Lørdag fylder Lisbeth Jørgensen på Persievej 70 år. Så lige den dag arbejder hun ikke i den store have, som hun flere gange har vist frem for betalende gæster til fordel for både friskolen og for ØFUG. Men ellers er hun det meste af sommeren i fuld gang i haven, som gør hende selvforsynende med frugt og grøntsager – og hvor hun aldrig har brugt kemiske midler. Hun har kun et lille grin tilovers for dem,
der betaler i dyre domme for ukrudt på fancy restauranter – og tror, det er noget nyt. Lisbeth har nemlig selv i mange år spist ukrudt fra den store køkkenhave – for det meste er fyldt med vitaminer, så hvorfor da smide det ud?
Om vinteren når haven er lukket ned, er der tid til håndarbejde, sangaftner, folkedans og til det klaverspil, som hun begyndte på i en sen alder. Da hun gik på pension efter at have arbejdet i køkkenet på Skovbakkehjemmet i mange år, blev der bedre tid til det hele – til at være farmor, til at læse og til det lille museum med gamle landbrugs- og køkkenredskaber, hun har lavet i stalden og som hun gerne viser frem for både børn og plejehjemsbeboere.
Den mindfulness, som mange betaler kassen for at lære, har hun praktiseret i mange år – uden at hun kunne drømme om at bruge dét ord. For hende er det bare naturligt at være nærværende og at have fuld opmærksomhed på det, hun gør lige nu. Når hun hører radio, så hører hun radio. Når hun løser kryds ord, så løser hun kryds ord. Når hun snakker med andre, så gør hun dét. Computeren bor i en skuffe og kommer kun frem, når hun en gang om dagen bruger den, og TV’et har hun smidt ud for længe siden.
Naboer, venner og familie ved, at man går aldrig forgæves til Lisbeth – lige meget hvilken hjælp, man har brug for. Hun er gavmild og gæstfri som få – og et menneske, der med et forslidt udtryk hviler i sig selv.
Tillykke med fødselsdagen, Lisbeth.
