I et af husets værelser står en helt ny rød cykel med CocaCola skrevet i hvidt på stellet. Den vandt hun i en konkurrence på Handelspladsen, og den skal luftes på cykelture i omegnen. Men ikke i dag – for det regner, og hun synes ikke, den skal blive våd. Hun kan godt lide Cola – også selv om det er en drik, der kan bruges som et effektiv middel til at fjerne rust.
IGEN – IGEN
49-årige Lene Aagaard flyttede til Ørting i juli sidste år. Igen. For hun boede nemlig her i landsbyen til hun blev 18 år. Sammen med far, mor og lillesøster Janne, boede hun på Bilsbækvej i nummer 57. Hendes far, Ragnar Aagaard, var agronom og rådgav landmænd om økonomi. Mor, Aase Aagaard, mødte landsbyens beboere ved kassen hos købmand Klausen.
Lene gik på Centralskolen til 7. klasse – og tænker tilbage på den med glæde. Hendes klasse var til at overskue. Den var så lille, at den ikke havde et almindeligt klasseværelse men fik overladt skolens lægeværelse.
Da hun var 18 år, flyttede hun til Århus, hvor hun boede i 20 år og blev uddannet som arkitekt. Senere flyttede hun til Randers, og boede der i 10 år. Men så var det, hun mødte Jan Rasmussen – igen. De havde nemlig været ungdomskærester, så de kendte hinanden ret godt, da de mødtes som voksne og begge var fraskilte.
Jan boede i et hus på Horsensvej, og da Lenes hus i Randers var gammelt og altid krævede arbejde, blev den fælles adresse det gule hus i Ørting.
Hendes børn på 20 og 22 år – en af hver – er begge flyttet hjemmefra – det er Jans to børn også.
Forældrene er for længe siden flyttet fra landsbyen. To år efter at Lene forlod hjemmet, flyttede de til Horsens, hvor hendes far stadig bor. Men selv om de var flyttet væk, holdt de alligevel fast i området, og da hendes mor døde i 2011, blev hun begravet i på kirkegården i Ørting.
TEGNER STUEHUSE
Arbejdsdagen tilbringer Ørting-arkitekten i Søften – på den anden side af Århus og tæt på Hinnerup – i LMO’s hus. LMO er en organisation, der rådgiver landmænd om stort set alt. Så rådgivningen af denne erhvervsgruppe er åbenbart noget, der ligger til familien. I kontorhuset i Søften kan landmænd få hjælp, hvis de har planer om byggeri – derfor er der brug for en arkitekt. Lene arbejder specielt med bygning – og ombygning – af gårdenes stuehuse. Det har hun nu gjort i 14 år – og vil gerne blive ved med det, fordi det er tilfredsstillende at skabe noget i samspil med dem, der skal bruge det – og på en måde, så det passer med rammer og økonomi.
RÆK EN HÅND TIL NYE BEBOERE
Umiddelbart skulle man tro, det var let at flytte til Ørting, når man har boet her tidligere, været elev i den lokale skole, og gået til gymnastik i Hallen. Men hun trækker lidt på det.
”Jo, her bor stadig mennesker, som jeg kender fra den tid, jeg boede her tidligere. Bl.a. en veninde jeg hele tiden har holdt kontakt med. Og Jan kender de fleste. Men det var da lidt en overgang at komme fra en større by til en landsby, hvor man er

tættere på hinanden. Det er bestemt ingen selvfølge i Århus og i Randers. I de større byer kan man bo i samme opgang i årevis uden at kende hinanden.
Men selv om man altså er tættere på hinanden her, så er der alligevel brug for, at vi bliver bedre til at tage imod tilflyttere. Det er ikke nok at hilse pænt på dem i forbifarten. Jeg blev trukket til et gymnastikhold af min veninde. For mig betød det nye bekendtskaber og kontakter. Jeg tvivler på, at jeg var kommet afsted alene. Så nye beboere, der kommer her uden at kende nogen, har brug for en hånd”, siger hun.
“En anden opfordrede mig at være med til at deltage i forberedelsen af loppemarkedet i Hallen. Jeg tror, det er vigtigt, at gøre det nemt for nye beboere at komme ind i de aktiviteter, der er i området. Det er ikke nok at skrive på Facebook: ”Vi mangler frivillige til… og du er velkommen”. Jeg tror meget på den personlige kontakt, og vi har alle et ansvar for som noget selvfølgeligt at byde de nye velkommen”.
DEN FLOTTE NATUR
Når hun bliver spurgt, hvad hun især vil fremhæve ved området, er hun ikke i tvivl: Naturen, landskabet – som hun kender så godt fra de første 18 år, hun tilbragte i Ørting.
”Jeg husker, når vi gik ture – Mosevejen, fra Bilsbæk ned om Åkjær og ned til den lille landsby Ålstrup, hvis hele ramme betyder, at det næsten føles som at komme ind i en anden tidslomme. Det var dengang godset Åkjær var et meget spooky sted – i forfald og forladt. Det var der noget både skræmmende og tiltrækkende ved. I hvert fald for et barn. Nu ser det noget anderledes ud”.
Hun fremhæver, at der er masser af stier gennem de meget smukke naturområder, som er egnede til gåture, løb og cykling. Men mange kender dem ikke. Løbeturene eller gåturene bliver derfor på stien bag den gamle station, hen til Hallen, ned ad Persievej og så ud på den trafikerede Gyllingvej.
FLERE SAMLINGSSTEDER
Spørger man, hvad hun som tilflytter gerne vil have mere af, siger hun samlingssteder. Steder, hvor folk kan komme og have

det hyggeligt – uanset hvor i landsbyen eller området de bor. Det er vigtigt, mener hun. For det kan medvirke til at styrke et fællesskab.
”Masser af mennesker kom til den lille regnvands-sø bag stationen, da der var måneformørkelse – for at se den sammen. Jeg vil gerne, vi får flere af den slags steder – ikke kun i Ørting, men også i de tre andre landsbyer, som lokalrådet dækker. I Ålstrup har de f.eks. det lille forsamlingshus – Frysehuset – og det bliver brugt. Også udearealerne”.
Hvis hun skal pege på, hvor det næste fælles område kan være, peger hun på, at Hallen har gode udendørs-arealer.
”Det kunne blive som ved Hou Hallen”, siger hun. ”Her har de lavet udendørs-fitness og petanque bane, og der er borde og bænke, hvor folk sidder og snakker. Der er også et stort område på Bilsbækvej, som kun bliver brugt af FDF’erne”.
FLERE CYKELSTIER
Der er ingen tvivl om, at arkitekten med den røde CocaCola-cykel holder af området. Men altså heller ikke tvivl om, at hun synes, der er plads til forbedringer.
Også for cyklister. Som mange andre, synes hun, der mangler cykelstier i området.
”Det er rigtig fint, vi nu får cykelstien til Gylling. Men der mangler også cykelsti på Horsensvej gennem byen – og på Bilsbækvej. Det behøver ikke at være en dobbelt sti med græsrabat. Tydelige blå cyklist-afmærkninger ville være et gode”.

Når hun skal fremhæve noget godt ved landsbyen Ørting siger hun, at det gode er, at så mange vil den – at så mange er parat til at yde en frivillig indsats. I ældreklubberne og helt tydeligt i ØFUG, som i modsætning til mange andre idrætsforeninger hverken mangler trænere eller bestyrelsesmedlemmer.
”Som jeg har forstået, er de altid åbne for nye forslag og initiativer”, siger hun. ”Og det lyder rigtig godt for mig. For jeg bryder mig ikke om at høre ”vi plejer at…”. For det blokerer enhver fornyelse”.
IND I LOKALRÅDETS BESTYRELSE
Hun er glad for at være med på gymnastikholdet, ”men mine færdigheder rækker ikke til at være træner – kun hjælper ved loppemarkedet og ved andre aktiviteter. Men jeg vil gerne yde en indsats for lokalsamfundet. Så derfor sagde jeg ved generalforsamlingen i marts ja til at gå ind i Lokalrådets bestyrelse. Jeg er ved at sætte mig ind i arbejdet, men jeg synes, der er gode muligheder for at være med til at tage initiativer, der både på kort og på langt sigt er til gavn for os alle. Lokalrådet er forbindelsesled til Rådhuset i Odder, og har også lidt penge, der kan støtte projekter. Jeg synes, det er vigtigt, at hele området er indbydende. At fortovsfliserne ikke skubber sig, så folk falder. At der er pænt ved busstoppet ved stationen. At legepladsen er i orden. Det er jo noget af det, Lokalrådet er med til at sørge for. Men det er også noget med i samspil med borgerne på sigt at finde ud af, hvordan området skal udvikles.
Det er et arbejde, jeg gerne vil yde mit bidrag til – både på den korte bane og den lange bane”, siger Lene.