Det har nok været årets sidste lørdag med vejr til at tage til stranden og bade. Alligevel mødte mere end 50 mennesker i alle aldre op ved Ørting Hallen for at deltage i Lokaldysten og lægge deres kilometer-lod i puljen for Ørting Falling sogne. Der blev gået og cyklet – og også løbet en lille smule – mens temperaturen bevægede sig op over 25 grader. Efterhånden som deltagerne kom i mål, blev der gjort indhug i vand, saftevand og kaffe, som Hallens Café havde stillet ud, mens flere overvejede, om de lige skulle snuppe en omgang mere, hvilket mange gjorde.
Lokalrådet, ØFUG og Ørting Hallen stod bag dagens arrangement. DGI, der står for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, står bag dystens koncept, hvor lokalsamfund konkurrerer om at samle flest motionskilometre sammen pr. indbygger. DGI står også for at regne det samlede resultat ud.
I Odder kommune deltager Gylling, Ørting Falling, Saksild og Hundslund. Hundslund, der sidste år vandt stort, mangler stadig at sende borgerne ud for at løbe, gå og cykle. Vinderen bliver afsløret ved et fælles arrangement 27. september. 1. præmien er 5000 kr, 2. præmien 3000 kr og 3. præmien 1000 kr.