Og mens de levede, skulle de to gamle mennesker have så meget mad leveret, at de hver dag kunne have bespist et halvt dusin sultne teenagere
Det var en håndfæstning af karat, den nye ejer af gården Marienlund i Falling – Niels Marcus Nielsen – skulle underskrive i maj 1885. Også selvom han havde overtaget stedet i en reel handel.
Og Niels Marcus var ikke den eneste, der måtte underskrive en meget detaljeret aftægtskontrakt ved overtagelsen af en slægtsgård. For kontrakten sikrede de gamle bønder, når gården blev overladt til næste generation. Den bolig, der skulle stilles til deres rådighed, blev skrevet ind i kontrakten – det samme gjorde mængden af den mad, der skulle leveres til dem. Det var før folkepensionens og plejehjemmenes tid. Det var dengang fattiggården var stedet for gamle mennesker, når de ikke kunne tage vare på sig selv – og ej heller havde familie, der kunne eller ville hjælpe.
Niels Marcus Nielsen måtte leve med kontrakten i 22 år.
HUS SKULLE BYGGES
Gården Marienlund var genopbygget efter en brand i Falling, og der var ikke et aftægtshus, så Niels Marcus måtte i gang med at bygge. De gamle udpegede stedet, hvor det skulle ligge.Det skulle være et hus, der var 16 alen lang, 12 alen dyb og 14 alen høj til tagskæg. (en alen er ca 0,6 meter).
Huset skulle forsynes med skorsten, gruekedel, bageovn, kakkelovne og komfur. Og huset skulle have bræddeloft og bræddegulv”, samt males og tapetseres ”således som vi ønsker det”, som der stod i kontrakten. Det blev også hans pligt at vedligeholde huset.
Mens huset blev bygget, skulle de to gamle have ret til at have bolig i ”så stor en del af gårdens stuehus”, som de ønskede.
Niels Marcus og hans kone havde ni børn. Men familien måtte klemme sig sammen på den plads, de to gamle ikke ønskede at bruge.
Det fremgår i øvrigt også af kontrakten, at de kunne færdes overalt på gården.
Til huset skulle anlægges en have, der dækkede en halv skæppe land. (Det svarer til ca. 345 kvadratmeter). Niels Marcus havde pligt til at indhegne haven – og vedligeholde hegnet. Og så skulle han i øvrigt også grave og gøde haven ”på forlangende”.
ET TON KORN SKULLE LEVERES
I paragraf 2 opregnes hvad der skal leveres til ”vor underholdning”. Det var ikke små mængder – og det skulle være ”gode og sunde varer af forsvarlig beskaffenhed”.
Årligt skal de to gamle have leveret 5 tønder rug, 1 tønde hvede og 4 tønder byg. (En tønde er ca 100 kilo). De to gamle skulle altså i alt have leveret 1 ton korn til mel og øl. Det står i kontrakten, at ikke alene skulle Niels Marcus levere kornet. Han skulle også ”besørge vort korn til mølle og i formalet stand tilbage” og levere ”vort brød bagt, øl brygget”.
16 KILO OST OG 52 KILO SMØR
De skal også årligt have leveret to lispund ost af ”sød skummet mælk” (et lispund svarer til 8 kilo). Og hver lørdag skal de have leveret 1 kilo ”friskkernet og velbehandlet smør”.
Hver dag skulle de have bragt 3 potter mælk. En potte er næsten en liter. De kunne overhovedet ikke bruge så meget, når de også fik ost og smør leveret. Og en af Niels Marcus’ døtre har da også senere fortalt, at en god del af det simpelthen blev smidt ud på jorden. Men leveres skulle der!
Og i november skal de gamle mennesker have ”2 tønder sunde kartofler”. Det vil sige 200 kilo.
JULENS GLÆDER
Julen skulle fejres – og mad skulle der ikke mangle.
Derfor skulle de i første halvdel af december have leveret en gris – ikke over otte måneder gammel – med en vægt på 100 kilo. Desuden skulle de have fire fede levende ænder. Men en del af alt dette kød skulle dog ikke kun fortæres i juledagene.
Men kaffen skulle heller ikke mangle i juledagene, så to kilo skulle leveres sammen med to kilo kandis og to kilo puddersukker.
TØRV OG BRÆNDE
Varme skulle der heller ikke mangle i huset. Halvanden favn elletræ skal leveres hvert år i marts måned. Det er ca 3,5 kubikmeter. Og ”på forlangende” skal træet saves til kakkelovnstræ og stables i brændeskuret. Desuden skal de to gamle i juli have leveret 10.000 stykker tørv, der skal sættes ind i brændeskuret. Og det skal hentes fra det bedste tørveskift.
De har været sikre på at kunne holde varmen. Og også på at kunne koge og bage – i det omfang det ikke også var overladt til den unge familie.
GÅRDENS BEDSTE HESTE
Der blev også i aftægtskontrakten taget højde for de gamles behov for transport. Fire gange om året kan de forlange – hvis de siger det aftenen i forvejen – at gårdens to bedste heste skal spændes for vognen, og en voksen kusk skal sørge for, at de kan komme til hvor de ønsker. Og kusken skal vente til de to gamle finder det betimeligt at tage hjem igen.
Det kunne de forlange – uanset hvilket arbejde, der i øvrigt skulle udføres på gården. Høst – bare ærgerligt. For vi vil på besøg!
Og de havde rent tøj. For det var Niels Marcus og hans familie, der skulle vaske, tørre og rulle – ”alt med hans eget ildebrændsel, sæbe og soda”.
SYGDOM OG DØD
Der var også i kontrakten taget højde for sygdom og svaghed.
Så skulle familien yde ”fornøden pleje og opvartning såvel ved dag som ved nat”. Men finder de to gamle ikke, at familiens hjælp er tilfredsstillende, må de ansætte en voksen pige. Niels Marcus skal betale – og give hende kosten.
Var der brug for læge, skulle han hentes og bringes – det samme gælder medicin, og så skulle svigersønnen betale det hele. Både læge og medicin.
Ved deres død skal han igen have tegnebogen frem. For så er det op til ham at bekoste ”vor hæderlige begravelse efter egnens skik og brug”.
22 ÅR MED KONTRAKTEN
Aftægtskontrakten blev ophævet i 1907, da de to gamle døde. Da havde den været gældende i 22 år. Ingen vidste, hvad Niels Marcus Nielsen mente om at sidde i de to gamles skruestik. Han var en venlig mand, der ikke klagede.
Men det siger måske lidt, at da det blev hans tur til at give gården videre til svigersønnen og hans familie, ville ægteparret ikke flytte ind i aftægtshuset. De købte et hus i Falling, hvor de boede, til de døde. Uden aftægtskontrakt. Niels Marcus Nielsen døde i juli 1932 – 88 år gammel. Godt halvanden måned efter døde hans kone, Ane Marie 76 år gammel.
