“Jeg er en privilegeret kone”

 TV’et er væk for længe siden. Er der en sjælden gang en udsendelse, hun gerne vil se, kommer computeren op af skuffen. Hun har ikke tid til i det daglige at sidde foran skærmen. Hun lytter kun til radio og helst P1 og P2.

67-årige Lisbeth Jørgensen, der bor på Persievej, voksede op i Vendsyssel. Og selv efter godt 50 år i det østjyske, kan barndommens dialekt godt slå igennem.

Hun er på alle måder et beskedent menneske. Beskedenheden kommer bl.a. frem, når hun tit siger ”ahh, det er jo ikke noget” eller ”jeg skulle have sagt nej til dig med det skriveri, for jeg er jo bare helt almindelig”.

GRØNTSAGER, FRUGTER – OG UKRUDT

Efter mange års arbejde i køkkenet på Skovbakkehjemmet i Odder, er hun nu gået på pension.

Det meste af sommeren er hun hver dag at finde i den store have.

Hun forstår godt, at behandlingssystemet er begyndt at bruge havearbejde som terapi for folk med posttraumatisk stress og andre psykiske problemer. Det har vist sig at være godt for deres helbred og velbefindende.

”Det er jo sådan, jeg har haft det altid. Aldrig er jeg mere tilfreds, end når jeg arbejder i min have”, siger hun.

Den store køkkenhave, hvor hun ikke bruger kemiske midler overhovedet, gør hende næsten selvforsynende med frugt og grøntsager hele året. Bær bliver til saft og marmelade, der året rundt også glæder familie og venner.

Hun behøver ikke at gå på dyre restauranter og betale for at spise ukrudt. Det har hun gjort i mange år, før det blev moderne. Skvalderkål, ramsløg, brændenælder, mælkebøtter.

”Det har masser af god næring”, siger hun. ”Så hvorfor da smide det ud”.

Køkkenhaven er dog blevet lidt mindre de seneste år. For nu rummer den også syv frugttræer – et for hvert barnebarn. Hvert træ med barnets navn på et lille skilt.

Når børnebørnene kommer på besøg, ved de godt, at farmor har hverken TV eller Ipad. Og de behøver det heller ikke. ”De er rigtig gode til at lege ude – eller finde på lege inde”, siger hun. ”Og det er nok sundt – også for dem – at tage en pause og bruge deres fantasi”

DET LILLE MUSEUM

Hun viser gerne hele haven frem. Fortæller om blomster og buske. Sidste sommer til støtte for Margrethelyst Friskole. 24. juni til støtte for ØFUG.  

Når gæsterne kommer 24. juni kan de – udover at se haven og spise nybagte boller- også gå ind i staldbygningen, hvor Lisbeth har indrettet et lille museum med gamle landbrugsredskaber og køkkenting. Tingene har hun selv fundet, eller har fået dem foræret af venner og bekendte.

I stalden, hvor der stadig er synlige brosten, hænger de gamle segl til høstarbejde, gamle leer, seletøj til heste, et redskab brugt til at sy seletøj, gamle lygter fra hestevognenes tid og et hjul lavet af træ. Et gammelt åg til at have på skulderen, når to spande med vand eller andet skulle bæres, har også fundet en plads på væggen. Fjernsynets ”Bonderøv” ville blive misundelig.

I køkkenafdelingen findes ”madam blå” i alle størrelser, runde forme – også med den blå emalje – tunge strygejern til at varme i kakkelovnen. Og også en gammel skål, der er klinket. ”For år tilbage smed man ikke tingene ud”, siger hun. ”En mand kom cyklende rundt, og så klinkede han skårene. Det kan jeg godt lide at tænke på”, siger Lisbeth.

”Gjort op i penge er det nok ikke meget værd. Men jeg kan godt lide at bevare ting. Og andre kan lide at se dem. Arbejdet med tingene fik virkelig værdi for mig, da jeg havde beboere fra Skovbakkehjemmet til kaffe. En gammel mand, der ellers ikke sagde noget, så hjulet fra hestevognen, og så skal jeg love for at han kunne både snakke og forklare. Det betød meget for mig, at mit lille stald-museum fik dén reaktion”.

KLAVER OG FOLKEDANS

Når efteråret og vinteren kommer og det er slut med arbejde i haven, er der tid til at gå til folkedans og til sang og til at lave håndarbejde. Også bøger er der blevet mere tid til – nu vækkeuret ikke behøver at ringe.

”Jeg lærte jo, at om dagen skulle man arbejde. Og om aftenen var der ikke så meget tid til at læse, når jeg skulle tidligt op. Men nu nyder jeg bogen, når jeg er kommet i seng”.

I stuen står et klaver. I nogle år gik hun til spil, men da læreren døde, begyndte hun ikke hos en ny. Men det bliver da til 20 minutter en halv time ved tangenterne hver dag. ”Kun for mig selv. Jeg er ikke så god til det”. Der var beskedenheden igen.

”Men jeg er blevet meget bedre til at lytte til musik efter at jeg selv begyndte at spille”, siger hun.

Ellers er det kun radioen hun lytter til. P1 og P2. ”Jeg øver mig i at slukke, når jeg pludselig opdager, at jeg har ikke hørt noget, fordi jeg løste kryds og tværs eller andet. Hjernen kan kun klare én ting. Radioen skal ikke være støj i baggrunden. Den skal kun være åben, når der er et program, jeg gerne vil lytte til”.

Hvis Lisbeth med få ord skal sammenfatte historien om Lisbeth Jørgensen fra Persievej i Ørting, lyder den:

”Jeg føler mig som en meget privilegeret kone med min gode familie, min have, mit liv”.