Han kom til Falling i 1984 – og her bliver han

Sammen med fem medarbejdere har han sin daglige gang på en af kirkegårdene i Falling, Ørting, Hundslund, Torrild og Alrø, og han klarer alt det administrative fra kontoret i Sognehuset på Bilsbækvej. Det er ham, der er hovedansvarlig for, at der ser ordentligt ud hos de døde. Det arbejde klarer han sammen med fem medarbejdere.

ER NU BLANDT DE GAMLE BEBOERE
Jens Theodor Pedersen begyndte som graver i Ørting og Falling 1. marts 2008. Allerede en måned efter fik han ansvar for endnu en kirkegård – nemlig Torrild. Og i dag er også Hundslund og Alrø kommet med i samarbejdet.
Han har boet i Falling siden 1984, og egentlig er han uddannet som tømrer. Huset i Falling købte han, da han efter endt uddannelse flyttede fra forældrenes gård i Østbirk, og fik arbejde på savværket i landsbyen, da Maren og John Markussen havde det sammen med deres tømrer-forretning.
”De to var involveret i en masse, så de var gode til at få mig trukket med ind i det lokale liv”.
Jens er nu en af de beboere, der har boet i Falling i længst tid. Kun fem har boet der i længere tid end ham. I de senere år er også mange børnefamilier er kommet til, så aldersfordelingen har ændret sig.
”De nye er, som de gamle var, flinke mennesker”, siger Jens.

OPTAGET AF ARBEJDSMILJØET

Jens T. Pedersen: I mit job er det vigtigt at have en god fornemmelse for mennesker

Han var i 15 år ansat i Odder kommune i beskæftigelsesafdelingen som projektleder på Højmarken. Målet var at få især unge i arbejde eller uddannelse.

”Det kunne godt være lidt hårdt”, siger han. Så efter 15 år med jobbet skiftede han så og blev graver, og nu er han så ansvarlig for de fem kirkegårde. Også for alt det administrative arbejde, der følger med – sende regninger, aftale gravsteder osv. Men også ansvarlig for omlægning og vedligeholdelse af kirkegårdene.

Han kan rigtig godt lide arbejdet. Dels møder han mange mennesker. Dels har han stor frihed til at tilrettelægge det, som han vil, og han holder også meget af at arbejde sammen med de fem gravermedhjælpere. Jens er meget optaget af, at gøre alle arbejdsgange så lette som overhovedet muligt, så arbejdsmiljøet er i orden og nedslidning kan undgås.

PENGENE SKAL GÅ LIGE OP

Når vi andre kommer på kirkegården, ser vi mange nedlagte gravsteder. Og nogle klager da også over, at det er for dyrt at have gravstedet, når regningen kommer en ny periode.
”Jo”, siger Jens, ”men det er jo, hvad det koster. Vi må ikke tjene på det – ej heller sætte til på det, og det er da rigtigt, det kan synes dyrt. Der er måske heller ikke den samme tilknytning til området, som for 50 – 60 år siden. Folk flytter mere end dengang, og hvis man ikke kommer så tit, er det måske lettere at nedlægge bedsteforældrenes grav, end det var tidligere. Man kan jo tænke på dem alligevel”.

FORNEMMELSE FOR MENNESKER
Han møder ofte mennesker, der skal vælge deres eget gravsted, og mennesker, der lige har mistet en nær pårørende.
”Man skal have en fornemmelse for andre mennesker i dette her job”, siger han.
”Jeg prøver, at gøre valget af gravsted til en god situation. Snakker om de muligheder, der er. Lytter også til, hvordan de har det. Det synes jeg er vigtigt, og jeg tager tiden til det. For mig er det også vigtigt, at de ved, de kan kontakte mig, hvis de har spørgsmål efter vores snak. Når man lige har mistet, står så meget i vejen for, at man hører alt, der bliver sagt. Derfor skal de vide, at jeg er altid til rådighed for dem”.

Sidste år i august mistede Jens sin far.
”Jeg syntes jo, jeg var forberedt, fordi jeg har med døden at gøre professionelt, men det var jeg ikke. Der er så meget, man skal forholde sig til i en situation, hvor man er følelsesmæssigt påvirket. Men mine egne oplevelser kan jeg så bruge, når jeg møder mennesker i samme situation. Jeg lærte, det er vigtigt at give sig selv tiden til at være ked af det – at holde helt fri et par dage”.

BØRNEBØRNENE MED I AUTOCAMPEREN
Jens er så heldig, at hans mor stadig lever. Familien betyder meget for ham – to voksne børn og fire børnebørn.
Nu er børnebørnene store nok til at komme alene med på tur i autocamperen.
”Vi har måske lidt mere tid, end deres forældre har, og der skal ikke meget til, før børn synes, det har været en god tur. Vi får snakket, og kører måske et sted hen og spiser vores madpakke, eller fanger krabber fra en bro”, siger han.

Autocamperen er blevet brugt til ferier i Europa og også til weekendture. ”Den var dyr at anskaffe, men giver os billige ferier, fordi vi har det hele med. Vi kan sove i den, vi kan selv lave mad”
I ugen før påske skal den igen ud at køre. Nemlig til en blomsterpark i Holland.

LAVER MAD OG SMAGER PÅ VIN
Om vinteren går Jens til madlavning på Gylling Fritidsskole sammen med andre mænd.
”Jeg kan rigtigt godt lide at lave mad”, siger han. ”Og jeg griller også tit. Sommetider 3 – 4 gange om ugen. Jeg har en gas-grill – somme tider er det kød, der kommer på den. Andre gange er det grønsager. Jeg bliver aldrig træt af det”.

Men det er ikke kun mad, han kan lide. Han kender til vin og portvin, og har efterhånden en stor samling af flasker.
Huset i Falling har han renoveret ikke mindre end to gange, og så er der jo også haven.
”Jeg holder rigtigt meget af mit job – men jeg har også behov for at koble helt af. Det gør jeg så i fritiden”.

Og én ting er sikkert: Han flytter ikke fra Falling. ”Nej da. Jeg holder rigtig meget af landsbyen og naturen omkring den. Her kender vi hinanden – og der er masser af flinke mennesker”