Præsten, skolelederen og lægen måtte skrive et fælles brev, før kommunen ville sælge byggegrunden på Smedegade til Kirsten Jørgensen. Hun havde fået afslag med begrundelsen, at hun ikke havde tilknytning til området – heller ikke selv om hun havde boet i Ørting i flere år, og hendes børn var vokset op her.. Og hun havde jo heller ikke noget erhverv, lød afslagets begrundelse nummer to.
Men så trådte de tre til – og hun kunne købe grunden og få bygget et hus, hvor hun kunne bo sammen med de to piger. Heldigvis – for ellers havde lokalsamfundet mistet en ildsjæl.
”HER FØLER JEG MIG TRYG”
Da præsten, degnen og lægen trådte til og skrev brevet, boede hun på Vinkelager, men det hus havde hun ikke råd til at beholde, da hun blev skilt. Derfor var det så vigtigt at kunne bygge det mindre hus på Smedegade, for hendes piger ville ikke flytte fra byen.
Kirsten, der er en årgang 1942, har nu boet i huset i 44 år.
”Her bliver jeg, til jeg dør”, siger hun. ”For jeg føler mig tryg – og jeg er glad for mine naboer. De er meget yngre end mine egne børn, men de er utrolig søde, og de vil altid give mig en hånd, hvis jeg har brug for det”.
GLAD FOR ARBEJDSLIVET
Kirsten havde en kontoruddannelse at falde tilbage på, da hun efter 14 år som hjemmegående skulle finde arbejde for at forsørge sig selv og pigerne.
”Jeg søgte alle steder”, siger hun. ”Endda i Risskov. Alle sagde til mig, at jeg var godt tosset. Uden bil og med mindre børn – frem og tilbage til Risskov hver dag med tre forskellige busser. Og det var det da også – tosset. Men så ringede en nabo: De skal bruge en kontorassistent på Grovvaren i Odder – kan du være der om en time? Jeg fik arbejdet, og jeg var så glad for at være der. Både for dem, jeg arbejdede sammen med og for kunderne. Jeg var også glad for mine 10 år på maskinstationen her i Ørting”.
BORGERFORENING OG MENIGHEDSRÅD
Samtidig med at hun passede hjem og arbejde, var Kirsten aktiv i lokalsamfundet. Hun havde sammen med sin daværende mand været med til at starte Ørting Falling Borgerforening, som arrangerede fester, foredrag og udflugter – og som også skulle være talerør for lokalsamfundet. Det fortsatte hun med.
”Foreningen lagde stor vægt på det sociale”, siger Kirsten. ”Det var juletræsfester for børn, banko-spil, dilettant – og meget foregik i Falling Forsamlingshus, da det endnu var et forsamlingshus og ikke en forretning”.
Men efter godt 40 år var tiden løbet fra de aktiviteter. Hun sad i menighedsrådet i 20 år og var også formand. ”Jeg har også været kirkebylærer”, siger hun med et stort smil. ”Det var min opgave at skrive alle kirkelige handlinger ind i kirkebogen. Dåb, konfirmationer, bryllupper, dødsfald. Nu er det jo digitalt, men dengang blev det skrevet ind i en stor bog – med blæk”.
TORSDAGSKLUBBEN
Da Kirsten gik på pension, fortsatte hun med foreningslivet.
”Jeg blev spurgt, om jeg ville gå ind i Torsdagsklubbens arbejde. Klubben er for efterlønnere og pensionister. Dengang havde den kun 11 medlemmer. Aktiviteterne var mest hobbyarbejde af forskellig slags. Der var vist kun fire der spillede whist. Jeg kan hverken sy eller strikke, så jeg var da lidt betænkelig ved at gå ind i arbejdet”.
I dag er Kirsten formand for klubben, og nu har den godt 40 medlemmer.
”Jeg syntes jo, at der godt kunne komme nogen og fortælle os noget om forskellige emner, så det har vi nu nogle gange i hver sæson. Det varer en times tid, så drikker vi kaffe sammen, og bagefter bliver der spillet kort. Vi har forskellige former for underholdning – og biblioteksudlån. Vi tager også på en udflugt i hver sæson”.
VELKOMMEN I KLUBBEN – OGSÅ UDEN KORT
Der er meget lidt hobbyarbejde tilbage i Torsdagsklubben. Kun hvis nogle medlemmer selv tager strikketøj eller andet med. Nu gælder det kortspil. Kirsten erkender, at det måske kan være lidt svært for nye medlemmer, når de kommer op i Sognehuset og ser de mange grupper af kortspillere med faste pladser.
”Vi skal da fortsætte med kortspil. Men vi skal også have andre muligheder. F.eks. flere brætspil. Og vi skal blive bedre til at melde ud, at man er velkommen i Torsdagsklubben – man behøver ikke at spille kort”.
MODVIRKER ENSOMHED
Kirsten er også formand for Danske Seniorer Ørting Falling.
Den forening holder møder hver måned, og medlemmerne kan høre foredrag, drikke kaffe sammen, tage på udflugt og også spille kort.
Klubbernes sociale aktiviteter er vigtige for Kirsten. ”Det er vigtigt for mange at have faste holdepunkter og se andre mennesker. Ellers kan ensomheden let komme snigende, hvis man f.eks. mister ægtefælle eller nære venner”
Derfor møder Kirsten også op til morgensang i kirken en gang om måneden og er med til kaffen i Sognehuset bagefter. Hun hjælper, hvor hun kan.
Lige nu er hun ved sammen med andre at forberede Torsdagsklubbens 50 års jubilæum 16. januar.
Godt vi dengang for 44 år siden havde en præst, en degn og en læge, som ville, at hun skulle bygge et hus på Smedegade.
