Mit kamera er det bedste, jeg nogensinde har købt.
72-årige Gudrun Tirsek fra Ørting fik en ny hobby, da hun gik på efterløn. Hun fotograferer. Alt. Mennesker, bygninger. Det er en god måde at fastholde oplevelser og minder. Men hun er specielt glad for at fotografere i naturen. Og hendes billeder får Lokalpostens læsere fremover glæde af.
[ngg_images source=“galleries” container_ids=“7” display_type=“photocrati-nextgen_basic_slideshow” gallery_width=“600” gallery_height=“400” cycle_effect=“fade” cycle_interval=“3” show_thumbnail_link=“1” thumbnail_link_text=“Vis billeder som billedgalleri” order_by=“sortorder” order_direction=“ASC” returns=“included” maximum_entity_count=“500”]
”Jeg ved aldrig, hvad jeg oplever, når jeg går ud med kameraet”, siger hun. ”Pludselig er der et insekt, en blomst, en fugl eller en sommerfugl lige foran ens næse. I begyndelsen var der så meget, jeg ikke havde set før, så jeg måtte hjem og slå op i bøgerne. Det har lært mig så meget. Nu ser jeg tit på alle billederne i bøgerne og tænker, at det har jeg da også set”.
Det har også givet hende en masse motion. ”Jeg har aldrig gidet gå, bare for at gå. Men det er jo noget helt andet at gå ud med kameraet”.
Når hun ser TV, er det ofte naturprogrammer og programmer om andre kulturer. At se og høre, hvordan mennesker lever forskellige steder i verden, er for hende både interessant og lærerigt. “Men jeg ser da også det mere underholdende”, siger hun.
At du tør..
Gudrun og hendes mand, Alojz, har boet i Ørting siden 1974. I det samme røde hus – lige ved siden af den gamle station. Alojz kommer fra det område, der i dag hedder Slovenien. Tæt på grænsen til Østrig. Han kom til Danmark i 60’erne, da arbejdsgiverne hentede mænd fra det, der dengang hed Jugoslavien og fra Tyrkiet, fordi de manglede arbejdskraft. De blev kaldt fremmedarbejdere.
”Vi tænkte da ikke over, at han var en fremmed ”, siger Gudrun. ”Jo, der var da nogen, der sagde: At du tør… Jeg ved ikke, hvad de forestillede sig, men det kom jo heller ikke mig ved. Alojz kunne ikke dansk, men han kunne tale tysk. Og jeg kunne også lidt tysk, og når man var ligeglad med grammatik og om det var korrekt, så gik det”.
I dag er han blevet 83 år, og taler dansk – men stadig med accent. Det har han til fælles med prins Henrik. Det tyske hænger så meget ved, at Gudrun ikke har besvær med at forstå, når hun tit ser TV-udsendelser fra vores naboland.
Bruger computeren hver dag
Før Gudrun for år tilbage gik på efterløn, arbejdede hun på fabrik i mange år.
Da hun blev fyret, begyndte hun at gå i skole igen på VUC. ”Jeg fik jo kun syv år i skolen i Gylling, så jeg ville gerne lære mere”. Hun er rigtig god til både at tale og skrive engelsk, og det kan hun bruge, når hun går på nettet for at lede efter oplysninger.
Computeren bruger hun hver dag. Den bliver brugt til at skrive dagbog og til alle fotografierne. Og så har hun på Facebook fundet mange grupper, hvor hun kan dele sin interesse for at fotografere i naturen. ”Man kan altid spørge og dele billeder med andre”, siger hun. ”Der er altid nogen, der ved det, man ikke selv ved”.
Hun er også med i en gruppe som ”Gamle billeder fra Odder og omegn”. Efter fabrikken var hun i jobtilbud på Lokalarkivet. Et arbejde der var rigtig spændende for hende, der kommer fra Gylling, og som altid har boet her i området. Hun kan kende mange af de steder og mennesker, der er billeder af i facebook-gruppen.
God familie – gode naboer
Men computeren bliver også brugt til at Skype med Peter i USA. Alojz´og Gudruns fælles søn, Peter, bor i Minnesota, men han kommer tit til Danmark. Han arbejder med IT. “Vi gav ham en computer, da han var ni år”, siger hun. “Og så var hans fremtid bestemt”.
Gudrun har også to børn fra første ægteskab. De bor i Odder og i Ørting. Nu er familien udvidet med tre børnebørn og tre oldebørn.
”Jeg har en god familie, og jeg har rigtig gode naboer, som altid vil hjælpe, hvis jeg har brug for det”, siger hun.
