”Her hviler Gaardmand Jørgen Jensen. Født i Gylling d. 21. September 1793”. Og så var der ikke mere plads. Derfor fortæller korset ikke, hvornår han døde.
Men det var 14. April 1858.
Jørgen Jensens støbejernskors er et af de fire, der er placeret tæt ved kampestensmuren på Falling Kirkegård i det hjørne, der vender mod parkeringspladsen.
På et af de andre kors står:
”Her hviler støvet af Margrethe Sørensdatter
Födt i Leerdrup 26. April 1831
Död på Amstrup Mark 23. April 1864
Elsket og savnet”
Hun døde altså tre dage før hun ville være fyldt 33 år.
[ngg_images source=“galleries” container_ids=“11” display_type=“photocrati-nextgen_basic_slideshow” gallery_width=“600” gallery_height=“400” cycle_effect=“fade” cycle_interval=“3” show_thumbnail_link=“1” thumbnail_link_text=“Vis billeder som billedgalleri” order_by=“sortorder” order_direction=“ASC” returns=“included” maximum_entity_count=“500”]
Og på det tredje:
”Her hviler Anne Marie Isaksdatter födt i Fillerup 1774 gift med Anders Nielsen samesteds med hvem hun avlede 4 börn – död i Amstrup 1845.
Taknemmelige efterladte satte hende dette minde”.
Korsene er, hvad vi kalder gravminder.
Fortjenstfulde mænd og kvinder
Gravminder kan være gravsten med særlige inskriptioner, gravsten med særlige lokalhistoriske navne, gravsten for “fortjenstfulde mænd og kvinder”, som det hedder i Kirkeministeriets vejledning. Det kan også være gravsten med særlige udsmykninger, og det kan gælde selve gravstedet som helhed. Her nævner vejledningen for eksempel særligt flotte indramninger af grave med stakit eller lignende.
Et frønnet kors til de fattigste
I 1600 – 1700 årene var gravminder trækors eller gravsten udført i forskellige stenarter. De rigtig dyre var de såkaldte smedejernskors. Så de var forbeholdt de få. I det hele taget var der klasseforskelle – også i gravminderne. De fattigste og de fattige måtte nøjes med trækorsene. Som i sidste vers i sangen om Jens Vejmand:
Der står på kirkegården et gammelt frønnet bræt;
det hælder slemt til siden, og malingen er slet.
Det er såmænd Jens Vejmands. Hans liv var fuldt af sten,
men på hans grav – i døden, man gav ham aldrig én.
Gravminder blev industrialiseret
Men fra 1820-erne kom støbejernskorsene. Prisen for rå-jern var faldet, og landet over havde vi fået en del jernstøberier. I Horsens bearbejdede de to største støberier – Stallknecht og Møller & Jochumsen – det nye materiale råjern til støbejernskors. Man kan sige, gravminderne blev industrialiseret. De var billigere end smedejernskorsene – men dyrere end trækorsene, som de fattigste stadig måtte tage til takke med.
De fire kors på Falling Kirkegård er fundet bevaringsværdige for eftertiden. Derfor er de samlet i et hjørne ved stenmuren.
Sløjfede gravsteder
Efterhånden er der blevet sløjfet en lang række gravsteder på kirkegården, når den såkaldte gravfred – eller fredningstid, som det hedder officielt – er forbi. I Odder provsti er den 25 år for kister og 12 år for urner.
Mange af de sløjfede gravsteder var vel ikke bevaringsværdige i den traditionelle forstand. Gravstene var vel ikke sat for ”fortjenstfulde mænd og kvinder”, eller havde ”særlige udsmykninger”. Men de var sat til minde om en mand, kvinde eller et barn, som levede deres liv her før os andre. Og hver eneste af dem havde en historie at fortælle. Nu er de væk.