En sommerferie i regn er slut, og der skal igen gang i den lille Lokalpost. Og historierne fra vores lokalområder står såmænd også i kø – de skal bare researches og skrives:
Ørting er kommet på museum i Ribe, men absolut ikke for det gode.
En præst på Alrø skrev noget, der ligner uddrag af en kriminalroman i kirkebogen. Lokalposten skriver hele krimien.
ØFUG har nye tilbud.
Spisevenner kan fejre 5‑års fødselsdag.
Landsbydysten skal afgøres. Seniorklubberne åbner igen efter sommerens nedlukning.
En gruppe har genoplivet Ørting Hallens Venner og inviterer til halbal med Kandis.
Metal i Forsamlingshuset kan fejre 10 – års fødselsdag, men er truet af nye store udgifter.
En skole bliver indviet
To af kommunens efterhånden mange strategier berører især vores lokalområder. (De kan nu hverken helt, halvt eller kvart leve op til definitionen på en strategi, men det hindrer ikke kommunalpolitikerne i at kalde dem det alligevel, når de klapper hinanden på skulderen: Godt arbejde!).
Hvor i systemet er politianmeldelsen mod Forsamlingshuset og Gylling Eventforening?
GIV LYD
Der er nok at tage fat på, men gode ideer og oplysninger modtages alligevel altid med taknemmelighed. Lokalposten laves som frivilligt arbejde, og det kan derfor knibe med alene at skulle dække alt og også få ideer hele tiden.
Skal et lokalt arrangement i Lokalpostens kalender, så send en mail eller en msn. Jeg har nemlig nået en alder, hvor jeg tillader mig at fravælge at bruge tid på noget så kedeligt, som selv at finde datoer m.v. på Facebook. Så giv selv lyd. Og så er Lokalposten ellers i omdrejningen igen fra torsdag.