”Man skal holde, mens legen er god”, siger Solveig Jacobsen, som nu er nogle år på den anden side af de 80. ”Og det kan lade sig gøre nu, fordi jeg har en afløser. Det ville have været for trist bare at holde op”.
Solveig har siden 2004 stået i spidsen for de aftener med Fællessang, der har været holdt i Aulaen på skolen den første tirsdag i hver måned i vinter-halvåret – da skolen hed Ørting Falling Centralskole og nu, hvor det er Margrethelyst Friskole, der har til huse i bygningerne.
Men nu er det altså slut. Solveig bliver afløst af Grete Gammelmark, fællessang om aftenen bliver til fællessang om eftermiddagen. Og Aulaen skiftes ud med Sognehuset på Bilsbækvej.
ØFUG VAR EN DEL AF
BARNDOM OG UNGDOM
Solveig bor i Saloparken i Odder nu, men hun følger stadig med i alt, der foregår i vores område. For her har hun boet og været aktiv i så mange år. Hun voksede op på Amstrup Skovgård, på hvis jorde, sommerhusområdet ”Skovgårdsparken” nu ligger. Og hun og hendes mand, Søren, boede i mange år på Kjeldbækgaard i Ørting.
Lige fra hun var barn, gik hun til gymnastik i Ørting Falling Ungdoms- og Gymnastikforening, ØFUG, som hendes far var med til at stifte i 1938, og hvor han også var aktiv i mange år. Og ikke alene gik hun til gymnastik. Hun blev også træner for andre, da hun som ung havde fået lederuddannelsen på Rønshoved Højskole, der ligger ved Flensborg Fjord. I årenes løb er det blevet til mange hold. Hun har stadig det sølvfad med tak for trænerarbejdet indgraveret, som hun har fået af ØFUG.
”Vi havde ingen hal dengang”, siger hun. ”Så da jeg var barn og ung foregik det i Forsamlingshuset i Falling”.
At vi har en hal i dag, har Solveig og hendes mand en stor del af æren for.
VI FIK EN HAL
Hun blev gift med Søren, og Solveig Larsen hed nu Solveig Jacobsen. I mange år boede hun sammen med ham og deres to piger på Kjeldbækgård i Ørting. De fik to piger, som selvfølgelig også kom til at gå til sport i ØFUG.
Hendes mand, Søren, var også meget aktiv i lokalsamfundet, og han var den absolutte drivkraft i at få bygget Hallen.
Det var på et bestyrelsesmøde i Borgerforeningen, som blev holdt hos Solveig og Søren 14. dec 1971, at Søren for første gang fremlagde ideen om en hal, der skulle bygges på grunden overfor skolen. Det gjorde han under punktet ”eventuelt”, og fra da var han med hele vejen til Hallen stod færdig.
Søren var den ildsjæl, der løste problemer og forhandlede med de absolut uvillige lokalpolitikere, som ikke mente, der skulle være en hal ude på landet. Hal nummer to skulle bygges i Odder.
Både han og Solveig udtænkte konstant ideer til, hvordan der kunne skaffes penge gennem indsamlinger og andre aktiviteter. Utallige er de møder, der blev holdt i deres stue – utallige er de kopper kaffe, der blev drukket.
”Det fyldte rigtigt meget i vores liv”, fortæller Solveig. ”Men det var det hele værd, da Hallen var færdig”.
Det var Søren, der tog det mere udadvendte arbejde med at være formand for arbejdsgruppe og senere repræsentantskab. Det blev han også husket for, da Hallen havde 25 års jubilæum, og der blev udsendt et lille skrift i den anledning: ”Sikkert er det, at uden Søren Jacobsen havde vi ikke haft Ørting-Hallen i dag”.
DET FØRSTE SKROTMARKED
”Det var hos os på Kjeldbækgård, det aller første skrotmarked blev holdt”, fortæller Solveig. ”Dengang var det nu ikke til fordel for en hal. Pengene skulle bruges til at give børnene på skolen mulighed for at komme til svømmeundervisning. Og det var virkelig skrot, folk læssede af”. Hun griner ved tanken om de bunker, der lå på gården. ”Men der var da også pæne ting til loppemarked og auktioner”.
Senere skulle skrotmarkedet så skaffe penge til Hallen, og det blev holdt både hos karetmageren i Ørting og på savværket i Falling. Og i mange år er det nu blevet holdt i Hallen til fordel for ØFUG.
SANG OG MUSIK
Solveig fortsatte arbejdet med at træne gymnastikhold i ØFUG. Og hvis man skal finde den røde tråd i hendes engagement og liv, så er det musik, sang og bevægelse.
I hendes hjem var der masser af musik og sang. Både når familien var alene, og når der kom gæster. ”Højskolesangbogen kom frem”, siger hun. ”Og vi havde skam også et stueorgel”. Men klaveret blev hendes instrument, og det har det været siden hun var ung. I hendes stue i Saloparken står det opretstående, og det bliver brugt flittigt – der står og ligger masser af noder.
RUDE PENSIONISTHØJSKOLE
Solveigs klaverspil og arbejde som gymnastik-træner blev ikke kun brugt i ØFUG. Det fik hende også ansat på Rude Pensionisthøjskole, som nu hedder Rude Strand Højskole.
”I begyndelsen skulle jeg bare lige vikariere på ét kursus. Så spurgte de, om jeg ville tage et kursus mere, og da jeg jo havde lavet program med øvelser og musik, så kunne jeg jo lige så godt tage det. Så kom der endnu et kursus, og til sidst blev jeg fastansat. Det var i 1980, og jeg var der i 15 år og havde sang, musik og folkedans. Og hver morgen havde jeg motion med deltagerne.
ANTIKVARIAT I SVINESTALDEN
Søren og Solveig boede stadig på Kjeldbækgård og passede de 40 tønder land og godt 100 grise.
Men Søren blev syg – fik en blodprop i hjertet. Og så var det slut med at have grise.
Bygningerne var tomme. Sørens interesse havde altid været bøger. Og han snakkede tit om, at det kunne være spændende at åbne et antikvariat i en af bygningerne. Det afgørende puf kom, da Solveig sagde: Så lad os gøre det, i stedet for bare at snakke om det!
Svinestalden blev gjort i stand og Søren fik købt et bredt udvalg af bøger, og så åbnede antikvariatet nogle timer tre dage om ugen.
STADIG AKTIV
Men i maj 1997 døde Søren – kun 63 år gammel. Og Solveig vil ikke blive på gården alene, så hun fik solgt ret hurtigt, og antikvariatet blev nedlagt.
”Jeg skulle have stalden ryddet, så jeg holdt ophørsudsalg og en stor del af bøgerne blev sendt på auktion. Det var hårdt, men jeg trøstede mig med alle de gode stunder, Søren havde haft med bøgerne”.
Hun fortsatte alene det aktive liv. Og det har hun stadig. Hun går til foredrag – og til gymnastik i Aktivitetshuset. Hun er en af de 18 frivillige i projekt “Spisevenner” i Odder, der henter og bringer ældre mennesker, så hver tirsdag hjælper hun med at servere, og spiller til de sange, der bliver sunget. Hun holder sangtime hver anden uge – også i Aktivitetshuset – og til nu, har hun også stået for Fællessangen i Ørting, hvor mange deltagere har været med siden Birgit Sennels startede det for godt 30 år siden. Også Birgits mand – Eigil Sennels – deltager stadig.
”Vi er jo blevet lidt grå i håret alle sammen”, siger Solveig.
Hun håber, at endnu flere ældre vil have lyst til at være med nu hvor arrangementet bliver flyttet til om eftermiddagen og til sognegården.
”Skolen ligger jo lidt væk fra landsbyen, og mange bryder sig heller ikke om at gå ud, når det er mørkt. Men godt har det været. Man skal bare holde, mens legen er god”.
Og det med motion og bevægelse bliver i familien. Solveig er lidt stolt af, at et af hendes børnebørn netop har været på Ollerup Højskole, hvor også hendes far gik og fik den træneruddannelse, han brugte, da han sammen med andre var med til at starte ØFUG i 1938.
