Honningdepoter og hverdag – ikke snakken om at “slås og kæmpe”

Pillerne mod kvalme bliver skyllet ned, mens en sygeplejerske gør poserne klar og lægger et lille kateter i en vene over håndleddet. Snart vil indholdet af den første pose begynde at dryppe og finde vejen ind i kroppen. Opholdet i stolen vil vare i flere timer – eneste afbrydelse er, når venligt personale kommer ind og skifter poserne eftersom de bliver tømt for indhold. Når den sidste er tømt og saltvand har sikret, at det hele er med, kan vi tage hjem med flere piller mod kvalme og Barbara med viden om, at i morgen kommer kemoen’s bivirkninger.

BEHANDLER FOR AT HELBREDE
Mens vi er sammen i hospitalets kemo-rum, skaber vi lidt afstand til det hele med dårlige vittigheder og småsnak med de mennesker, der sidder i de andre stole.
Ellers kan man let blive forstemt – især når meget unge mennesker, hvis liv næsten lige er begyndt, går ude på gangen på vej mod deres kemoposer.
Så skal vi igen minde os selv om, at de her på Skejby behandler for at helbrede.
Vi ved, vi skal komme mindst otte gange. Om det er nok, ved vi først lige før Barbara sætter sig i stolen og for sjette gang skal modtage posernes indhold.
Men én ting ved vi: Efter kemoen kommer strålerne. Det skubber vi til side.
For én ting har vi lært: Det handler om at forsøge at tage et trin ad gangen – forsøge ikke at tænke så meget længere end til den næste samtale med en læge – fulgt op af timer i stolen.

NYE BEHANDLERE HVER GANG
Forud for de dryppende poser er gået mange samtaler, scanninger, undersøgelser og to operationer. Nye sygeplejersker og læger hver gang. Det var oplivende, da vi mødte den samme læge to gange – næsten som det tilfældige møde med en gammel ven. Ham har vi så heller ikke set siden.

Måske bliver vi ikke fri af den dryppende kemo før næste sommer

Alle er venlige og kompetente, men vi skal svare på det samme igen og igen. Og vi savner i dén grad, at der er et samlet overblik på dét, der skal gøres. En knude på venstre arm har otte læger mærket på – den niende vil have den fjernet. Det havde nummer tre allerede anbefalet, men nummer fire svarede os: ”Nej, det er ikke sådan, vi behandler. Det gør vi med kemo og stråling”. Da havde vi endnu ikke fået en diagnose. Men ud kom knuden da. Til sidst.
Det er som om kun dele af et menneskes krop sætter sig i en stol på en læges kontor. Men det er jo et helt menneske, der mest af alt har brug for et overblik, en samlet plan og en forklaring.

MAN KAN ”LADE SOM OM”
Diagnosen ”kræft” forskrækker de fleste. Også os. Men værre endnu var næsten de tæt på tre måneder, hvor der var indkaldelser til den ene undersøgelse efter den anden i e-boksen. Usikkerheden og angsten æder sig ind i alt. Man kan ”lade som om” alt er, som det plejer. Men det er én stor løgn. Stress-symptomerne indfinder sig. Det er svært at koncentrere sig om noget. Pludselig er det umuligt at huske et navn eller et password, som ellers bliver brugt dagligt. Energien siver langsomt – men sikkert. Man håber det bedste – frygter det værste.

TAVSHEDEN RUNGEDE
Og den dag diagnosen så bliver stillet for alvor – og gentaget et par gange – så får udtrykket at ”jorden forsvinder under mig” mening. På den ene side af bordet. På den anden side er ordet kræft hverdag. Hver dag er der mindst et menneske, som i overført betydning får sparket stolen væk under sig. Beskeden bliver overbragt venligt – og gentaget lige så venligt. Men så handler det ellers om det, der nu skal gøres.
Det er godt at være to. For den, der får diagnosen, hører ikke meget. Kun ordet ”kræft”.
Det er derfor vigtigt at være to – for gentagelser og forklaringer skal med hjem.
Tavsheden mellem os rungede, da vi forlod kontoret. Og også da vi sad på en tilfældig bænk og rent ud sagt gloede lige ud i luften. Der var ikke så meget at sige. Vi havde håbet det bedste – men det blev altså det værste.

”KAMPEN” MOD KRÆFTEN
Når kemoen drypper – og når bivirkningerne kommer, skal vi minde os selv om, at det er for at helbrede. Og få det bedste ud af de dage, hvor bivirkningerne er på retur. For i heldigste fald vil kemoen dryppe sidste gang i januar. Men det kan også blive næsten sommer, og bagefter kommer strålebehandlingen.
Siden diagnosen blev stillet, er der udtryk, vi er blevet mere end jævnt trætte af at høre: ”Kampen mod kræften” og ”du skal slås – bekæmpe det”.
Jo, men hvad så med dem, der ”taber kampen”. Gjorde de noget forkert? ”Kæmpede” de ikke hårdt nok?
Det eneste, man kan gøre, er at møde op til kemoen, behandle sig selv godt og stå sammen. Og det er så dét, vi prøver på. Men det tager tid at falde ned igen efter den lange periode med svingninger mellem håb og frygt – med usikkerhed og angst. Lykkes det, kommer det let igen – for hvad vil scanning tæt på den 5. kemo-behandling vise? Bliver det i januar eller i for-sommeren, vi tager sidste tur til kemo-rummet? Det er svært at lade være med at tænke på det.
Politikens tidligere redaktør, Thøger Seidenfaden, snakkede om det vigtige i, at han – som Peter Plys – havde honning-depoter: Små gode ting i hverdagen, som han kunne se frem til.
Dem har vi også. Og de smager af hverdagen, før alt blev vendt op og ned. For som Dan Turell holder vi af hverdagen – mest af alt holder vi af hverdagen. Vi får den tilbage  – om ikke før, så når det bliver sommer igen.