Far, mor, otte børn, en karl og en pige. Det tog dem tre dage med hestevogn at komme fra Tårup sogn i Viborg amt til Gylling. Den nye præst er med familie og tjenestefolk på vej til præstegården i den lille østjyske landsby. Otto på 10 år vidste ikke dengang, at han også skulle komme til at fungere som præst i Gylling sogn – endda i 55 år. Ej heller vidste han, at der skulle blive sat en mindesten for ham uden for præstegården.
Som gammel skrev han sine erindringer, hvor han fortæller om rejsen. Bl.a om hvordan de på sidste del af turen fra Skanderborg blev hentet af ”en fra Gylling ankommen Bonde, i hvem vi saa en Repræsentant for vort ny Folk. Han havde Navnet »unge Søren«, skønt han var en ældre, snakkesalig Mand, der havde været Husar og fortalte om sine Oplevelser fra den Tid”.
På rejsens tredje dag nåede de frem: ”Om Eftermiddagen omtrent kl. 3 i Graavejr nåede vi ad Veje, der blev mer og mer skidne og ufremkommelige til Gylling by”. Han bemærkede også, at ”græsset nåede mindst til køernes knæ” i Gylling.
Drengen Otto syntes, at den lille landsby var stor. Den var tætbygget – i modsætning til Tårup, hvor familien kom fra. Her boede alle mere spredt.
I Tårup sogn havde præstefamilien en særdeles dårlig økonomi. Alt bliver lidt bedre for familien, da den kom til – hvad Otto Møller i erindringerne kalder ”en mager egn i aandelig henseende”. Fra den dag de ”skidne og ufremkommelige veje” bragte dem til Gylling, forlod en stor del af familien ikke landsbyen. Selv var Otto Møller kun væk de år, han gik på latinskolen i Horsens og de år, han læste teologi i København. Nok havde familien ikke mange penge, men hans far bestemte, at Otto som den eneste af de nu 11 børn skulle på universitetet og træde i hans fodspor. Og faders vilje … den ske.
TEOLOGISTUDIET VAR USUNDT GØGL
Otto var ikke nogen superstudent. Latin var en pest for ham – han havde aldrig lært det grundlæggende. Hans far havde undervist ham, men det skete efter metoden her er en bog – spørg, hvis der er noget, du vil vide. Så det blev ikke nogen succes. Det blev livet i Horsens heller ikke. Hans usle hummer, som han beskrev det, blev alt for ofte omdannet til en knejpe, når de dårlige kammerater kom på besøg. Et liv han fortrød, når han var hjemme i præstegården i ferierne, men som han tilbage i Horsens meget let gled ind i igen. Men med hiv og sving fik han en studentereksamen, da han var 21 år. Og så var det med skib til København for at læse teologi.
Undervisningen på universitetet fik han nu ikke meget ud af. Han brugte ord som ”usundt gøgl”, ”hukommelsesslid” og ”eksamensdjævel”. Og resten af livet kritiserede han universitetsteologien.
HAN MØDTE GRUNDTVIG
Men noget fik han dog ud af opholdet i København. Han kom i kontakt med kredsen omkring Grundtvig, og det kom til at præge ham resten af livet. Hjemme i præstegården var Otto Møllers far også meget optaget af Grundtvigs tanker, og han skrev alenlange afhandlinger, som han arkiverede i en skuffe. Men han diskuterede dem med sønnen. Han var ikke så ivrig for at være præst i Gylling. Han foretrak at sidde ved skrivebordet med alle bøgerne og de mange skuffe-afhandlinger.
Hvis man meget kort skal forklare Grundtvigs lære, så er det, at den betragter det jordiske liv som vigtigt og godt. Modsætningen er Indre Mission, der så livet som en prøvelsernes tid, som man skulle igennem for at blive frelst.
For Grundtvig var det vigtigt, at kirken skulle være rummelig. Mennesker skulle have retten til at vælge kirke og præst ud fra deres tro. (Hvis du har brug for at vide mere, så læs f.eks her )
“JEG HAVDE EN GOD RØST”
I januar 1858 afsluttede Otto Møller teologistudiet og tog tilbage til Gylling. I Gylling var Otto Møller i begyndelsen hverken ansat som det ene eller det andet. Men allerede 7. februar 1858 prædikede han i kirken, der var stopfyldt. Og det blev ikke sidste gang. I erindringerne skriver han: ”der gik straks Ry af denne Begyndelse. Dette betød, at Folk fandt, jeg havde en god Røst og talte tydelig til dem i et Sprog, de kunde forstaa, og jeg havde jo ikke i flere Aar hørt paa Grundtvig, uden at jeg havde lært noget af, hvordan der skal tales til danske Mennesker. Det var en underlig Tid, da jeg begyndte at prædike derhjemme, og det gik nu temmelig jævnlig paa, at min Fader vilde være fri en Søndag, ligesom jeg da ogsaa begyndte at føle virkelig Trang til at faa sagt noget”.
DEN SKRÅLENDE DEGN
Otto Møller var ikke blind for faderens svaghed som præst. Hans prædikener var tørre med flere formaninger, og skønt han var optaget af Grundtvig og ”det levende ord”, prædikede han uden tanke for de mennesker, der skulle høre på ham. Tænkte ikke på at gøre sig forståelig for dem. Det gjorde det heller ikke bedre for kirkegængerne, at de også skulle høre på en gammel degn, der – som Møller skriver i erindringerne – ”en meget stiv og umedgørlig person, som i mange år var præsterne til stor plage”. Degnen kunne kun nogle få melodier, og hvis en salme ikke kunne synges på en af dem, lavede han selv en melodi, som han skrålede løs.
MODSTANDEN MOD OTTO MØLLER
Degnen modsatte sig enhver ændring. Og det blev mødt med et NEJ, da Otto Møller gerne ville synge Grundtvigs mere lyse salmer til gudstjenesterne. Så Møller rykkede væk fra kirken og holdt forsamlinger i private hjem. Første gang hos byens skrædder. Til sidst i skolen, fordi der kom så mange mennesker.
Men i februar 1860 blev Møller ansat som kapellan ved Gylling kirke, og nu kunne han derfor holde forsamlingerne i kirken. Én gang om ugen kom folk kørende og gående for at være med i den overfyldte kirke. Der var også kritiske røster. Degnen med de få melodier på salmerepertoiret, var selvfølgelig rasende og lagde ikke skjul på det. Men værre var det med sognets magtfulde mand, den enevældige sognefoged og sognerådsformand Peder Mortensen. Han mødte op i kirken, og lagde slet ikke skjul på, at han var aldeles utilfreds med den unge kapellan. Han allierede sig med en gruppe ældre gårdmænd – og deres energi blev brugt på at modarbejde stort set alt Otto Møller gjorde, sagde og ønskede. Og deres virke førte til, at sognet blev delt i to fjendtlige lejre, som det tog år at få lappet sammen, da degnen langt om længe gik af og sognefogeden forlod området.
Den skrålende og vrisne degn var også årsag til, at der blev oprettet en friskole i Gylling. Som Møller skriver:
” Friskolen var efterhaanden blevet en Nødvendighed, da den gamle Degn ogsaa lod det gaa ud over de Folks Børn, han ikke kunde lide. Tolv Mænd sluttede sig sammen om at bygge en Skole og lønne en Lærer”.
GIFT MED BETÆNKELIGHED
Møller skulle egentlig have haft 500 kr pr år for at være kapellan. Men han fik som det højeste beløb 200 kr – og en del af dem, skulle han tage i bøger. Men hans mor syede hans tøj – og mad og husly havde han i præstegården. Så han klarede sig.
39 år gammel giftede Otto Møller sig. Men det var ikke uden mange overvejelser, for som han skriver i selvbiografien:
”det var jo en vanskelig Sag, at vi giftede os og maatte bo hos mine Forældre som Pensionærer med to smaa Værelser. Min Fader var fattig og kunde ikke lønne mig saaledes, at jeg selv kunde stifte Husholdning. Jeg kunde heller ikke tænke paa at forlade ham, saa længe han levede; han kunde ikke undvære mig daglig hos sig, da han 67 nu var meget svag. Han kunde umuligt have en anden til Kapellan, da han havde sine store Særheder, som ingen fremmed kunde finde sig i. Han kunde heller ikke tage sin Afsked, da han vist slet ikke kunde flyttes, og Følgen deraf vilde desuden være blevet, at min Broder havde maattet fratræde Forpagtningen, da han mindre og mindre kunde svare sin Afgift. Hvis jeg bestemte mig til at søge Embede og fik et saadant, vilde det medføre, at mit Hjem faldt over Ende, og min Broders, hvor der var flere Børn, ligesaa. Jeg mindedes nok om, at Manden skal forlade Fader og Moder, men jeg kunde ikke overvinde mig til at gøre det, og da jeg snart var 39 Aar, kunde jeg heller ikke finde det rigtigt at vente med at gifte mig, uvist i hvor lang Tid. Saaledes stod Sagen for mig, og jeg havde for eget Vedkommende let nok ved at finde mig i de deraf følgende Forhold. Men for hende, der skulde dele dette med mig, maatte det se anderledes ud: at være Hustru og selv intet Hus have, særligt da der hos mine Forældre levede 5 ugifte Døtre, der jo egenlig ikke lod nogen Plads for en Svigerdatter. Det var trange Forhold for hende at gaa ind til, da vi ikke vidste, hvor længe dette kunde vare. Men hun tog det paa sig og bar det uden lydelig Knur; om end med en Del indre Strid.«
NU LØD DER “LYDELIG KNUR”
Da Otto Møllers svagelige far døde, blev han sognepræst i Gylling. Det var ingen selvfølge – og en gruppe Gylling-borgere måtte trække i mange tråde, før han blev udnævnt. Hans mor og seks af hans søskende boede stadig i præstegården – og her blev de boende. Hans kone, der havde fundet sig i kapellan-tidens dårlige økonomi og familiebofællesskabet var i modsætning til Otto Møller ikke så glad for, at alt fortsatte. Hun har sikkert udstødt ”lydelig knur”, for præstegården blev delt i to.
Før Otto Møller blev udnævnt til præst, var planlægningen af og indsamlingen til en valgmenighedskirke langt fremme, og folkene bag projektet, ønskede ham som præst. Men nu blev det hele sat i bero. Og nu den gamle præst, der ikke tillod folk at løse sognebånd, var død, begyndte familier fra omegnen at komme til Gylling. I Otto Møllers tid blev det til i alt 62 familier.
FULGTE FIRE AF FEM BØRN TIL GRAVEN
Der var bud efter Møller. Mange ønskede, at han skulle komme og holde foredrag. Men hans eftermæle er, at han murede sig inde hjemme i præstegården og sjældent forlod den. Det gjorde han. Måske hænger det sammen med, at engang han var afsted til foredrag, holdt en vogn og ventede på at køre ham hjem til Gylling. Hans lille søn var meget syg. Han havde da allerede mistet en datter. Sønnens død tog hårdt på ham, og han fik fornemmelsen af, at hver gang han tog hjemmefra, skete der en ulykke.
Men ægteparret Møller skulle miste flere børn. De havde fået endnu tre børn – to drenge og en pige. Otto Møller skrev: ” »I 1872 fik vi igen en lille Dreng, som vi kaldte Asger, og ham havde vi den Glæde at beholde nogle Aar. Han var en begavet og lærevillig Dreng, som vi siden havde Glæde af at undervise. 1876 fik han en Søster, som vi efter hendes Bedstemoder kaldte Marie Elisabeth, og 1879 fik vi endnu en Søn, som vi kaldte Erik. Saa rige var vi altsaa i disse Aar, at vi havde tre Børn, som vi saa lege sammen og opdrage hinanden”.
Men rigdommen varede ikke ved. De to ældste døde med få dages mellemrum af skarlagensfeber og difteritis. Den yngste søn var også smittet – men han overlevede. Fire børn havde de fulgt til graven. Møller skrev: ” At se de gamle dø, der er trætte og længes efter Udløsning, er meget vemodigt og alvorsfuldt; men at se de smaa Børn dø, der ikke ved Forskel paa højre og venstre, det er Smerte og ikke andet; og der er vist noget af os selv, der dør sammen med dem, eller der skulde da visselig efter Guds Vilje være det. Jeg var som lamslaaet af dette Slag, som sønderknust”.
BESØGENDE KOM TIL GYLLING – HAN FORLOD KUN LANDSBYEN TO GANGE
Som sin far – den gamle præst – skrev Otto Møller. Men han skrev ikke kun til skuffen. Han fik flere af dem udgivet. Men det ville være synd at sige, det bragte ham megen ros. Han skriver:
” Men fra dem, der paa dette Omraade skulde anses for at være de kyndige, mødte det den Gang fornem Tavshed, og det samme har jo for Resten været Tilfældet med alt, hvad jeg senere har skrevet. Det har mindet mig om dette, at det er et meget lille Land, vi lever i, næsten en lille Købstad, som S. Kierkegaard sagde. Man lader, som man ikke hører det, der ikke gaar paa den anerkendte Melodi….”
Men der var andre, der søgte Otto Møller. Mange besøgende kom til præstegården for at sidde i hans tilrøgede og dunkle rum og tale med ham – eller måske snarere lytte til ham. Han forlod ikke præstegården. Folk i Gylling kunne kun huske, at han forlod den to gange: èn gang for at følge en kær ven til Horsens – hvilket blev betragtet som en stor ære. Anden gang for at besøge en gammel kvinde.
Men fra hans plads ved spisebordet kunne han kigge ud på Gyllings pulserende liv. Og når vejret var til det, sad han på en bænk bag hækken.
HAN FIK EN STEN – EN MINDESTEN
Med årene blev han mere svagelig – og også lidt af en hypokonder. Og de sidste år i præstegården overlod han det meste af arbejdet til en kapellan. Da han døde i 1915, var lægen og andre informeret om, at de skulle skære hans pulsåre over, så det var helt sikkert, han var død. Han ville begraves i stilhed – og der skulle ikke være en navnesten på graven. Han fik det, som han ville have det. Graven findes endnu på Gylling kirkegård – overgroet med vedbend. Men en sten fik han. En mindesten. Den blev hentet på en mark på Gyllingnæs og placeret uden for præstegården, og der står den endnu.
Du kan downloade bogen “Gyllingpræsten Otto Møller – liv og forfatterskab” https://slaegtsbibliotek.dk/927379.pdf
