Sidste år handlede danskerne i butikker og på nettet med dankortet for 30 milliarder kroner de første 23 dage af december – julegaver, pynt og mad i lange baner. Det gælder stadig, at ”julen varer længe, koster mange penge”, som Peter Faber skrev i 1848 i sangen ”Højt fra træets grønne top”.
Julen har altid ”kostet mange penge” – og havde man ingen, var det ikke en højtid, der blev set frem til. Men engang sparede specielt kvinderne op til den hele året i “Julens Glæde”. I vores område skal vi ikke mere end 50 år tilbage for at finde spareforeningen. Og nogle steder i landet eksisterer foreningerne stadig – om end på andre betingelser, end da en inkassator kom cyklende en gang om ugen som regel medbringende en lidt slidt skolemappe med to æsker: En til penge – den anden til mærker.
EN GANG OM UGEN KOM HILDA CYKLENDE
Den sidste indsamler i Ørting-området var Hilda Christensen. En gang om ugen cyklende hun rundt og hentede de penge, der kunne afses til ”Julens Glæder”. I bytte for pengene fik folk mærker, der blev sat ind i en lille bog. I begyndelsen af december blev mærkerne talt op, opsparingen blev udbetalt og brugt til juletræ, mad og gaver.
Hilda Christensen, der blev født i Ørting Mose, døde for snart tre år siden – i det hus på Smedegade, hvor hun havde boet en god del af livet. Hun blev 96 år. Hendes datter, Ulla, husker ”Julens Glæde”.
RØDE, GRØNNE OG GULE MÆRKER
”Det var i 1971 eller 1972 min mor stoppede”, siger hun. ”Jeg var sommetider med hende rundt for at hente penge og give sparemærkerne. Det var kvinderne, der lagde til side hver uge. Jeg husker, at et rødt mærke var 2 kroner værd, et grønt 5 kr og et gult 10 kr”.
Pengene kom i Sparekassen. Det var dengang bankerne servicerede kunderne. Så en gang om ugen kom en bus, der holdte på stationen. Her kunne Hilda aflevere pengene.
”Jeg husker hende klart”, siger Niels Thylstrup, der som ung arbejdede i Sparekassen. ”Opsparingen for hele året blev udbetalt omkring 1. december – og jeg er sikker på, at det var et kærkomment beløb til mange familier dengang. Hilda’s løn var vist renterne af den konto, som den samlede opsparing var indsat på”.
”Min mor gjorde det ikke for pengenes skyld”, siger Hilda’s datter. ”Hun kunne godt lide at komme rundt og snakke med folk. Når pengene skulle udbetales, kom de fra banken i kuverter med navne på, og så kom folk hjem til os”.
FORSKELLEN MELLEM JUL OG INGEN JUL
Det var ikke kun heromkring, der blev sparet op til julen hver uge fra begyndelsen af januar til begyndelsen af december.
Den ældste forening er fra 1884 – det var i Rudkøbing. Og så kom de ellers til over hele landet. Mange var tilknyttet afholdsbevægelsen. Det var dengang lønnen blev udbetalt hver uge, og det var bestemt ikke i alle familier manden gik lige hjem på lønningsdagen. Så der var dårligt til dagen og vejen – og slet ikke til at holde jul. Derfor betød det meget med den smule penge, som kvinderne kunne spare hver uge, når summen blev udbetalt i julemåneden.
Men det var ikke kun i familier, hvor alkoholen tog en del af lønnen, jule-pengene betød noget. Mange familier i vores område måtte leve af en ringe løn, og uden sparemærkerne i det lille hæfte ville børnene have oplevet, at jul var kun noget, der blev holdt i andre familier.
DE FINDES STADIG
Laurids Kolding, Hildas far, gik rundt for Julens Glæde i Mosen i 1920’erne og 1930’erne.
Det var dengang 2‑ører, 5‑ører og 10-ører blev talt op en gang om ugen og byttet til mærker.
Knud Mildahl, der er født i 1932, husker, da det var Per Just, som under besættelsen kom rundt og byttede sparemærker for penge.
”Jeg tror, det mindste beløb dengang var 25 øre og det største 2 kr. Det var ikke det store beløb, der blev udbetalt i december måned. Men der er ingen tvivl om, at pengene faldt på et tørt sted”, siger han. Også i hans familie.
Julespare-foreningerne begyndte at blive færre i 1970’erne. Men flere steder eksisterer de endnu. F.eks. i Faxe, hvor 500 medlemmer sidste år sparede 2 millioner kroner sammen. De fleste steder eksisterer de på grund af traditionen. Men mange pensionister, der kun har deres folkepension, sparer på samme måde, som det skete tidligere – en lille sum hver uge eller måned, for at kunne give børnebørn og oldebørn julegaver. Men ellers eksisterer foreningerne nu mest for at bevare en tradition.
VED JULELAMPENS SKÆR
I mange familier var det også tradition at købe hæftet ”Ved Julelampens Skær”, der udkom første gang i 1918 – og som stadig eksisterer. Dog ikke i det oplag, som da det havde sin storhedstid. Nu trykkes kun ca 8000
eksemplarer. Dets højeste oplag var i 1953, hvor 178.000 eksemplarer blev sendt ud i hele landet.
Historierne i hæfterne handlede om såkaldt almindelige mennesker, og der var altid sne i julen. De fleste noveller var bygget op efter ugeblads-modellen: En eller flere personer skal overvinde mange problemer – men til sidst bliver alt godt. Og der var næsten altid mindst en historie om problemer med at komme hjem til jul. Men det endte altid med, at huset med julelysene kunne ses gennem sneen, der høvlede ned og som allerede nåede den gående til livet. Men hvad gjorde det, for bag de oplyste vinduer ventede familiehyggen.
I mange familier var det tradition, at der blev købt et hæfte, som en mormor eller farmor fik til jul. Sådan var det også i min familie. Min mormor havde adskillige hæfter med noveller illustreret som var det Familie Journalen. Og de blev slugt – af hendes børnebørn.
SAMLER-OBJEKTER
Også ”Ved Julelampens Skær” blev i mange år bragt rundt på cykel. En sælger dækkede et større område. Men forlaget allierede sig også med landets skolelærere. Børnene fik en seddel med hjem, og så kunne forældrene krydse af, hvor mange eksemplarer familien skulle have. Også i Ørting skole fik eleverne et bestillingsskema med hjem. Også den lille “Historiebogen – Børnenes jul” kunne bestilles.
De gamle Ved Julelampens Skær-hæfter er nu samlerobjekt, og genbrugsforretninger kan fortælle, at de bliver solgt, så hurtigt som de kommer ind. Så ligger der en stak og fylder på dit loft, så giv den til en af de genbrugsbutikker, hvor overskud fra salget går til organisationer, der hjælper mange familier, hvor pengene er små, til at få en god jul.
