ØFUG fejrer sidst i oktober 80 års jubilæum. Lokalposten markerer jubilæet med en række artikler, der bringes de kommende uger
På vej hjem fra gymnastik i Gylling en sensommer-aften i 1938 fandt en gruppe unge ud af, at de ville sætte noget liv i landsbyen, og oprette en ungdoms- og gymnastikforening i Falling. Ingen grund til at tage til Gylling.
De fleste af de unge havde været på højskole, og de var ret opsatte på at få højskoleånden til at brede sig i området. Nu skulle det være.
Snakken gik og ideerne var mange. Der skulle være gymnastik, håndbold, foredrag – og måske skulle der endda spilles dilletant. I hvert fald skulle der holdes fester.
Men de behøvede hjælp, så et par dage efter opsøgte de den nye lærer i Ålstrup, Niels Ladefoged. ”Det har I vel nok været længe om at få jer taget sammen til”, var hans kommentar, og selvfølgelig ville han hjælpe.
De skulle også finde et sted at være – dels til de fysiske aktiviteter, dels til foreningens stiftende møde.
ÅRS STØV OG SKIDT
Falling havde et gammelt forsamlingshus. Det var bygget i 1888, og fra begyndelsen var det meget skrabet: En sal uden kakkelovn og to mindre mødelokaler. Efter århundredeskiftet, hvor de politiske vinde i Danmark var ændret og Estrup var fortid, havde der stort set ikke været aktiviteter i huset, så det stod der som et minde om en svunden tid med masser af møder og andre aktiviteter. (Læs: “Ordet skulle flyde frit”)To brødre – Jørgen og Hans Jensen, som ejede gårdene Helenesminde og Margrethelyst – havde købt huset, men ikke gjort noget som helst ved det. Det stod der bare – og udstrålede forfald og inaktivitet.
Må vi bruge forsamlingshuset, spurgte de unge de to ejere. Og jow – det var der ikke noget i vejen for, men de skulle selv gøre det rent. Det var måske det største arbejde, da foreningen skulle dannes. Det var års skidt og støv, der skulle væk. Komfuret var ved at falde fra hinanden – enten manglede lågerne hængsler, eller også kunne de ikke lukkes. Men ved hjælp af snore og ståltråd lykkedes det dog at få det til at fungere, så der kunne koges vand til kaffe.
ENDDA MED LYSBILLEDER
Nu havde de et sted. Så manglede de en foredragsholder, for sådan en skulle man have, mente de tidligere højskoleelever. Det måtte dog ikke koste for meget. En af dem havde hørt, at den nye forstander på Malling Landbrugsskole holdt foredrag – og han viste endda lysbilleder. Han blev kontaktet – og jo, han ville godt komme.
Så manglede de bare mennesker, der ville slutte op og komme til det stiftende møde. Og hvordan fik man fat i dem? Gode råd var dyre. For pengekassen var rungende tom.
Der blev lagt sedler ud til områdets købmænd. Det var bare ikke nok. Men så fik en af de unge en lys idé. Mejeriets mælkejunger kom ud til alle gårde og ejendomme i området, så to mand blev sendt afsted for at snakke med mejeribestyreren på a/m Kærholm. Også han sagde ja til at hjælpe, og sedlerne blev klistret på mælkejunger.
Så var det bare at vente.
VILD JAGT PÅ KOPPER
De unge havde håbet, der ville komme måske 50 mennesker, og det antal havde de indkøbt kaffe til – og de havde også lånt kopper efter det antal. Brød og sukker måtte deltagerne selv sørge for. Men der kom 125 og så måtte der skaffes flere kaffebønner, og den vilde jagt på flere kopper satte ind over hele Falling.
Foredraget gik godt – og det medbragte lysbilledapparat fungerede. Opbakningen til en ny forening var stor, og der endda besluttet, at to gymnastikhold skulle oprettes med det samme. Et for karle – og et for piger. Lærer Ladefoged ville lede dem.
Umiddelbart efter mødet blev der lavet udkast til vedtægter. Foreningen skulle tilbyde håndbold og gymnastik – men også samle unge og gamle til foredragsaftener. Og så blev der indkaldt til stiftende generalforsamling. Det var en dag sidst i oktober. Men den helt præcise dato kender vi ikke, for protokoller og andet fra den tid er væk.
ØRTING KOM MED
Gymnastikholdene startede – og de fysiske øvelser fik gulvet i det gamle forsamlingshus til at gynge faretruende.
Der var ingen redskaber, men sognerådet blev overtalt til at købe buk, plint, kokosmåtte og rullemadras, som foreningen måtte låne. Kun låne. For hvis området engang med tiden fik en ny skole, skulle det hele bruges dér.
Unge fra Ørting kom også med. For oprettelsen af foreningen blev startskud til det første samarbejde mellem Falling-området og Ørting. Det havde der ikke tidligere været noget af.
De unge fra Falling tog til Gylling hvor de deltog i idrætsforeningen og i ungdomsforeningen.
I Ørting var der også en ungdomsforening. Men der havde ikke været aktiviteter i flere år. Og der må også have været en gymnastikforening. For godt gemt væk på Ørting skole stod en støvet fane, med et påsyet ”Ørting Gymnaster”, men heller ikke i den forening havde der været aktivitet i flere år.
En gruppe unge var begyndt at spille lidt håndbold på en bane ved siden af skolen. Måske ikke lige en bane…det var snarere en ujævn mark, der steg jævnt mod det ene hjørne. Og græsset blev slået af karetmagerens Nordbagge. Men de spillede – lidt med deres egne regler alt efter hvor mange, der dukkede op, og der var ikke kønsopdelte hold. Denne gruppe ville gerne være sammen med unge fra Falling-området. Så nu kunne foreningen tilbyde både gymnastik og håndbold. Også kalde sig Ørting Falling Ungdoms- og Gymnastikforening. Sidst i oktober kan foreningen fejre 80 års jubilæum
Alle mødereferater er væk. Det er sidst i oktober. Men den præcise dato for, hvornår ØFUG kan holde 80 års jubilæum kender vi ikke. For alle protokoller, mødereferater m.v. er væk – har skiftet hænder så mange gange, at det er umuligt at følge. Og meget er forsvundet, når de efterladte har ryddet et dødsbo.
Dog kender vi baggrunden for, at en gruppe unge fandt ud af, at nu skulle der sættes liv i landsbyen. Vi ved noget om deres arbejde forud for den stiftende generalforsamling, og vi ved noget om foreningens første år. Det gør vi, for da ØFUG holdt 50 års jubilæum, samlede Solveig og Søren Jacobsen nogle af dem, der var med fra begyndelsen, og fik dem til at skrive alt ned, de kunne huske.
De havde begge været aktive i ØFUG og stod også i spidsen for arbejdet med at få Hallen bygget. Solveigs far, Jørgen Larsen, var med fra foreningens spæde start.
