Hun blev forkalket, sagde hendes yngste søn. Hun gik i barndom, sagde en anden af de syv sønner. Og den tredje mente, at deres mor var gået fra forstanden.
De havde sådan set ret alle tre. I dag ville vi sige, hun havde Alzheimer – eller at hun var dement. Men det var ikke diagnoser, man brugte dengang i 1920’erne, da Johanne Rasmussens hukommelse begyndte at svigte og hun ikke mere kunne passe hus og husholdning. Jens Rasmussen, hendes mand, forstod det ikke. Blev irriteret fordi hun ikke længere kunne gøre, hvad hun ellers havde sat en ære i. En tid efter måtte de flytte til et aftægtshus hos deres ældste søn – Rasmus Rasmussen – på en gård på Falling Mark. Og så tog deres svigerdatter over – ved siden af alt det andet arbejde, hun havde på gården. For som Rasmus Rasmussen sagde – min mor skal ikke på fattiggården. Dengang var det eneste mulighed, hvis ikke familien kunne eller ville hjælpe.
I dag ved vi meget om de sygdomme, og der er lysår mellem de tilbud, der blev givet dengang – fattiggården – og nutidens plejehjem. Men én ting havde Johanne fælles med mange af nutidens demente: Det er følelsesmæssigt svært for de pårørende at tage ind, at alt nu er ændret. Det menneske, de kendte, er forsvundet.
At Johanne skulle ende sit liv med behov for hjælp til personlig hygiejne og skulle mades som et lille barn, stod ikke skrevet, da hun begyndte sit liv sammen med Jens.
SYV SØNNER
To musikanter sad i den forreste vogn og spillede hele vejen til kirken, da Johanne Sørensen, 22 år, blev gift med den 27-årige Jens Rasmussen 16. Marts 1883
Bagved fulgte 22 hestetrukne køretøjer fyldt med gæster. Også tilbage til gården, hvor bryllupsfesten skulle holdes, filede musikanterne løs.
Festen var forberedt i uger. Der var brygget, bagt og lavet mad i store mængder, så ingen af de mange gæster skulle gå sultne eller tørstige hjem.
Syv sønner fik de. Jens var en energisk mand. Ikke sært han blev kaldt Jens Rask.
Han købte og solgte deres ejendomme og gårde i vores område, for når der ikke var mere at reparere og dyrke bedre et sted, måtte han videre til det næste. Og Johanne fulgte med. Også sønnerne – til de efter konfirmationen skulle ud og tjene.
Da Jens var i 60’erne og kræfterne begyndte at svinde, og der ikke var flere hjemmeboende sønner at hundse med, prøvede de at bo i hus i Odder.
Men det var slet ikke noget for Jens. Han havde det som en løve i et bur. Så mindre end et år efter købte han et hus med et stort udhus i Ørting – ikke langt fra stationen. Det lejede han ud som lager, og fik selv et job med at rengøre de togvogne, som varerne kom med.
Jens Rask havde det godt – stadig noget at rive i. Værre så det ud for Johanne.
TIL AFTÆGTSHUSET
Da Johanne var først i 60’erne, begyndte hun at blive – som den yngste af hendes sønner sagde – ”forkalket”. Hukommelsen svigtede og hun kunne ikke passe hus og husholdning.
Hun havde altid sat en ære i at være pæn i tøjet. Hendes mand og sønner påstod, hun var ”pyntesyg”. Men nu blev det lidt ligegyldigt for hende.
Hun havde altid været både nysgerrig og snakkesalig. Det var hun ikke længere.
Ældste-sønnen Rasmus kunne se, hvilken vej det gik. Og han vidste, der ikke var ordentlig pasning for hende noget sted. ”Min mor skal ikke på fattiggården”, sagde han. Og så flyttede Jens og Johanne til aftægtshuset på hans gård på Falling Mark.
Johanne og Jens’s yngste søn, Karl, skrev som gammel nogle sider om barndom og ungdom. Men om forældrenes flytning til Falling Mark skriver han dog kun: ”Så blev huset solgt og de flyttede ind i et hus, min bror Rasmus ejede. Det lå lige ved hans gård og så fik de mad og forplejning der fra. Nu levede de så et stille og roligt liv i nogle år”.
STILLE OG ROLIGT?
“Stille og roligt” blev det ikke for hans svigerinde, gift med Rasmus. Hun havde børn, et stort hus, folk på kost. Mad til to mere betød ikke noget. Der var altid nok. Men der kom ekstra vask og pleje af Johanne, som inden længe havde brug for hjælp til alt. Måske var det derfor, børnene på gården sagde, at i huset boede “bedstefar og Lille Bedste”.
Jens Rask havde det godt. Han hjalp lidt til på gården og dyrkede køkkenhaven. Men “stille og roligt” var det absolut ikke mellem ham og Johanne, for han forstod ikke, hvad der var sket med hende, og snakkede tit meget lidt pænt om, at hun nu havde brug for pleje. Heller ikke hendes sønner forstod det. Den kvinde, der var deres mor, blev forvandlet til et pleje- og omsorgskrævende menneske. Det havde de fælles med mange af nutidens voksne, som oplever det samme med den ene eller begge forældre. Rollerne bliver byttet rundt. Nu er det deres tur til at give – uden at forvente at få noget tilbage. For mange er det svært. Så svært, at de trækker sig. Som pårørende siger:
“Det er for hårdt at se på – så nedværdigende for hende”.
“Man kan overhovedet ikke snakke med ham”
“Hun har jo glemt det – fem minutter efter at vi har været der”
Det er hårdt, hvis man hele tiden sammenligner med det menneske, der var engang.
Det er hårdt, hvis man ikke forstår, at kun nu’et tæller.
Det var også hårdt at være vidne til for Johannes sønner. Der var der ingen demensgrupper, hvor de kunne snakke med andre. Og iøvrigt brugte man heller ikke dengang at snakke om det, der var svært.
HÅRDT FOR KVINDERNE
Og det var hårdt for de pårørende, der påtog sig opgaven For der var ingen hjemmehjælp, der kunne komme og hjælpe til i aftægtshuset – ingen plejehjem.
Først I 1933 med Steincke’s socialreform fik kommuner med mere end 4000 indbyggere pligt til at oprette alderdomshjem. I landkommunerne var det stadig de pårørendes opgave. I aftægtshusene og på gårdene boede mange bedstemødre eller bedstefædre, der I begyndelsen af sygdomsforløbet var blevet lidt forkalkede – senere I forløbet var “gået i barndom” eller “gået fra forstanden”. Og kvinderne på gårdene måtte tage den ekstra arbejdsbyrde – uden hjælpemidler, uden vaskemaskiner og uden den kommunale 
hjemmepleje.
I sommeren 1928 døde Johanne og blev begravet på Falling Kirkegård. Jens fik yderligere 13 år på gården. Han døde knap 86 år gammel 7. Juni 1941.
VÆK MED DE STEN!
Til for nyligt var deres grav endnu at finde på Falling Kirkegård. Stenen blev flyttet til lapidariet – det område på kirkegården, hvor sten fra nedlagte gravsteder står.
Men lapidariet skal nedlægges, fremgår det af et referat fra menighedsrådets møde. Kun fredede eller bevaringsværdige sten får lov til at blive stående.
Kun de færreste sten har fået stemplet “bevaringsværdig”, men bag hver eneste navn findes bevaringsværdige historier om mennesker, der var her engang, og hvis historier bidrager til lokalområdets samlede historie – socialt og kulturelt.
