Han har styr på både jordens, landsbyens og familiens historie

Der står allerede kasser i gangen, og i løbet af nogle få måneder vil flytningen fra Brabrand til landsbyen Ålstrup været overstået. Men han og hans nu afdøde kone Anne-Lise har allerede opholdt sig på ”Fuglekærgård” meget i fritiden de seneste 10 år. Og de første 19 år af livet, var gården hans hjem. Nu flytter han så ind permanent.

Når jeg kommer her ud, falder der ro på. Her er mine rødder

”Jeg har i en halv snes år levet et nomadeliv. Når jeg kommer herud, falder der ro på – det er her, jeg føler mig hjemme”, siger han.
Holger Lykke-Andersen er søn af Ragna og Søren Lykke-Andersen, hvis navne konstant dukker op i lokalhistorien. De overtog Fuglekærgård i 1941 efter Ragnas forældre – Holgers bedsteforældre. Og stuehuset, som snart igen vil blive beboet på fuld tid, blev bygget af hans oldefar i 1906 og kostede 6000 kr.
Egentlig ville Holger have været tømrer. Men tømreren på savværket i Falling syntes, at han var blevet for gammel til at have lærlinge, så Holger kom i stedet for på Rathlauskolen i Odder og senere på Århus Katedralskole. For kunne han ikke blive tømrer, så måske ingeniør. Men da han blev student, var Geologisk Institut lige åbnet i Århus, og geologien havde haft Holgers interesse lige siden han som barn fik en bog om den videnskab, der handler om hvordan jorden er opbygget, og hvordan den har udviklet sig.

EMERITUS – MEN IKKE ”UDTJENT”
I 1968 blev han færdig som geolog – og han har siden været tilknyttet Geologisk Institut, der nu har til huse i det gamle kunstmuseum i Århus. Han er pensioneret nu – men er stadig tilknyttet med titlen af ”lektor emeritus”. Ordet emeritus betyder egentlig ”udtjent”, men det er han langt fra. Hans interesse for faget er usvækket.
Når han snakker om at have levet et ”nomadeliv”, handler det om de mange ekspeditioner, han har deltaget i. Chile, Grønland, Ishavet, Australien, Caribien. Bare for at nævne nogle af de steder, hvor de geologiske undersøgelser har bragt ham hen. I månedsvis har han været hjemmefra. Han har boet i telt på Nordpolen, hvor man med lyst i alle døgnets timer for alvor kunne snakke om de lyse nætter, og hvor mad og andre fornødenheder blev fløjet ind med helikopter. Han har været med på Galathea-ekspedition til Grønland, Australien og Caribien. Men han har også arbejdet på mere hjemlige himmelstrøg – Mols Bjerge, Viborg-egnen og Flensborg fjord.

JORDENS HISTORIE

“Når vi i historie snakker om f.eks. tre tusinde år, snakker vi i geologien om måske 300 millioner år. Det er den særdeles langsomme historiefortælling om den klode, vi bor på”.

Hvis han selv skal forklare, hvorfor han finder geologien så fascinerende, siger han:
”Jeg har altid interesseret mig for historie – hvordan vores fortid præger vores nutid. Geologien er jordens historie. Men når vi i historie snakker om f.eks. tre tusinde år, opererer vi i geologien med måske 300 millioner år. Det er den særdeles langsomme historiefortælling om den klode, vi bor på”.
Han snakker om millioner af år, når han fortæller, hvordan bore-prøver i undergrunden kan sige noget om klimaet. fordi klimaet har stor betydning for, hvilke smådyr, der kan overleve. I løbet af mange tusinde år falder døde dyr og partikler ned på havbunden, hvor de efterhånden danner et lag. Hvis klimaet forandrer sig, kommer nye dyr og partikler i havet, og de falder ned på bunden, hvor de danner det næste lag. Det er en proces, der fortsætter også i dag. Det ene lag efter det andet bliver dannet nede i dybet.
Så ved at undersøge fossilerne i de forskellige lag, kan man sige noget om hvordan klimaet har været.

STYR PÅ FAMILIE-HISTORIEN
Det er spændende at høre ham fortælle – om istid, mellem-istid, fossiler, boringer. Om kontinentalplader, der skubber sig 20 millimeter om året, og som om 2 millioner år…Det hele er ikke lige forståeligt for den, der ikke ved så meget om geologi. Men hans engagement bærer fortællingen.
Også familie-historien har han styr på. Han fortæller om tip-oldefar’en, der under Napoleonskrigene blev taget til fange af englænderne og opholdt sig i London, men kom hjem igen og satte otte børn i verden. Godt 100 efterkommere af dem var samlet for fire år siden på 200 års-dagen for tip-oldefarens frigivelse. Og han fortæller, at tip-oldefarens søn var med på fregatten Rota, da den i september 1838 hentede billedhuggeren Bertel Thorvaldsen hjem til København efter årelangt ophold i Italien.

BORNHOLMEREN FRA TRUSTRUP
Og familie-historien nøjes han ikke med at fortælle om. Den er også i nogle af de møbler, som stuerne rummer. De er flere hundrede år gamle. F.eks. et kakkelbord og et bornholmer-ur, der hverken er lavet i Rønne eller i Svaneke, men derimod i Trustrup på den anden side af Hundslund. Ved siden af uret hænger billedet af Oldemor – med slips og stramt tilbagestrøget hår vogter hun over nutiden.
Hønsehunden Ninka følger med rundt – stopper op, banker halen mod gulvet, som ville hun sige: Se da lige på mig og ikke på det gamle ur!

“Uh ha, nej. I min fars tid solgte man ikke jord”

Holger har også styr på landsbyens historie og på forældrenes engagement i dén og i hele vores område. Ragna og Søren Lykke var med i den gruppe unge, der en aften i sensommeren 1938 besluttede at starte en gymnastik- og ungdomsforening i Falling, og man kan med deres poster i sogneråd, andelsselskaber og foreninger følge områdets lokalhistorie.
Fuglekærgårds jord er nu solgt fra. ”Det var ikke gået, da min far levede”, siger han. ”Uh ha, nej. Man sælger ikke jord”. Men det er altså gjort nu, selv om Søren Lykke ville rotere i graven. Og hvert eneste rum i det gamle stuehus er sat i stand. ”Det tog lang tid”, siger Holger. ”Vi tog et rum ad gangen”. Meget har han selv kunnet gøre. Han har fået indrettet værksted i den gamle staldbygning. Så her kan manden, der egentlig ville have været tømrer, nu dyrke faget som en hobby. Og om nogle måneder har landsbyen Ålstrup fået to nye faste beboere – og en dansk hønsehund – på stedet, hvor Holger har sine rødder, og hvor han føler, der falder ro på.