Hvor Bilsbækvej krydses af stien på den gamle jernbane mellem Odder og Horsens har en kæmpekniv fældet 23 træer på kommunens jord – nabo til Åkærs mark. Et af træerne havde en diameter på 116 cm. Odder kommune anser det for hærværk, som nu er meldt til politiet, og fordi træet er fjernet, bliver det betragtet som tyveri.
I sidste uge gik det ud over 31 træer på kommunens jord på Houvejen – nabo til godset Rodsteensejes mark. Træstammerne blev også her kørt væk, så politiet har fået anmeldelse om både hærværk og tyveri.
En stor bunke træ er fundet på marken et par hundrede meter fra vejkanten, hvor de blev hugget ned. Træ og sted er nu afmærket med de bånd, politiet bruger til at afmærke en krimi-zone.
TV2 Østjylland bragte tirsdag aften en fyldig reportage fra stedet, hvor det nye offer for kæmpekniven er fundet, og TV-stationen har desuden bragt en længere artikel på hjemmesiden.
Landsdækkende TV2 har også på hjemmesiden bragt artikel om sagen. Det samme har Danmarks Radio. Ritzaus Bureau, som de fleste medier abonnerer på, har omtalt træ-vandalismen, så via RB har en lang række aviser landet over nu orienteret læserne om det, der er sket. Så både tyveri og hærværk har bragt Odder på landkortet.
Teknisk chef i Odder kommune, Helle Bøhl-Møller, har nu bedt eksperter finde ud af, hvor stor en erstatning kommunen skal kræve af den ansvarlige for hærværk og tyveri.