Det er ikke så let at få en aftale med Elise Jensen, for meget skal passes. Fødselsdage, gæster, en udflugt, genoptræning to formiddage hver uge… Og i efterårs- og vintermånederne er det næsten endnu mere umuligt. For så er der Torsdagsklub, arrangementer i Danske Seniorer, Spisevenner, sangeftermiddage…
Elise er 86 år – tilflytter, og bor i Smedekrogen, ”hvor jeg ikke flytter ikke fra”, siger hun. ”For her har jeg det så godt. Jeg har venlige naboer, der altid vil hjælpe mig – som stikker hovedet ind og siger: Har du brug for noget? Jeg kan ikke bo bedre”.
FØDT I ODENSE
Hun blev født i Odense i januar 1933. Og som barn oplevede hun besættelsen. Herude på landet mærkede folk ikke meget til den, men i København, Århus, Ålborg og Odense var der fra august 1943, da regeringen gik af og til besættelsen var slut, masser af sammenstød mellem tyskerne, demonstranter og modstandsbevægelsen. Det gjorde stort indtryk for Elise. ”Jeg har sommetider fortalt mine børnebørn om besættelsen. Og de tror, jeg overdriver, men det gør jeg nu ikke. De har jo – heldigvis – heller ikke oplevet den slags”.
Elise har tre børn, otte børnebørn og to oldebørn.
FRA ODENSE TIL PRÆSTØ
Hun blev gift med Ewald Jensen. Han var revisor, og de to åbnede et kontor i Præstø. ”I det område var der ingen revisorer”, siger hun. ”Så vi åbnede en forretning, og den gik godt lige fra begyndelsen. Vi annoncerede ikke – det var mund-til-mund-metoden, der skaffede os kunderne”.
Elise hjalp som sekretær, så de arbejdede sammen hver eneste dag, men i fritiden havde de helt forskellige interesser, for som hun siger: ”Man skal hver især have noget, hvis ægteskabet skal fungere”.
Elise gik ind i hjemmeværnet, hvor hun var med i mange år. Og Ewald var optaget af arbejdet i Dansk Automobil Sports Union, DASU, som er hovedorganisationen for al organiseret motorsport i Danmark. I mange år kørte han orienteringsløb sammen med sin søn.
TID TIL OPBRUD
Efter 25 gode år i Præstø, var det i 2001 på tide at afgive forretningen. Og det hjalp helt sikkert på beslutningen, at deres datter gerne ville overtage revisionsfirmaet. Det var muligt at drive det fra Højbjerg.
Det med tallene og revision blev nemlig givet videre. Til den ene datter, der overtog firmaet, og til en søn, der er revisor i Næstved.
”Min datter og svigersøn ville også gerne have os tættere på. De bor i Fruering ikke så langt fra Skanderborg. Og så besluttede vi os altså for at flytte. Vores venner i Præstø advarede os – åh, de snakkede: I jeres alder og til en helt anden landsdel. Her har I alle jeres venner, og det er ikke let at få et andet sted. Men vi gjorde det altså – flyttede til Ørting. Og det fortrød vi ikke.
VAR HJEMME FRA BEGYNDELSEN
Jeg ved ikke, hvad det er – men vi følte os hjemme fra begyndelsen her i Smedekrogen. Måske fordi folk i byen er meget venlige og lette at komme i kontakt med, og vi kom også hurtigt med i foreninger. Ewald blev jo straks formand – for pensionistforeninger, men også for Pakhuset i Odder, der dengang skulle bygges op. Her var jeg også med til at hjælpe – solgte kaffe i cafeen, og på den måde lærte jeg mange at kende. Nu drives cafeen med hjælp fra bl.a. Åhusene’s udviklingshæmmede beboere, og de gør det så godt”, siger Elise.
Når hun fortæller, kan man stadig høre lidt fynsk syngen i ordene, selv om det nu er 56 år siden hun flyttede fra fødebyen Odense.
”FOR JEG VILLE GÅ”
I 2010 døde Ewald – men Elise blev boende i Ørting. ”Ja da”, siger hun. ”Og hun fortsatte en del af Ewalds arbejde. ”Jeg blev også formand for beboerforeningen her i Smedekrogen”.
Elise møder op til alle aktiviteter for ældre, og det er ikke altid så let for hende. I 2017 fik hun en blodprop og blev lam i højre side. Men med sej genoptræning kom hun til at gå igen – ”for jeg ville gå”.
I dag har hun stadig lidt svært ved at bruge højre hånd, men det er også det eneste, der vidner om, at for to år siden fungerede kun halvdelen af kroppen. Men da det hele gik bedst, ramte ulykken. Elise faldt i køkkenet og brækkede lårbenet. ”Så måtte jeg jo til alt det med genoptræningen igen”, siger hun. ”Og det har været et rigtig fint tilbud fra Odder kommune. Jeg går til genoptræning to gange om ugen, og bliver både hentet og bragt. Jeg skal ikke klage”.
Hun bruger rollator, men er godt på vej til at få kræfter i benet igen. ”Og jeg får jo hjælp fra familier og venner her i byen. Mine børnebørn hjælper mig med den lille have, og naboerne og min datter hjælper mig med indkøb. Jeg kunne ikke have det bedre end her.
NATUREN I GRØNLAND
Når hun ikke er med i aktiviteter for ældre, har gæster, er til fødselsdage eller andet, løser hun kryds og tværs eller læser. ”Det er dejligt
at læse”, siger hun, og bogreolen i hendes stue vidner om, at hun mener det. ”Kryds-ordene skal helst være lidt svære – ellers er der ikke noget ved det”.
Familien betyder meget for Elise, og på væggene hænger mange fotografier.
Et barnebarn bor i Grønland med kone og barn, og i 2016 besøgte hun den lille familie. ”Min datter fik mig heldigvis overtalt til at tage med. Åh, det var så smukt så smukt, og jeg er så glad for, at jeg fik oplevet den grønlandske natur”.
SPOT-FESTIVAL
Hun er på Facebook – bl.a. for at følge familiens opslag. Det var mit barnebarn, der ville det. Jeg syntes jo ikke, det var noget for mig. Men vil du da ikke følge med i hvad dine børn og børnebørn skriver, spurgte han? Og vel ville jeg da det, og nu er jeg glad for, at han fik mig med”.
Når Elise skal afsted, har hun brug for lidt hjælp. F.eks når hun tager på udflugt til Samsø med Danske Seniorer. Det kræver lidt ekstra, når den tro følgesvend – rollatoren – skal med.
”Men hjælpen er der”, siger hun. ”Og jeg går ikke glip af oplevelser. Jeg har – og har haft – et godt liv. Det kunne ikke være bedre”.
