Nu er stien groet til og fængslet, der var udpeget som bevaringsværdigt kulturminde, er blevet forsynet med søjler og et tårn
Det var ”Gamle Jørgen”, der passede og plejede kærlighedsstien ved ”Annekset” i Amstrup, som fængslet blev kaldt i folkemunde. Jørgen have sat ild på sit hus og på den måde dræbt kone og barn. Derfor blev han sendt i psykopatforvaring i Horsens, og kom senere til fængslet i Amstrup, der blev hjem for ham. Jørgen havde én opgave i livet: Hold stien ren og pæn. Om ikke hans egen, så..
Nu er kærlighedsstien lukket for offentligheden og på det nærmeste forsvundet. Men her har indsatte kvinder benyttet de opstillede bænke, når de havde besøg. Her har ”smuglerdronningen” gået, før hun – da Annekset blev lukket – blev overført til Møgelkjær.
Men det er alt sammen historie nu.
PAKHUS OG BADEHOTEL
Hvad der i dag i folkemunde kaldes ”Koed’s palæ” blev bygget i 1854 som pakhus. Det er i dag det eneste tilbageværende af de tre pakhuse, der lå ved kysten omkring Odder. De to
andre var i Hov og i Norsminde. Fra Pakhuset blev der bl.a. udskibet korn. Men der var også en købmandshandel og et gæstgiveri – i dag ville vi kalde det en mindre kro. Det var også herfra lægen blev udskibet, hvis der var brug for ham på Alrø.
Men da banen mellem Horsens og Odder åbnede i 1904, var der ikke mere brug for ladepladsen. Pakhuset blev solgt og omdannet til badehotel og sommerrestaurant til glæde for folk fra Horsens, der kom sejlende. Men også for de lokale beboere.
FÆNGSEL
I 1927 blev stedet solgt igen. Denne gang til staten, der indrettede et anneks til fængslet i Horsens. Det blev brugt som udslusning af fanger, hvor de kunne afsone den sidste tid under lidt mere frie forhold for på den måde at vænne sig til et liv uden for fængslet.
Her kom fangerne til at bo på to sovesale med op til 40 mand i hver rum. For det var nemlig mænd. Dengang var der ingen kvinder.
Efter besættelsen blev stedet brugt til at huse værnemagere. Og der var trængsel. Omkring 120 mand mod tidligere 80.
Men i 1952 blev fængslet bygget om. Det var nu slut med de store sovesale – i stedet blev der indrettet 22 celler, og der blev slækket på reglerne, så de indsatte – eller fangerne, som man kaldte dem dengang – kunne færdes i de naturskønne omgivelser. Der var arbejdspligt i fængslet. Fangerne holdt bygningerne ved lige, der var arbejde i landbruget med dyr og marker. Og det var også en del af beskæftigelsen, at vedligeholde stierne omkring fængslet. Specielt gamle Jørgen følte sig ansvarlig for det arbejde. Der blev plantet blomster, sat bænke op, klippet og revet.
LUKKET OG GENÅBNET
I 1977 blev fængslet lukket. Mange pladser over hele landet blev nedlagt, da Hans Henrik Brydensholt var direktør for Kriminalforsorgen. Og altså også de 22 pladser i Amstrup. Brydensholt var bl.a. fortaler for, at fængselsstraf ikke er den rette metode til at nedsætte kriminaliteten.
18. maj 1982 blev det dog genåbnet som fængsel for kvinder fra Jylland og Fyn. Dog først efter en større renovering fordi alt værdifuldt i bygningerne var blevet skrællet, som det hedder.
Og det var en blandet flok, der kom til det tidligere anneks. Kvinderne havde domme for spritkørsel, vold, drab og narkokriminalitet – og også bøder kunne “siddes af” her. Det var også det eneste fængsel, hvor der var mulighed for at have børn med, hvilket dog kun meget få havde.
GLEMTE AT FORTÆLLE STATEN
Også smuglerdronningen Solveig Andersen sad i fængslet i fire år. Herfra styrede hun en smuglerorganisation, der fik sprit og cigaretter ind fra Litauen. Det var i hvert fald hvad retten nåede frem til.
Da hun var i fængslet, var hun dømt for smugling af 54 millioner cigaretter og forsøg på indsmugling af yderligere otte millioner – og straframmen blev sprængt, da hun fik fem års fængsel og blev dømt til at betale 70 millioner kroner til statskassen. Hun fik også Landsrettens ord for, at hun var Danmarks største smugler.
Da hun manglede at afsone 609 dage, blev hun prøveløsladt, men var næppe kommet ud, før hun igen blev snuppet af politiet.
På baggrund af telefonaflytning og overvågning mente ordensmagten at kunne påvise, at hun var leder af en smuglerring. 167 gange havde hun ringet til en litauer – og han havde kontaktet hende 68 gange. De havde snakket om sprut og cigaretter. Men – sagde hun i retten – det var helt almindeligt for hende at få forespørgsler om smuglercigaretter. ”Jeg er idømt den længste fængselsstraf for smugleri nogen sinde. Jeg har rettens ord for, at jeg er professionel smugler. Derfor kan det vel ikke undre, at jeg bliver spurgt”. Alligevel blev hun altså idømt tre og et halvt års fængsel .
Til Politikens Stephanie Surrugue sagde hun de bevingede ord: ”Jeg har købt og betalt mine varer, og så har jeg bare glemt at fortælle staten, at jeg har taget dem med over grænsen”.
KULTURMINDE ER TABT
Men den nye dom kunne smuglerdronningen ikke afsone i Amstrup. For Danmarks eneste fængsel udelukkende for kvinder blev lukket i sommeren 2000 og de indsatte blev overført til det åbne fængsel Møgelkær. Den officielle begrundelse var, at der var behov for en massiv istandsættelse, som ville koste mindst 10 millioner kroner.
Stedet blev sat til salg – og blev efter et par udbudsrunder solgt til Åkærs ejer, som har bygget om til lejligheder og ferieboliger. Det betyder tab af et kulturminde. Eller som det hedder i hæftet ”Omkring Amstrup”, som en gruppe ”ældre herrer” har udsendt, at selvom det gamle pakhus og senere fængsel var udpeget som et ”bevaringsværdigt kulturminde, så blev det ombygget til et palæ. Der er gennemført nybyggeri tæt på strandkanten, flere af husene har fået glasserede tagbelægninger, og al bevoksning er fjernet, så bygningsanlægget dominerer det naturskønne område”.
Også i rapporten ”40 kulturmiljøer i Odder kommune”, peges på, at ombygningen har betydet tab:
”Der er tilføjet frontispice med søjler samt et lille tårn på tagget, der nu har glasseret tegl. Det er i dag vanskeligt at erkende bygningens oprindelige formål som pakhus og fængsel”.
(Frontispice er en trekantet parti over en dør på en bygnings forside).
Kærlighedsstien er lukket for offentligheden. Og den er næsten groet til. Ingen “gamle Jørgen har holdt den ved lige og plantet nye blomster. Tilbage er kun historien om en bygning, som den så ud, og om en sti, der blev brugt af de indsatte kvinder, når de havde besøg. Om smuglerdronningen her mødte medlemmer af smuglerringen, står hen i det uvisse.
Hvis du vil vide mere om det gamle pakhus, så læs Knud Appels artikel i bogen “Mit Odder – min egn”
