Tre drenge på 11, 9 og 4 år blev myrdet i Falling

Alene i år er det sket to gange, at en far har dræbt sine børn og bagefter begået selvmord. Sidste år skete det også to gange.
Chokerede naboer fortæller i medierne, at de ikke havde anet uråd, men finder så alligevel altid et eller andet, de bagefter kan tolke som et tegn på, at noget forfærdeligt vil komme.
I dagene efter tragedien fortsætter specielt Ekstra Bladet og BT med at fortælle, at store personlige og økonomiske problemer lå til grund for den.
Børnene bliver begravet under stor mediebevågenhed, og præstens tale bliver offentliggjort. Børnenes far bliver begravet i absolut stilhed et ukendt sted.
Præcis samme mønster så vi i 1817, da gårdejer Christian Speitzer fra Falling 30 maj om aftenen dræbte sine tre sønner og efter midnat tog sit eget liv.

Det var en tragedie, der nåede de fleste af landets aviser, og den nåede også til Tyskland og Norge. Og naboerne kunne bidrage: ”Der var noget skummelt ved ham”.
Christian Speitzer var tilflytter, og havde kun boet i Falling i godt et år.
Han kom til landsbyen sammen med tre små drenge og en husholderske. Drengenes mor var død ret pludseligt året før, og dødsfaldet var årsag til, at han ville flytte fra den mølle, han ejede i Sinding – tæt på Herning. Den fik han solgt, og han havde også penge til gode i en gård, så hans økonomi skulle være sikret da han købte gården i Falling for 24.000 rigsbankdaler.

TERRORBOMBARDEMENT FIK OS I KRIG

Terror-bombardementet fik Danmark med i krig

Men det var den bare ikke, for Napoleonskrigenes efterdønninger satte ind.
Danmark havde i lang tid forsøgt at være neutral, men i 1807 stillede englænderne krav om, at Danmark skulle udlevere flåden, og da kravet blev mødt med et ”nej”, kom bombardementet af København – verdens første terrorbombardement, for englænderne gik efter civilbefolkningen. Flåden måtte afgives og Danmark var i krig, og tilsluttede sig derfor Napoleons krig mod England.
Landbruget havde gyldne vilkår. Alt kunne sælges i det krigshærgede Europa – uanset kvalitet. Men efter krigen faldt priserne på korn og på kød. Og det ramte hårdt. Den ene efter den anden gik fallit.
Heller ikke køberen af Speitzers mølle kunne betale – og hans tilgodehavende i gården kom heller ikke ind. Det så skidt ud for Speitzer.

GÅRDEN KUNNE IKKE REDDES
En uge før han slog drengene ihjel og begik selvmord, kom han tilbage efter en rejse til hjemegnen, hvor han havde forsøgt at finde en ordning, så han kunne få de penge, han havde tilgode. Men forgæves – og så vidste han, at han heller ikke kunne redde gården i Falling.
Hvad der skete i den uge, ved vi fra et lille skrift, som Randlev-præsten Niels Blicher udsendte: ”Børnemorderen og selvmorderen Christian Speitzers Levnet og gyselige Endeligt tilligemed en Sørgetale og en Elegie i den Anledning og nogle Betragtninger over Selvmord”.
En meget lang titel til en lille bog, som Randlev-præsten skrev for – som der står i indledningen – at ”bidrage til menneskekundskab og til advarsel mod vore dages indstrømmende dyriskhed og ugudelighed”. (Du kan downloade bogen her)

FØR MORD OG SELVMORD
Da det blev kendt, hvad der var sket, sadlede Randlev-præsten hesten og red til Falling.

Præsten Niels Blicher optrådte som kriminalreporter

Blicher gik rundt i landsbyen og talte med naboerne, og han talte med husholdersken og med tjenestepigen.
Nogle bønder fortalte ham, at Speitzer havde spurgt, hvor folk fra hans egen gård plejede at blive begravet på kirkegården. Han havde også spurgt husholdersken og en køkkenpige, hvordan en kalv led mindst ved slagtning. De var enige om, at kalven ville lide mindst, hvis halsen blev skåret over.
Speitzer gav husbestyrerinden fri i weekenden, så hun kunne rejse og besøge familien. Hun havde ikke haft en friweekend i det år, hun havde været i Falling. Men nu kunne hun altså rejse. Dog blev hun nægtet at tage den yngste af de tre drenge med.
30 maj om aftenen, da han skar halsen over på de tre drenge, havde en tjenestepige set ham ved 10-tiden om aftenen. Så man formodede, at drengene blev dræbt omkring midnat, og umiddelbart efter hængte Speitzer sig.
Men ligene blev ikke opdaget før næste dag – den 31 maj.
En mand kom da ved 12-tiden for at snakke med ham. Men hverken Speitzer eller drengene var stået op. Tjenestepigen bankede på og tog så i døren, men den var mod sædvane låst. Hun gik ud og kiggede ind gennem vinduet. Og der så hun Speitzer hænge – og i sengen lå de tre drenge.

KAN IKKE ”OPFØDE MINE BØRN”
Klokken to om natten kom folk fra herredskontoret og Niels Blicher gik sammen med dem og den lokale sognefoged ind i huset.
Her lå to breve fra Speitzer: Et brev til husbestyrerinden og et til naboerne. I brevet til husholdersken fortæller han, at han efterlader hende nogle ting, og takker hende for ”den særdeles moderlige omsorg De har vist imod mine børn”. Og så forsøger han at forklare hende, hvorfor han handler, som han snart vil gøre: ”Jeg er bedraget så meget fra af det, jeg ejede, at jeg ikke kan opføde mine børn. Dette er årsagen til min og mines ulykke”.
I brevet til naboerne takker han også dem og forklarer, hvorfor han har handlet, som han altså gjorde. Og så beder han dem om, at de ville ”bevise os en sidste tjeneste og sørge for, at vore syndige legemer kunne blive begravet”.
Han slutter begge breve med at han har ”bedet min Gud om nåde og syndsforladelse”.

INGEN NÅDE
Blicher var vred og forarget, fordi ikke alene havde han bedt om nåde og syndsforladelse. Speitzer havde slået op på salmen ”Hjertelig mig nu længes”. Hvordan kunne en mand, der ikke kom i kirken, ikke læste i Biblen og nu havde skåret halsen over på sine drenge, tro, at Himlen ventede ham? Og hvordan kunne han tro, der var nåde for ham?
Bagefter beskriver han mordene, som havde han selv været til stede:
”Glubende anfalder han først Jens, som har jammerligen bedet og værnet for sig…”
Han brugte ikke Speitzers navn. Men kaldte ham ”ådslet”.
”Alle tre så jeg ligge med uskyldighedens englesmil på de blege ansigter. Mine tårer randt. De rinde igen – og jeg må pausere nok engang”.
Randlev-præsten havde tidligere beskrevet Speitzer som en mand, der havde en mere end almindelig god forstand. Naboer fortæller, at han var gæstmild, fornøjelig og ædruelig. Blicher mener, at han opfører sig som en fornem person af borgerlig stand.

EN ANDERLEDES BONDE
Speitzer var anderledes end andre bønder i landsbyen. Vi ved, at han var født som et såkaldt ”slegfredsøn” – et elskerindebarn. Men hans far, der var ejer af Sindinggård, et

Sinding Møllegård, som Speitzer solgte

mindre gods ved Herning, tog sig – hvad der var ualmindeligt på den tid – af drengen, sikrede han blev undervist i læsning, skrivning, regning og landbrug. Desuden blev han sendt et år til Holstein for at lære tysk. Han sikrede også, at Christians mor havde en levevej ved at overlade hende fæstet af Sinding Mølle.
Christian arbejdede en tid som skriver hos herredsfogeden i Ringkøbing, og bagefter overlod hans far ham Sinding Møllegård, som han altså solgte i 1816 for at købe gården i Falling. Det var dette salg, der gav ham så store økonomiske problemer, fordi køberen gik fallit og ikke kunne betale ham.
Det var en mand i den dybeste nød, der ikke kunne se nogen vej ud af de store økonomiske problemer, der den 30. Maj 1817 gjorde en ende på eget liv efter først at have dræbt de tre drenge på 11, 9 og 4 år. Han frygtede ikke at kunnne opføde børnene med de følger det ville have datidens fattigforsorg taget i betragtning.
Det var dog ikke med i Randlev-præstens overvejelser. Manden skulle efter hans mening ”have hengivet sig til troen”.
De tre drenge – Jens, Niels og Anders – på 11, 9 og 4 år blev begravet på Falling Kirkegård d. 08 juni under stor deltagelse.
Selvmorderen og morderen Christian Speitzer – ådslet, som Blicher kaldte ham – blev begravet på det yderste af gårdens marker.

FAMILIE-TRAGEDIER SKER IGEN
Den uendeligt tragiske historie var godt stof. Ind- og udenlandske aviser bragte den, der blev skrevet skillingsviser om den. Flere bøger har behandlet sagen, og i de senere år har lokalhistorikere holdt foredrag om sagen i Randlev og Falling.
Men interessen bagefter hjælper ikke de døde børn.
“Den røde gård” i Falling, hvor Christian Speitzer og børnene boede, er for længst raget ned. Børnenes grav på Falling Kirkegård er væk. Og hans grav – på marken i det hjørne, hvor Aakær, Falling og Ørting marker støder sammen – er skjult.
Men begivenheder lige så grusomme, finder stadig sted med jævne mellemrum. Ofte er der udefra set tale om helt almindelige og tilsyneladende velfungerende personer, der begår den grusomme handling, som chokerer lokalsamfundet. Sådan var det også i Falling, da tre drenge fik halsen skåret over.
Det vil ske igen – forældre vil dræbe deres børn og bagefter begå selvmord. Politiet rubricerer sagerne som familietragedier.Heller ikke i dag er vi gode til at læse de signaler, der kan vise, at noget forfærdeligt vil ske, hvis ingen griber ind. Vi kan forklare det. Bagefter.

 

Artiklen bygger på

Niels Blichers bog – ”Børnemorderen og selvmorderen Christian Speitzers Levnet og gyselige Endeligt tilligemed en Sørgetale og en Elegie i den Anledning og nogle Betragtninger over Selvmord”.

Konrad Understrups bog ”Sinding Sogn” fra 1917 – s. 139 – 150. Du kan downloade bogen her

Bjarne Nielsen Brovst’s artikel ”Præsten og kriminalreporteren Niels Blicher” i bogen ”Danske Udkanter” fra 1987.

John Gaml’s artikel ”Christian Speitzers liv og gyselige endeligt” i ”I godt selskab” 2015