Landsbyen kunne rumme Viggo

Viggo – som ung

Han tog imod alle tog og busser og bragte alle pakker ud. Og havde du brug for at få gået et ærinde, klarede han også det. Han var en institution i byen. Alle kendte ham – og han kendte alle. De fleste voksne behandlede ham pænt. Men det skete, at børn drillede ham, for det var sjovt, når han løb efter dem.
Men på trods af tankeløse unger, var der plads til ham. Landsbyen Ørting kunne rumme ham. Fra han blev født 27. September 1935 og til han døde på Plejehjemmet 02. April 2001.

Fik hjerneskade som barn
”Viggo blev født som et helt normalt barn”, fortæller Bent Ernst, der i mange år var nabo til Viggos forældre på Horsensvej. ”Men da han var seks år, fik han meningitis, og det gav ham en hjerneskade. Dengang havde man ikke de samme behandlingsmulighed for sygdommen som i dag”.

Viggos barndomshjem på Horsensvej – som det ser ud i dag

Skaden betød, at Viggo – med efternavnet Andersen – vel blev, hvad man dengang kaldte sinke eller lettere åndssvag. Han gik i den almindelige skole, hvor ingen kendte til specialundervisning, så der var mest af alt tale om opbevaring. Men lidt lærte han da – nemlig at regne. I hvert fald til husbehov. Og det kom ham til gavn senere, da han havde alle former for budtjeneste i byen.
Viggo blev drillet både i og uden for skolen. Men der var også mange forældre, der lærte deres børn, at Viggo driller man ikke.

Aviser og blade
Efter skolen blev han avisbud og bragte Horsens Folkeblad ud. Dengang holdt folk avis. I Odder Århus Stiftstidende – på landet Folkebladet.
Han bragte også ugeblade ud. Bundter med Hjemmet og Familie Journalen kom en gang om ugen op i den røde trækvogn, og så gik Viggo. Målrettet skyndte han sig afsted. Han stirrede lige ud og gik med den karakteristiske lidt stive gang.
Henning Thyrring kan huske, at når Viggo kom med de to ugeblade, fik han en cigaret, som han sad og røg i køkkenet, før han fortsatte turen.

Pakkerne skal ud
Det var dengang der gik tog mellem Horsens og Odder, og banen gik gennem både Falling og Ørting. Den blev åbnet 14. Maj 1904 – og lukket igen 31. Marts 1967. Og busserne kom også gennem byen.
Toget og busserne bragte pakker til de mange små forretninger, der dengang var i Ørting.

På vej ud med en pakke

Der var barber, slagter, bager, flere købmænd, en lille trikotage- og legetøjsforretning, en cykelforretning og endda en slikmutter. Der var altså mange forretninger, der skulle have pakker fra banen. Og en klog og menneskelig stationsforstander ansatte Viggo til at bringe dem ud, hvilket han gjorde meget samvittighedsfuldt.

Kasketten var hans helligdom
Viggo tog imod alle tog og busser. Kendte alle chauffører – og de kendte ham. Han havde fået både en blå bane-kittel, en uniformsjakke og en kasket – endelig ikke at forglemme. Kasketten var hans helligdom. Han havde den på hele tiden.
En gang om året tog han til København for at besøge søskende. Stationsforstander Nielsen sørgede for, at han fik en billet, så han kunne rejse gratis. Men ellers forlod han nødigt Ørting. Og her var da også nok at gøre for ham – og mange at besøge.
Når Viggo ikke bragte pakker ud eller gik med aviser og ugeblade, gik han ærinder for de mange små forretninger. Han fik lidt lommepenge – og så blev han klippet gratis hos barberen. Men han gik også ærinder for folk, der lige havde brug for hjælp. Han gjorde sig – og han var – nyttig.

På kaffe-besøg
Hans far arbejdede på cikorietørreriet, og her kom han tit på besøg. Sad i frokoststuen

Viggo fotograferet sammen med arbejderne på cikorietørreriet

sammen med arbejderne, fik kaffe og en snak og så på deres kortspil. Efter en times tid gik han igen. Og sådan var der flere steder i byen, hvor han kom på besøg. Bl.a. hos barberen. Men også hos naboerne, Marie og Niels Kolding. Finn Ernst, deres barnebarn, fortæller:
”I næsten 20 år kom Viggo troligt til døren for lige at sige daw og for at spørge, om der var ærinder. Men min mormor og morfar vidste godt, at det egentlige formål med besøget var en kop kaffe og en lille snak. Og det fik han så – før han gik videre for at spørge om ærinder og få en kop kaffe og en snak”.

På grillen fik han en øl
Han led af soleksem. Fra han var barn hadede han solen.
”Jeg må indrømme, at vi lo lidt i det skjulte, når Viggo i strålende sol kom gående med en stor sort paraply og hvide handsker”, siger Lissi Koustrup Jensen, som dengang havde grillen på hjørnet af Horsensvej og Gyllingvej. ”Men den eksem var slem for ham”.
Viggo besøgte tit grillen – blandt andet for at se sport i TV sammen med andre. Han købte en øl eller to.
Om søndagen tog han på Travbanen sammen med andre fra Ørting. Han vidste alt om heste – og han vandt tit. Han tippede – og også der faldt der præmier af. Men Viggo gik stille med dørene – fortalte ikke om pengene hjemme. De blev i hans lomme – og blev kun taget op, når han gik på grillen eller til købmanden og fik en pilsner.

Kniven kom frem
Drillerierne fra børn og unge slap han ikke for. Han reagerede med at snakke med meget store bogstaver, stirre ned i jorden og så storke afsted – væk, så hurtigt han kunne.
Men med én episode kunne det være gået rivegalt.
Knud Mildahl Hansen fortæller, at en dag stod en flok unge og ventede på toget til Odder. De fik tiden til at gå med at drille Viggo, og pludselig blev det for meget for ham. Han tog sin kniv og stak en pige i armen.
Alle gik med kniv dengang, og Viggo havde den for at skære papir og snor på avis- og ugebladspakkerne.
Episoden fik ingen følger – bortset fra at stationsforstander Nielsen forbød Viggo at gå med kniv. Var politi- og retsvæsen blevet blandet ind i det, kunne det være endt med institutionsanbringelse.

Takket være Nielsen
Det var dengang intelligenskvotienten betød alt, når retssystemet vurderede folk. Var den blot en lille bitte smule under normalen, kunne folk blive dømt til anbringelse på en af (den gamle) åndssvageforsorgs institutioner. Tidsubestemt. Viggo havde aldrig bestået testen. Der er desværre i historien alt for mange eksempler på, at også meget små forseelser kunne føre til den tidsubestemte anbringelse af mennesker, der havde klaret sig meget godt uden åndssvageforsorgens hjælp.

Var man ikke åndssvag i forvejen – så blev man det hér

Man sagde dengang: “Var de ikke åndssvage – så blev de det”. Og helt løgn er det ikke, at længere tids anbringelse sammen med dybt åndssvage på de store gammeldags institutioner med sovesale, havde den virkning på mange. Simpelthen fordi den enkelte gav op – trak sig ind i sig selv.
Knud Mildahl Hansen siger: ”Jeg er ikke i tvivl om, at hvis det ikke havde været for stationsforstander Nielsen, var Viggo også endt på en institution. Men han ansatte ham – og han udfyldte en plads i samfundet. Viggo var ikke på nogen måde farlig og slet ikke ondskabsfuld. Dengang var han bare blevet drillet ud over grænsen”.
Pigen fik et par klemmer i armen – og det var det. Og Viggo fortsatte sit liv i Ørting – dog uden kniven.
Mange er enige med Knud Mildahl Hansen – når han blev behandlet ordentligt, var Viggo det sødeste og mest kærlige væsen, der ikke vidste alt det gode, han ville gøre for andre.

Også nyttig på plejehjemmet
Da forældrene døde fik han en lille lejlighed – og gik hver dag hen på Ørting-hjemmet for at spise.

Viggo hjalp til – også her på plejehjemmet. Han fandt en plads

Pia Christensen, hvis forældre dengang var ansat på hjemmet, fortæller, at af og til skråede Viggo over vejen til købmand Clausen og hentede to øl, som han delte med hendes far, der var pedel, og så fik de en god snak. Hendes forældre besøgte ham også flere gange i lejligheden – og hendes far hjalp ham med at flytte. Også på Ørting-hjemmet gjorde han sig nyttig – fandt en plads. Ved arrangementer hjalp han med at stille stole op, tage dem væk igen og med at rydde op. Belønningen var en stille pilsner og en snak.
”Min far sagde altid, at han er slet ikke så dum, ham Viggo”, siger Pia Christensen.
Og det var han ikke. Dum. Han kunne mange ting, og det man kalder den sociale intelligens, var hos ham højere end hos de fleste. Men desværre er det ikke så tit den slags, der bliver vægtet højest.
Senere i livet flyttede han til en af plejeboligerne, der lå i tilknytning til hjemmet. Hans helbred var begyndt at skrante lidt. Han kom meget på plejehjemmet. Og her døde han 02. April 2001.

Viggo havde en plads
Viggo havde en plads i landsbyen. Han var kendt af alle – han kendte alle.
Samme år som Viggo døde, kom undersøgelsen ”de glemte”. Den viste, at mange også lettere åndssvage i bofællesskaber er helt uden netværk uden for institutionen. De kender ingen. Får aldrig besøg. Får ingen kort til jul og fødselsdag. Sådan var Viggos liv ikke.
I USA møder man tit såkaldt mentalt handicappede, der står ved kassen i et supermarked og pakker varerne for kunderne. Det kunne vi godt bruge herhjemme. Men først i de senere år er man begyndt at træne åndssvage til at kunne udfylde en funktion på det almindelige arbejdsmarked. Og flere får skabt en plads, de kan klare. Man kan også sige, at det tog mere end 50 år før Ørtings Viggo-model blev overtaget af andre. Om end forskere og embedsmænd næppe har hørt om Viggo Andersen, der engang havde en nyttig funktion i en lille landsby syd for Odder, der kunne rumme ham.