Måske ville Hans Peter Pedersens liv have været helt anderledes, hvis han havde fået lov til at arbejde med teknik og opfindelser. For det er givet, at på det område kunne han noget. Men han skulle absolut overtage den fædrene gård.
Han blev kaldt en særling, og nogle børn var bange for ham, når han kom spankulerende iført smalle støvler, der gik til knæene, ridebukser, læderjakke og et rødt klæde om halsen. Til Hans Peter – uniformen hørte også et bredt, brunt læderbælte med et meget stort spænde. Ikke just den typiske uniform for en landmand.
ET LILLE SKRAVL KOM TIL VERDEN
Han blev født 2. februar 1919 på gården ”Volderupgård” i Lerdrup. Her voksede han også op. Han var et lille skravl, der blev hjemmedøbt lige efter fødslen. Hans far passede gården og var også biavler. Hans mor, der var datter af en kroejer tæt på Vejle, var lærer. Men efter at Hans Peters lillesøster Karen kom til verden i 1923 på Fødselsanstalten i Århus, blev hun ”svagelig”, og tilbragte det meste af tiden i sengen.
DU SKAL VÆRE LANDMAND
Overtagelse af gården var en selvfølge, da Hans Peter var ung. Han blev sendt på Vejlby landbrugsskole, for han skulle jo være landmand. Ved folketællingen i 1940 boede han stadig hjemme sammen med forældrene 21 år gammel – det samme gjorde hans søster, der da var17 år. Gården havde også to medhjælpere.
I februar 1946 døde Hans Peters far på sygehuset i Odder – kun 60 år gammel. Han blev begravet på Valgmenighedskirkens kirkegård i Odder. Den svagelige mor drev gården sammen med de to søskende til hun døde 70 år gammel i marts 1957. Også hun blev begravet fra Valgmenighedens kirke i Odder.
BIL, MOTORCYKLER OG HJEMMEBRÆNDERI
Det var meningen, at Hans Peter og Karen skulle have haft gården sammen. Men de blev uvenner. Karen flyttede, og hun så sig aldrig tilbage. Hans Peter blev alene om at passe gården.
Men landbrugsskole eller ej – landbrug interesserede ham ikke en døjt. Han forpagtede jorden ud og lod lejere flytte ind i stuehuset. Selv boede han i gårdens aftægtshus. Her havde han en gammel bil og fire motorcykler, som han rodede med. Og han havde også gang i spiritusfremstilling. Resultatet var ikke godt – nærmest som De Gyldne Løvers sang om Hjemmebrænderiet: ”det smager af rævepis og terpentin. men det er billigt, og så blir’ man fuld som et svin”. Havde folk én gang smagt det, sagde de pænt tak, når han ville forære dem en flaske, men så snart han vendte ryggen til, hældte de det ud i vasken. Det gjaldt dog ikke de unge, der besøgte ham, før de tog til bal i Gylling eller i Odder. De lagde mere end bund med ”rævepis og terpentin”.
SOM FLYV HANS BLEV HAN SNYDT
Men Hans Peter syslede også med opfindelser. Han opfandt bl.a. et korntørreanlæg, som blev fremstillet af et firma i Skanderborg. Det blev brugt meget her på egnen. Han fik ikke selv meget ud af det. På den måde ligner hans historie Ørtings Flyv Hans. Han var også en outsider, der opfandt både det ene og det andet. Hans hydraulik blev taget ind af maskinfabrikker i Odder, som tjente godt på opfindelsen. Men de glemte at betale Hans.
De havde også begge en meget spartansk levevis – det samme havde Ludvig, en anden af Gyllings særlinge.
Ingen af dem var menneskesky. Det var snarere omvendt – mange skyede dem på grund af deres levevis og specielle påklædning. Men dem, der ville lære dem at kende, fandt mennesker, der nok på mange måder var særprægede, men som var interessante at lære at kende. Og om Hans Peter blev også sagt, han havde en god humor.
LÆRING AF HANS PETERS LIV
I de sidste leveår var han dog ensom. Han havde boet alene så længe, at det blev svært for andre at følge hans tankegang og dermed de emner, han bragte ind i en samtale.
Hans Peter døde i 1991 – 72 år gammel. Gården og aftægtsboligen blev overladt til hans seneste lejere. Han blev begravet på Gylling Kirkegård – ikke på Valgmenighedens som forældrene.
Af hans liv kan vi stadig uddrage læring: At ingen virksomhed, gård eller gods bør gå i arv til en udvalgt person fra næste generation med mindre vedkommende har en helhjertet interesse. Det må aldrig være af sur pligt, fordi ”det skylder jeg dem” eller ”sådan har det været i min familie i flere generationer”.
Stor tak til Lokalhistorisk Arkiv i Gylling for hjælp til research og for udlån af billeder.