Det går aldrig godt – Metal hører hjemme i de større byer. Ikke i en landsby, der dårligt kan anes på landkortet. Og da slet ikke i et forsamlingshus, der plejer at rumme suppe-steg-og-is-familiefester, dilettant og juletræ for børnene.
Der blev rystet på hovederne i Gylling, da den første ”Metal i forsamlingshuset” blev arrangeret. Men det gik godt. Og 30 koncerter fulgte. 30. september fejres 10 års fødselsdag med et brag af en koncert.
110 billetter er sat til salg. Knap 100 er allerede købt. De sidste kan købes her. Websitet rummer også en beskrivelse af de fem bands, der går på scenen i løbet af aftenen samt link til eksempler på deres musik.
Pølsevognen stiller op i gården, så ingen behøver at gå sultne til koncerten. Den kan også benyttes af beboere, som hellere vil tilbringe deres lørdag aften hjemme i sofaen med Barnaby-gentagelse nummer otte end høre musik.
EVENTFORENINGEN
Det er Gylling Eventforening, der står bag fødselsdagsfejringen – og de andre koncerter. Det er en frivillig forening, som er sat i verden for, som det hedder, ”at skabe endnu mere liv i vores lokalsamfund og på den måde være med til at styrke fællesskabet i et af Odder Kommunes yderområder”. Dens arrangementer foregår i Gylling Forsamlingshus – fællesspisning, koncerter, foredrag, banko…. Foreningens slogan kunne være; “I større byer forbruger man kulturen – på landet skaber man den selv”.
Eventforeningens arrangementer er med til at sikre, at landsbyen stadig har et forsamlingshus – og samtidig støtter den Brugsen, som altid leverer drikkevarerne.