. Og så har han været med til at opbygge det grønlandske universitet, hvor han også har været rektor i fem år.
Hvis man spørger, hvor han kommer fra, siger han: ”Jeg er jyde. Født i Sønderborg. Men inden jeg var 18 år, havde jeg boet 18 forskellige steder, så..”.

KULTURARVEN SKULLE BEVARES – I GRØNLAND
Han interesserede sig for historie, og blev arkæolog. Det var lidt tilfældigt, han kom til Grønland.

En af de små figurer han har taget med fra Grønland

Der var ikke muligt at få job i Danmark, men Grønlands Landsmuseum havde en stilling, og da hans kone kunne få arbejde som lærer, pakkede de sammen og tog afsted i 1978.
Claus’s stilling indebar bl.a, at der skulle opbygges et museums-og fredningssystem, så kulturarven kunne blive bevaret og fortælle historien om Grønland gennem mere end 4.500 år.
Nationalmuseet i København havde frem til hjemmestyreloven ansvaret for at dokumentere fortiden og registrere bevaringsværdige bygninger. Men i 1980 overtog Landsstyret ansvaret.
Egentlig havde han kun en kontrakt på to år, men Landsstyret kunne bruge ham, og så ”blev jeg hængende”, som han siger.
Ruiner og bopladser blev fredet. Og lokalt var Claus Andreasen med til at opbygge små museer, hvor folk kunne aflevere bedstemors kamikker og ting, de havde fundet. Han har også været med til at kortlægge de gamle bopladser i Nordgrønland.
Nationalmuseet i København havde en stor samling af genstande, der hører til den grønlandske kulturarv, men de var indsamlet som dansk ejendom, fordi Danmark var kolonimagten. Claus var med til i 1982 at indgå aftale om, at store dele af samlingen skulle tilbage til Grønland. Det blev til mere end 30.000 genstande.

ERIK DEN RØDES VERDENSARV
At Danmark var kolonimagten, var med til at skabe konflikter i Grønland om fredninger af bygninger og ruiner. Mange grønlændere mente ikke, bygninger og andet med kolonimagtens stempel, skulle fredes. Det gjaldt f.eks. de gamle handelsstationer. Også fredningen af ruinerne fra de første nordboeres bosættelser kunne skabe konflikter. I Nord

Erik Den Røde – leder for Nordboerne, der kom til Grønland for mere end 1000 år siden

mente grønlænderne ikke, de skulle fredes. Hvorfor bevare noget fra de nordboere eller vikinger, som havde trængt sig ind på øen? I syd var stemningen mere positiv. For her havde fåreavlerne lært af de gamle nordboere, som kom omkring år 900 fra Island, og med den fra Norge fordrevne Erik den Røde som leder. Hvordan de havde placeret bygninger osv kunne de lære af. Fredet blev de, og hvor vikingerne havde deres landbrug med fårehold, er der nu side om side med de gamle ruiner landbrug og spredte små landsbyer.
Sidste år kom hele området, der er større end Fyn, på UNESCOs liste over verdensarv. (Du kan læse mere om Verdensarv i Grønland her)

ENDNU ET OMRÅDE PÅ LISTEN
Ganske vist gik Claus Andreasen på efterløn i 2010 og tog tilbage til Danmark. Men han er stadig involveret i det grønlandske museumsvæsen og har senest været med til at skrive den 200 sider lange ansøgning til UNESCO om at udnævne det urgamle 4.180 km2 store grønlandske jagtområde fra Indlandsisen til havet mellem Kangerlussuaq (Sønder Strømfjord) og Sisimiut (Holsteinsborg) til verdensarv-område. Området er større end halvdelen af Sjælland, og rummer kulturminder fra inuits historie i Vestgrønland gennem 4.500 år. Om området kommer på UNESCOS’s liste, bliver afgjort til sommer. (Du kan læse mere om ansøgningen her)

REKTOR FOR UNIVERSITETET
Men Grønlands fortid er ikke det eneste, han har sat sit fingeraftryk på.
Det har han også sat på universitetet i Nuuk, hvor han først var prorektor og siden rektor i fem år. Her uddannes bl.a lærere, sygeplejersker, journalister og teologer.
Faggrupper, som tidligere kom fra Danmark, arbejdede i Grønland nogle år og tog så hjem igen. De kunne ikke sproget, så alt foregik på dansk. Der blev heller ikke stillet krav om, at de skulle have viden om og forståelse for Grønlands kultur.
Det fik konsekvenser f.eks. for børnenes skolegang, og mange unge grønlændere kan ikke tilstrækkeligt dansk til at tage en videregående uddannelse – og værre er det med engelsk. Bl.a. derfor har frafaldet på uddannelserne været stort: Op mod halvdelen dropper ud.
Derfor glæder det Claus Andreasen, at Landsstyret nu har bestemt, at engelsk og ikke dansk skal være sprog nummer to i skolen.
De studerende skal magte engelsk. Ikke kun for at klare deres studium. Men også fordi universitetet ikke alene samarbejder med læreanstalter i Danmark. Men også i USA og Canada.

ODDER LIGGER I BUND
Claus har ikke som pensionist sluppet hverken universitetet eller museumsvæsenet i

Grønland, selv om han nu har titlen Emeritus. Om end den er så falsk, som noget kan være. Den kommer af latin og betyder ”udtjent”. Og det er han ingenlunde.
Han er gået ind i museumsarbejdet i Odder, og er formand for Odder

I Odder betragtes kulturen som en udgift – ikke en investering

Museums- og Arkivforening, som med 185 medlemmer har til formål ”at støtte arbejdet ved Odder Museum samt at styrke og udbrede kendskabet til egnens kultur- og lokalhistorie”, som der står i vedtægterne.
Foreningen arrangerer foredrag, og mange medlemmer arbejder som frivillige på museet. Foreningens overskud går direkte til museet, der efter Claus’s mening er udsultet.
Han mener, at Odder kommune er præget af politikere, der på kulturområdet har alle de fine ord. Men uden at følge dem op i handling.
Kommunen ligger i bund, når det handler om bevillinger til kulturen. Kun fire kommuner i hele landet giver mindre pr indbygger. ”Kultur betragtes som en udgift”, siger han. ”Men det er en investering i at gøre kommunen tiltrækkende for tilflyttere og for dem, der allerede bor her”.

TILFLYTTER – GÅ IND I FORENINGER
Det frivillige arbejde er en afgørende del af en kommunes og en bys identitet og kultur. Men kulturinstitutioner behøver ikke kun frivillige. De behøver også penge”.
Det er ikke kun Museums- og Arkivforeningen, han er gået ind i. Han er også aktiv i Hou Kajak Klub samt med i bestyrelsen i den lokale lodsejerforening.
”Når man kommer som tilflytter, er man nødt til at gå ind i foreninger, for at få kontakter”, siger han. “Ellers bliver man ikke en del af området”.