Der var hende, der lang tid før Dronning Margrethe gjorde det moderne, var klædt i en farvestrålende regnfrakke, når hun kom gående med en kæmpe-hund på den ene side af klapvognen og en lille tæppe-tisser på den anden side. Hun sagde højt, hvad hun mente – når hun mente det, Hun var for meget, sagde dem i parcelhusene og de pæne gårdmandskoner. Men det var nu til hende, byens unge kom, for at få hjælp, når de havde problemer. Det var hende – og ikke dem – der støttede, hvis en familie havde det svært. Hverken dyr eller mennesker gik forgæves til hende. Og til jul tog hun den lille hest ind i stuen, så den kunne få rugbrød.
Historien om hende vil du høre, hvis du dukker op d. 27. kl. 13.30 til Torsdagsklubbens gratis foredrag i Ørting Sognehus om dem, de andre kaldte særlinge. Du behøver ikke at være medlem.
Du vil høre om den gamle kvinde, der af frygt for ikke at kunne holde varmen, når hun blev rigtig gammel, hver dag gik i en lille skov sammen med en kat og samlede brænde, som hun stablede både ude og inde. Hende var børnene bange for, skriver museet i en bog, for hun snakkede med sig selv. Der kan ikke have været megen research bag den artikel! Hun var ven med kvinden, der røg cerutter, elskede store sjusser og som kunne synge mere end 100 viser – også de mindre pæne. Begge fik de hjælp af godsejeren, som stadig i dag – 15 år efter hendes død – er udsat for sladder og fantasifulde historier. Hende vil du også høre om.
Du vil også høre om præsten, der betalte drengene for at komme med døde spurve, og som så det som sin opgave at belære folk om, at bindingsværk skulle males med cykellak – det var godt og billigt. Billigt – måske. Men ikke godt, for det slog revner i regnvejr og kulde. På trods af spurve-manien og cykellak-besættelsen kom han ikke i kategorien ”de sære”, for det var jo præsten. Og præster er pr. definition ikke sære.
De fleste har det bedst, når andre opfører sig, som de selv gør – som folk er flest. Hvis ikke så er de andre sære. Og så bliver der fokuseret på det sære – glemt bliver hvad de ellers rummer. Men i stedet for at kalde dem særlinge eller sære, skal vi måske hellere kalde dem særlige. Og sende en venlig tanke til ham, der mente, at alle mennesker skal have det lige så godt som hans grise: Mad, varme og musik. Det kan der nok være brug for i disse tider, hvor FN kan fortælle os, at mindst 120 millioner mennesker er på flugt fra krig og folkedrab.
De særlige mennesker – Sognehuset, Bilsbækvej i Ørting – lige ved siden af kirken. Torsdag d. 27. kl. 13.30. Det er gratis, men hvis du vil have kaffe bagefter, skal du slippe 5 kroner og også tage kage og din egen kop med. Fortæller er journalist Marianne Hansen, Lokalposten – historier fra Ørting og omegn.
