af Sarah Cecilie Boss
Jeg bor langt fra Ørting, og jeg har aldrig været i Falling. Men det føles næsten som om jeg er både stedkendt og fastboende, når jeg læser Ørting-Falling Posten.
Det er især de historiske artikler, jeg er faldet over : “Smuglerdronningen på Kærlighedsstien”, “Hun så ondskaben og handlede” – om alt fra psykopatforvaring til kvinder, der fødte og døde i barselssengen. Det, som alle byer rummer – de fine historier og alt det, der ikke burde nøjes med at stå i glemmebogen. Alt det, som forsvinder, når de gamle ikke længere er der til at fortælle det videre, eller der ikke er nogen nye indflyttere i de små samfund til at høre historierne og bære dem videre.
Marianne Hansen har skabt en avis, der spænder over de nødvendige, velskrevne og skarpvinklede nyheder om lokalpolitikken, hallen og trafikken – OG de gamle historier, som skaber den bund i et lille samfund, som får det til at hænge sammen.
Og så er der portrætterne. Her gør Marianne Hansen noget vigtigt for et lille samfund: Portrætterne af byens mennesker ud fra ideen om, at alle er interessante, alle har en historie. Alle samfund har deres særlinge, deres ildsjæle, deres kassedame, posten, skraldemanden. Vi ved ikke, hvad de hedder eller hvad de er optaget af, når vi har passeret dem med et lille nik. Men i Ørting-Falling Posten kommer vi med ind i deres liv og deres historie.
Det, som Ørting-Falling Posten gør, burde danne skole for mange andre små byer i Danmark – for alle historierne er derude, og de skaber liv og sammenhængskraft.